Skip to main content

» … de er kørt på en vejsidebombe«

Efter KBU tog Jesper Mølgaard forsvarets reservelægeuddannelse og er nu to måneder i Irak som læge ved det amerikanskledede felthospital på Ain-Asad Airbase et par hundrede km vest for Bagdad. Han fungerer primært som læge for et kontingent danske soldater, men hjælper også med i traumemodtagelsen.

Jesper Mølgaard. Privat foto.
Jesper Mølgaard. Privat foto.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

3. jan. 2017
4 min.

7.50 Da jeg først kom i seng kl. 2 i nat, står jeg lidt sent op. Vi opererede en irakisk soldat, der var blevet skudt i højre lår i går. Operationen med ekstern fiksering tog længere tid end vanligt, da patienten også havde karskade, og ortopædkirurgen måtte lappe hans arteria femoralis sammen først.

 

8.30 Morgenmøde i det danske støtteelement. Bagefter morgenmøde i felthospitalet. Vores konsultation ligger ved siden af amerikanerne, så vi er også med her. Med 170 danskere hernede er konsultationstiderne som regel meget rolige.

 

10.00 Jeg får gennemgået min undervisningsplan. I forbifarten får jeg talt med et par amerikanske oberster, der er en del af enhedsledelsen derhjemme. De er forbi i tre dage for at se, hvordan deres folk har det.

 

10.20 Vi får besked om, at de amerikanske specialstyrker er på vej med to traumepatienter. De er kørt på en vejsidebombe (improvised explosive device eller IED). Vi gør to traumelejer klar. Her er mulighed for røntgen og ultralyd.

 

11.06 De to patienter ankommer. Jeg går i gang med at lave primary survey på en ung irakisk mand, der har fået næramputeret begge ben under knæene. Soldaterne har anlagt en tourniquet på begge ben for at afklemme blodforsyningen til underbenene og standse blodtabet. Amerikanerne iværksætter deres »walking blood bank«, hvor soldaterne melder sig til at donere blod ved ekstraordinære omstændigheder. Vi har ellers rigeligt med røde blodlegemer og frisk frosset plasma, men ingen trombocytter. Vi får lynhurtigt doneret og givet fire portioner fuldblod.

 

14.51 Knivtid for min patient. Der er en kirurg, der eksplorerer et strejfsår i halsen. Samtidig er der en kirurg og en hjælper fra specialstyrkerne, der opererer på hvert ben. Da specialstyrkerne kan risikere at skulle nødamputere, er det hjælperen, der fører saven. Man tænker nogle tanker om livet, når man ser en ung mands førlighed i form af hans fod blive smidt ud som affald. Undervejs er jeg nødt til at gå fra et øjeblik for at tilse en dansk soldat med en spytkirtelsten.

 

16.34 Min patient forlader operationen. Han ender med to amputerede underben. Vi kan kun gisne om, hvad hans skæbne bliver i det irakiske sundhedsvæsen.

 

17.00 O&I-møde (Operations and Intelligence). Den amerikanske lejrkommandant får de seneste opdateringer fra sine sektioner. Jeg er med som udsendt senior medical officer. Jeg forstår nogle af forkortelserne – og dem bruger amerikanerne mange af.

 

17.30 Vi holder et kort møde, hvor den amerikanske ledelse takker for veludført arbejde. Vi gemmer debriefingen til i morgen, da folk er trætte og sultne. Stemningen er god.

 

17.50 Aftensmad – tacos og salat. Ligesom de andre måltider er det gennemamerikansk: masser af sukker og meget lidt fibre. I det mindste spiser vi ikke feltrationer.

 

18.30 Møde i den danske O-gruppe. Det regner, da jeg går fra mødet – det er ikke så tit, det sker. Jeg står lige og nyder at mærke regnen og duften af regnvåd jord. Jeg ser HIMARS'en – et avanceret, mobilt raketbatteri – skyde en salve afsted. Godt man ikke står i modtagerenden. Så går jeg ind i konsultationen og ordner noget papirarbejde.

 

20.20 Jeg siger hej til drengene fra SECFOR, der skal på vagt indtil kl. 03.00 i nat. De passer på os, så vi kan sove trygt. Jeg aftaler at besøge dem på deres checkpoint en dag.

 

23.00 Jeg prøver at få læst lidt, inden jeg går i seng, men lige i aften er koncentrationen svær at fastholde. Jeg nøjes med at skrive med dem derhjemme, inden jeg falder i søvn. Radioen, som de kalder på, hvis der er traumer, står på sengebordet, hvis »i morgen« starter før planlagt.