Danske læger gør sig klar til at drive britisk felthospital

Overlæge og chef for det danske felthospital, Jens Tingleff, skal sørge for, at det danske forsvar ikke alene kan bemande felthospitalet men også er i stand til at gøre det efter de britiske standarder og rutiner.

Overlæge i forsvaret og chef for det danske felthospital, Jens Tingleff, får noget at se til i de kommende måneder, når danske læger og sygeplejersker skal forberedes på den mission, der venter dem i Afghanistans Helmand-provins om et lille års tid. Her skal de nemlig - fra august til november - stå for driften af det britiske felthospital i Camp Bastion. Et ansvar, englænderne aldrig før har overladt til andre. Men også et ansvar, som Jens Tingleff er sikker på, at danskerne kan leve op til.

Britiske standarder skal læres

Den lægelige leder er Jens Tingleff. Hans opgave er nu at sørge for, at det danske forsvar ikke alene kan bemande felthospitalet men også er i stand til at gøre det efter de britiske standarder og rutiner.

Foruden civile læger og sygeplejersker, som har kontrakt med forsvaret, vil det udsendte personel også omfatte 17 værnepligtige, som også har tegnet kontrakt om udsendelse, og nu er under uddannelse som sygepassere på Jægersborg Kaserne.

I begyndelsen af det nye år skal hele mandskabet - læger, sygeplejersker og sanitetsfolk - en uge til York, hvor det engelske forsvar kan tilbyde simulatortræning. Ikke med nogle få dukker på en håndfuld stuer men en hel hospitalssimulator, hvor alle de funktioner, som skal koordineres og spille sammen, kan simuleres, både med avancerede dukker og med meget naturtro sminkede figuranter, fortæller Jens Tingleff.

For selv om de engelske allierede stoler på det danske personel, kommer man ikke uden om at træne i et miljø, der emulerer felthospitalet i Camp Bastion, så man er nogenlunde på hjemmebane fra dag ét og følger de samme protokoller og procedurer.

»De har selvfølgelig tillid til os som læger og sygeplejersker. Men vi har jo ikke den samme erfaring med behandling af krigsskader, som englænderne har«, siger Jens Tingleff.

De 15 læger vil først og fremmest være kirurger, anæstesilæger og læger med erfaring i at modtage traumepatienter. Desuden råder holdet over en røntgenlæge og en internmediciner - hospitalet modtager jo ikke udelukkende krigstraumer.

Raketuddannelse

At det danske sundhedsvæsen må undvære nogle stærkt efterspurgte læger og sygeplejersker i nogle måneder, giver ikke Jens Tingleff moralske skrupler. Tværtimod mener han, at vi kan få god nytte af de erfaringer, der kan hentes:

»Hvis vi starter fra en ende af: Vi uddanner sygepassere, og mange af dem har vist interesse i at tage en sundhedsuddannelse bagefter, som sosu'er, sygeplejersker eller læger. Men vi har også yngre læger med på missionen. Og hvad dem angår, er vi i øvrigt ret interesserede i at få afklaret, om det, de lærer her, ikke kan give merit i forhold til deres uddannelsesforløb, hvad enten det er introduktions- eller hoveduddannelsesforløb«.

Vil I bede Sundhedsstyrelsen tage stilling til det?

»Ugeskriftet skrev for nylig om ,tur-bo-` og ,raketforløb` om uddannelse af læger i raketfart. Og ikke alene ved forsvaret meget om raketter; vi kan faktisk også tilbyde noget på uddannelsesområdet. Den uddannelse, vi tilbyder, svarer nemlig principielt til den ramme, lægerne kommer fra. Patienterne er selvfølgelig specielle ved at være svært traumatiserede. Men det er jo i en ramme, der svarer til den standard, de kommer fra, hvad enten det gælder behandling, supervision eller uddannelse. Vi mener faktisk, at vi kan leve op til de krav, der skal stilles for en uddannelsessøgende læge«.

Jens Tingleff har allerede fået mange henvendelser fra yngre læger men har endnu ikke sat sig detaljeret ind i, hvilke uddannelsesforløb de eventuelt måtte være i gang med.

