Skip to main content

Danske kræftkirurger vil certificeres

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

8. mar. 2013
4 min.

EFTERUDDANNELSE Kræftens Bekæmpelse mener, at danske kræftkirurger – ligesom i en række andre lande – skal testes og have certifikat for, at de til fulde magter den operation, som de skal udføre. Og formanden for Dansk Kirurgisk Selskab (DKS), Jens Hillingsø, er helt enig. Faktisk så enig, at selskabet længe har arbejdet for en systematisk efteruddannelse inden for specialernes smallere fagområder.

Ingen formelle krav for kirurger

»Ud over den kollegiale selvjustits er der ingen formelle krav til kirurger, som skal udføre højtspecialiserede kræftoperationer, og heller ingen formelle krav om at holde sig opdateret«, bekræfter Jens Hillingsø, som ud over formandskabet er klinikchef og overlæge på Rigshospitalets kirurgisk-gastroenterologiske klinik.

»Man har jo afskaffet grenspecialerne, og fra regionernes side er det et klart ønske, at man er bredest muligt uddannet, hvilket strider imod patienternes interesse og også imod den kirurgiske tankegang – også internationalt – at man på visse enheder skal være meget specialiseret inden for især cancerbehandlingen«.

Kræftplan II anbefaler, at »kræftkirurger bør sikres og dokumentere relevant efteruddannelse efter retningslinjer for omfang og indhold opstillet af de relevante selskaber og sundhedsmyndigheder«. Det er dog kun en anbefaling, og i Danmark findes der ingen formaliseret efteruddannelse.

»Men vi har de specialespecifikke indikatorer gennem kvalitetsorganisationerne, hvor vi fra DKS har anbefalet, at man bedømmer antallet af operationer, antallet af klagesager, antallet af opnåede CME-point [Continuous Medical Education], og man kan se på, om man har været på uddannelsesophold i udlandet«, forklarer Jens Hillingsø.

Dansk Kirurgisk Selskab har en plan

DKS har et udkast til systematisk efteruddannelse under forberedelse på landsplan:

»Når man har gennemført sin speciallægeuddannelse, kan man noget til et vist niveau. Det niveau er udmærket til at bestride en funktion som afdelingslæge, men reelt er kun de færreste klar til at kunne passe en overlægestilling. Derfor har vi inddelt efteruddannelsen sådan, at alle kirurger, der har gennemført uddannelsen, skal have en toårig efteruddannelse inden for en række specielle områder: generel kirurgi, lever-galde-pancreas-kirurgi, spiserørs- og ventrikelkirurgi, kolorektalkirurgi, børnekirurgi og brystkirurgi«, siger Jens Hillingsø.

»Et hovedproblem er, at vi mangler politisk anerkendelse af, at efteruddannelse er nødvendig, og at der er behov for specialisering på disse områder, så der afsættes betydelige resurser til efteruddannelse: Der skal afsættes penge til certificering og recertificering, og det er ganske meget kirurgtid, der skal trækkes ud af produktionen«

For hvert af disse fagområder skal der være en toårig uddannelse på forskellige afdelinger, eventuelt også i udlandet, der skal findes en lærebog, man skal have gennemført forskning, og der skal optjenes et fastlagt antal CME-point og føres logbog over et fastlagt antal indgreb – og det skal dokumenteres, at de fastsatte kompetencer er opnået.

Indtil videre er den systematiserede efteruddannelse dog kun på tegnebrættet. Og der er en række problemer, der skal overvindes:


»Et hovedproblem er, at vi mangler politisk anerkendelse af, at efteruddannelse er nødvendig, og at der er behov for specialisering på disse områder, så der afsættes betydelige resurser til efteruddannelse: Der skal afsættes penge til certificering og recertificering, og det er ganske meget kirurgtid, der skal trækkes ud af produktionen«, siger Jens Hillingsø.


Lægeforening: »Vi vil ikke ensrette krav til efteruddannelse«


Den enkelte læge og arbejdspladsen skal selv sikre, at kompetencerne holdes ved lige og opdateres, siger formanden for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning, Mads Skipper.

»Vi er enige om, at der er behov for systematik i efteruddannelsen, og i det hele taget deler vi målsætningen om større fokus på efteruddannelse. Men de tanker, nogle specialer gør sig om certificering, adskiller sig fra Lægeforeningens politik om efteruddannelse«, siger Mads Skipper, bestyrelsesmedlem og formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning.

Mads Skipper henviser til den debat, som er opstået med forslag om, at kræftkirurger løbende skal kunne dokumentere, at de vedligeholder og opdaterer deres færdigheder, for at få lov til at operere. Tanker, som støttes af Kræftens Bekæmpelse og af Dansk Kirurgisk Selskab, der ligefrem taler om toårige efteruddannelser med lærebøger, undervisningsstillinger og et fastlagt antal uddannelsespoint for en række fagområder.

Vurdering på afdelingen

Lægeforeningens uddannelsestalsmand mener imidlertid, at man blot risikerer at »lægge to år oven i« speciallægeuddannelsen, hvis man fokuserer for meget på recertificering og point, som Mads Skipper udtrykker det.

Han forklarer, at Lægeforeningen i stedet arbejder med en model, hvor speciallægen på årlig basis sammen med sin nærmeste leder eller den specialeansvarlige på arbejdspladsen vurderer, om lægen har de nødvendige kompetencer som speciallæge i forhold til de opgaver, man bestrider.

Men bør man ikke inddrage udenforstående, så det ikke bliver en fætter-kusine-fest?

»Vurderingen skal baseres på relevante data, så det ikke bare bliver en hyggesnak«, siger Mads Skipper. »Udgangspunktet må være den enkelte arbejdsplads og den enkelte læges aktuelle behov for faglig udvikling, så efteruddannelsen målrettes til personen. Det har større effekt end at opstille en masse overordnede kategorier, som man kender det fra speciallægeuddannelsen. Man kan ikke overføre de samme principper til den vedvarende, professionelle uddannelse«.

Ifølge Lægeforeningens efteruddannelsespolitik vil de kommende nationale kliniske retningslinjer være gode pejlemærker for de kompetencer, som klinikerne i de enkelte specialer bør opnå gennem efteruddannelsen.

»Vi er på ingen måde imod toårige fagområdeuddannelser, hvor man kan videreudvikle sig inden for et speciale. Men de skal være et reelt tilvalg. Det dur ikke, hvis man bare per automatik lægger to år oven i speciallægeuddannelsen«, siger Mads Skipper.