De døde piger med svovlstikkerne

Søger man i Københavns Stadsarkiv på »fosforforgiftning«, dukker en række navne op på personer, som døde i København i slutningen af 1800-tallet. Bortset fra én 39-årig skræddersvend er de alle kvinder fra de laveste samfundsklasser. I et enkelt tilfælde anføres »selvmord«, men af de øvrige er ordet »fosforforgiftning« det eneste, der tilbydes som forklaring.

Tændstikfabrikken

Anders Sørensens svovlstikkefabrik i Bådsmandsstræde på Christianshavn havde i 1864 ansat 94 arbejdere. Den største gruppe arbejdere var børn under 13 år. Dem var der 27 af. I alt 39 var drenge i alderen 13-18 år. Der var 12 piger i alderen 13-18 år, mens 16 kvindelige arbejdere var over 18 år.

Med andre ord: 68 af 94 arbejdere var det, vi i dag anser for børn. Og de befandt sig i et ekstremt giftigt arbejdsmiljø.

Svovlstikkerne blev fremstillet ved at dyppe en ramme med 1.000 pinde i smeltet svovl og derefter i hvid fosfor, der skulle udgøre et ydre lag og fungere som tændsats. De børn og unge mennesker, som dagen igennem stod bøjet over dette arbejde, indåndede store mængder fosfordampe. Den hvide fosfor var ikke alene meget letantændelig – den var også giftig og fandt i flere tilfælde anvendelse ved selvmord, som drabsvåben og til at fremprovokere illegale aborter. Men endnu værre: Fosfordampene medførte uhyggelige skader hos arbejderne, og mange blev svært syge af fosfornekrose, der eroderede deres knogler.

Fosfornekrose var en ukendt lidelse indtil 1840’erne, da fosfor blev taget i anvendelse ved fabrikationen af svovlstikker. Det var dampene – plus den fosfor, der endte i munden, når arbejderne slikkede på de fosforindsmurte fingre – der gjorde arbejderne syge.

Mundhulen angribes, så kæbebenet blottes, og der siver en fosforstinkende materie ud, mens kæbebenet gradvist forvitrer, og patienten afkræftes.

I England var arbejderne udmærket klar over årsagssammenhængen og omtalte fosfornekrosen som phossy jaw.

Der fandtes ingen medicinsk løsning, så det eneste håb om helbredelse var at bortoperere kæbebenet.

Emil Hornemann og børnearbejdet

Under den tynde forgyldning levede en stor del af befolkningen i den såkaldte Guldalder i dyb armod og måtte sende deres børn ud at arbejde i en tidlig alder. Det var ikke usædvanligt at se 7-8-årige børn på fabriksgulvet. Ganske vist arbejdede de på deltid, men da de voksnes arbejdstid sagtens kunne være 12-14 timer, kunne deltid meget vel betyde en ottetimersarbejdsdag.

Den første, der gennemførte en større undersøgelse af forholdene for fabrikkernes børnearbejdere i Danmark, var lægen Emil Hornemann (1810-1890), som var formand for Lægeforeningens hygiejniske komité. Emil Hornemann mente ikke, at arbejde i sig selv var skadeligt for børnene – tværtimod var børnenes arbejde »snarere et Gode«:

»Der kan ikke være Tvivl om, at pligtmæssig Arbeide er sundere end Lediggang. En fattig Familie kan trænge til enhver lille Indtægt, som Børnene kan forskaffe. Og de Flinkeste Arbeidere er de, som tidlig er blevet oplærte. Men dette Børnearbeide bør organiseres paa en Fornuftig Maade. Det bør foregaa i sund Luft og ikke fortsætte for længe ad Gangen. Der bør sørges for Barnets legemlige Udvikling ved god Kost, Klæde, Varme og Renlighed. Og for dets aandelige Fremgang ved god Undervisning, og Barnet bør have et Hjem. Taget paa denne Maade kan Børnenes Anvendelse i Fabriker blive til sand Gavn …«, skrev Emil Hornemann.

Tusinder af børn, ofte under ti år og i nogle tilfælde under seks år, arbejdede i værksteder og fabrikker. I industrien først og fremmest inden for tekstil-, tobaks- og tændstikfabrikation. Og det var især i den sidstnævnte industri, at arbejdet var ødelæggende for helbredet.

