Skip to main content

Danske Regioner: ”Vision for almen praksis”

Danske Regioner præsenterer et oplæg for almen praksis, som ifølge professor i almen medicin ”har stor fællesmængde” med PLO’s idéer.

I Danske Regioners vision skal almen praksis i fremtiden  "løse alle opgaver omkring udredning, behandling, monitorering og kontrol". Foto: Colourbox
I Danske Regioners vision skal almen praksis i fremtiden "løse alle opgaver omkring udredning, behandling, monitorering og kontrol". Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

9. nov. 2016
4 min.

”En af grundstenene i det danske sundhedsvæsen”. Sådan karakteriserer Danske Regioner onsdag de praktiserende læger.

Det sker i regionernes ”Vision for almen praksis”, der blev præsenteret onsdag, og som lægger op til de kommende overenskomstforhandlinger.

I umiddelbar forlængelse kommer det centrale budskab, at ”lægernes kompetencer skal bruges endnu bedre end nu. Det er nødvendigt i fremtidens sundhedsvæsen, hvor der vil være flere patienter og begrænsede midler”.

Her sigtes til, at sundhedsvæsenet i de kommende år skal tage sig af flere kronikere og flere multisyge patienter, og at der derfor er ”behov for nye løsninger og smartere organisering”.

En flot vision for fremtidens almen praksis, som der er grund til at rose Frede Olesen, professor i almen medicin

”På den baggrund ønsker regionerne at satse på og understøtte almen praksis, så sundhedsvæsenet tager bedre hånd om patienterne i det nære sundhedsvæsen”, hedder det.

Sammenfald med PLO-oplæg

Ifølge Visionen vil regionerne ”understøtte almen praksis i at arbejde populationsbaseret”. Dermed menes, at sundhedsvæsenet samlet set skal fokusere mere på den del af befolkningen, ”der særligt er i risiko for at udvikle sygdom eller forværring af sygdom”.

Almen praksis vil ifølge Visionen få en endnu mere central rolle i forhold til de kronisk syge:

”I fremtiden skal den praktiserende læge være den primære omsorgsgiver for mennesker med kroniske sygdomme og som udgangspunkt løse alle opgaver omkring udredning, behandling, monitorering og kontrol”, står der i Visionen.

Danske Regioners vision for almen praksis (pdf)

Til gengæld lover regionerne at ”understøtte almen praksis i at varetage denne opgave gennem en

systematisk og klar adgang til bl.a. specialistrådgivning” – et punkt, der næsten kunne være afskrevet fra det idékatalog i 28 punkter, som de praktiserende lægers organisation PLO udsendte tidligere i år.

Visionen lægger også vægt på et skabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det er hørt ofte, og regionerne behandler det da også som en tilståelsessag: ”Vi er ikke gode nok til at skabe sammenhængende og sømløse forløb – og samtidig ved vi, at det er noget af det, som borgerne efterspørger allermest”, hedder det.

”Velskrevet og godt”

”Det er en flot vision for fremtidens almen praksis, som der er grund til at rose”, siger professor i almen medicin Frede Olesen.

”Den inviterer virkelig til at gøre alt det rigtige – at lade incitamenterne følge den udvikling, som vi gerne ser, og samarbejde på kryds og tværs”.

Frede Olesen mener dog samtidig, at Danske Regioner ”med dette papir udfordrer de mennesker, man har sat til at lede overenskomstforhandlingerne”.

”Det er velskrevet og godt – men visioner er jo altid overordnede hensigtserklæringer. Dem er der grund til at rose. Spørgsmålet er så, om man har indsigt og ledelseskraft til at sætte handling bag, eller det bare ender som varm luft?”

- Man genfinder en del tanker fra det idékatalog, der kom fra PLO tidligere i år?

”Jeg synes, der er en meget stor fællesmængde, og en stor forståelse for almen praksis’ betydning – både i den enkelte konsultation, men også som det element, der har populationsansvar for de tilmeldte patienter”.

Læg nu tryk på

”Hvis PLO nu bare vil give regionernes visioner lidt medvind, vil det lægge et tryk på dem, der sidder ved roret, for at give det konkret indhold”, siger Frede Olesen.

Han har dog visse forbehold, da Danske Regioner også tidligere har sagt de rigtige ting.

”Men når det så kommer til at udmønte det i form af ledelse og indsigtsfuld administration, der skal omsætte de smukke tanker til konkret handling – ja, så synes jeg, at kæden tit hopper af”.

”Vi skal væk fra, at læger, der gør det fagligt mest rigtige, straffes på arbejdstid og personlig indkomst”, siger Frede Olesen og fortsætter:

”Vi skal erkende, at udviklingen i arbejdsmiljø og arbejdsglæde blandt praktiserende læger har taget en betænkelig negativ retning. At regionerne ved at ansætte 700 fuldt uddannede speciallæger i almen medicin på sygehusene har et medansvar for tilbagegangen i antallet af praktiserende læger”.

Læs visionsoplægget fra Danske Regioner her (pdf)

Læs PLO's 28 punkts udspil "På patientens vegne" (pdf)

Læs også: PLO: Plan for det nære sundhedsvæsen