»Men hvis vi f.eks. konkret har en læge, som mangler tre måneder af sin hoveduddannelse, hvorfor skulle den så ikke kunne afsluttes med traumatologi på denne udsendelse? Og hvorfor skulle de tre måneder ikke kunne tælle i en hoveduddannelse i anæstesiologi? Vi har faktisk mulighed for at give dem erfaring i modtagelse af traumer, og vi kan tilbyde masser af bedøvelser. Alt sammen under fuld supervision«.

Jens Tingleff vil - i takt med at der blandt ansøgerne viser sig læger under uddannelse - tage kontakt med Sundhedsstyrelsen og de relevante uddannelsesregioner om de enkelte sager. Han håber, at Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fiskers tilsagn om en større grad af fleksibilitet betyder håb for de Helmand-frivillige læger.

»Det ligger jo helt i tråd med intentionerne i Speciallægekommissionens anbefalinger: Har du opnået kvalifikationerne, skal de også godskrives, uanset hvor du har fået dem. Desuden lægges der også vægt på, at lægerne lærer at arbejde internationalt - og det får de på denne måde«.

Endelig kan Jens Tingleff pege på, at regeringen jo er gået langt i bestræbelsen på at fremskynde produktionen af speciallæger ved at speede uddannelsen op. Og så skulle pokker da straffe de udsendte læger - som er med til at løse en vigtig udenrigs- og sikkerhedspolitisk opgave - med at lægge de tre måneder oven i deres uddannelsestid. Eller måske endda spænde ben for dem med en fireårsregel, hvis de endnu ikke har valgt speciale!

Engelsk hospitalssimulator

Som forberedelse lærer deltagerne ATLS (advanced trauma life support), som mange danske læger allerede er fortrolige med, eller i hvert fald har hørt om. Dertil kommer et kursus, som især fokuserer på krigsskader, og som gennemføres i Danmark med engelske instruktører.

Men ud over at uddanne de individuelle læger, sygeplejersker og sygepassere, skal organisationen trænes som organisation. Denne træning, som englænderne ifølge Jens Tingleff lægger stor vægt på, foregår i det britiske forsvars hospitalssimulator.

»I princippet har man stillet et helt hospital op i en kæmpehal med skillevægge, der kan flyttes. Her træner vi to gange med hospitalet i at gennemføre de rigtige procedurer i den rigtige rækkefølge, rent organisatorisk. Man går ud fra, at den enkelte læge og sygeplejerske kan sine ting og er fagligt dygtig. Så der lægges vægt på, om man kan få patienterne igennem hospitalet i det rigtige flow, få bestilt undersøgelserne i til den rigtige tid, bestilt sengepladserne det rigtige sted, og få bestilt evakueringen af soldaterne. For vi skal huske på, at alle de behandlede soldater skal videre til de hjemlige sygehuse. For soldaterne fra de allierede styrker er det opgaven at stabilisere de sårede og få dem med en flytransport hjem til endelig behandling. Med hensyn til de afghanske soldater og lokale civile, som felthospitalet behandler, drejer det sig selvfølgelig om så vidt som muligt at færdigbehandle dem, så de kan blive udskrevet. Hele den organisation, som skal til omkring det, bliver testet i simulatormiljøet«.

Relevante erfaringer

I ekkoet af den seneste tids næsten daglige skudaf givelser, især på Nørrebro i København, henviser Jens Tingleff i øvrigt til, at erfaringerne med skudtraumer også kan blive sørgeligt relevante på hjemlig grund.

»Og endelig får sundhedsvæsenet erfaring i, hvordan man behandler soldater, som er skadet i krig. Vi hører meget om de soldater, som bliver dræbt, men ikke så meget om dem, der kommer hjem og er invalideret ved at have mistet et eller flere lemmer.

For at kunne tilbyde disse soldater den bedste opfølgende behandling kræves der speciallæger, som har fulgt hele behandlingsforløbet, fra det primært opståede traume over opfølgende behandling til rehabilitering.

Derfor er det en god ide, at læger, som til daglig er i det civile system, får den viden og kan deltage i behandlingen af de sårede soldater, også herhjemme«.