Rejser debat om arbejdsmiljø

Emil Hornemann undersøgte børnearbejdernes forhold på 49 fabrikker og udgav i 1872 en lille bog, Om Børns Anvendelse i Fabriker, hvorfra citatet ovenfor stammer. Han påpeger problemer inden for flere brancher, men det, som for alvor gjorde indtryk på Emil Hornemann, foregik i tændstikindustrien, hvor han så børn, som allerede havde udviklet fosfornekrose.

Målt med nutidens alen kan Emil Hornemanns formuleringer forekomme afdæmpede og arbejdsgivervenlige. Men det var første gang, at der overhovedet blev rejst en debat om arbejdsforholdene i industrien, som i disse år var i voldsom vækst. Og Emil Hornemanns indsats fik konsekvenser: Allerede den 7. januar 1873 fremsatte indenrigsministeren, jurist og godsejer Christian Andreas Fonnesbech, »Forslag til Lov angaaende Børns og unge Menneskers Arbeide i fabrikker og Værksteder m.m.«.

Lovforslaget, der skulle vedtages i begge Rigsdagens kamre – Landsting og Folketing – vakte rasende debat. Nogle så det som et frontalt angreb på arbejdsgiverne. Enkelte fabriksejere mente endda, at de umuligt kunne klare sig uden den billige børnearbejdskraft og måtte dreje nøglen om, hvis lovforslaget blev vedtaget. Desuden ville det være direkte skadeligt, hvis man af misforstået medlidenhed ville hindre »kraftige Børn og unge Mennesker« i at arbejde.

Men heller ikke blandt arbejderne var der ubetinget begejstring. Mange fattige familier var helt afhængige af den lille indtægt, som de lidt større børn kunne bidrage med til husholdningen, og de frygtede, at et forbud mod børnearbejde ville tvinge familien på fattighjælp.

Første lov om arbejderbeskyttelse

Efter måneders hårde debatter fik Danmark i maj 1873 sin første lov om arbejderbeskyttelse: Lov om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker. Et af argumenterne i Folketinget lød, at da man for nylig havde vedtaget en lov om dyrebeskyttelse, kunne man meget passende supplere med en lov om menneskebeskyttelse.

Loven var et første, meget beskedent skridt. Det blev forbudt at beskæftige børn under ti år i fabrikker og »fabrikslignende Værksteder«. For børn mellem ti og 14 år måtte arbejdsdagen ikke overskride 6,5 timer, afbrudt af en halv times hvil. Arbejdet måtte ikke finde sted før kl. 06 og ikke efter kl. 20.00, og aldrig på søn- og helligdage. Loven forholdt sig ikke til børns arbejde i landbruget, i private hjem eller små værksteder.

Arbejdsgivere, der forbrød sig mod loven, kunne straffes med bøder på op til 100 rigsdaler, og børnenes forældre kunne også regne med en mindre bøde.

Det første skridt til lovgivning om arbejdsmiljø var taget, men arbejderne blev stadig syge af arbejdet med fosfor indtil 1875, da en særlig lov »om Forbud mod visse Tændstikker m.m.« endelig fik sat en stopper for brugen af det farlige stof i fremstillingen. Hermed forsvandt forgiftningstilfældene.

Lovgivningen til beskyttelse mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme er siden blevet udvidet. Også i andre lande – Sverige, Finland, England, Tyskland, Schweiz, Holland og Frankrig – var det især de uhyggelige forgiftninger af tændstikarbejdere, som i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var med til at fremtvinge lovgivning om arbejderbeskyttelse.

I dag er alle lønmodtagere i Danmark i alle typer af produktion dækket af lov om arbejdsmiljø. Tilsynet med og regulativer for indretningen af arbejdspladser er løbende blevet udvidet.

Det har dog langtfra betydet, at alt er i skønneste orden. Hvert år indberettes tusinder af arbejdsulykker og erhvervsskader, og samfundets udgifter til arbejdsskadeerstatninger og førtidspension regnes i tocifrede milliardtal.

Det første kapitel i fortællingen om et sikkert arbejdsmiljø blev skrevet af lægen Emil Hornemann og hans undersøgelse af børnearbejdet i industrien. Men det sidste kapitel er ikke skrevet endnu.