»De er udredt, og der er ikke fundet nogen somatisk forklaring på deres symptomer, men …«

05.50 Jeg vågner, lidt før vækkeuret ringer, og slukker det, så min mand ikke vågner. Står op og smører hans madpakke – en lille kærlighedserklæring.

07.00 Kører med min kollega til Hammel. Det er hyggeligt, og vi kommer vidt omkring – både det personlige og faglige.

08.00 Alle læger samles til morgenkonference. I dag er det en lang seance med både undervisning og røntgenkonference, så vi skiftes til at have morgenbrød med. Vi hører om sygehuserhvervede urinvejsinfektioner med fokus på forebyggelse, herunder indikation for KAD.

En kort overlevering fra vagten og gennemgang af dagens vagtskema. Der er sygdom, som vi skal dække ind for, og vi skal modtage tre nye patienter fra vores samarbejdsafdelinger. Derudover er der to af vores indlagte patienter, der har forbedret deres funktionsniveau så meget, at de skal flyttes internt fra en indlæggelse på en højt specialiseret rehabiliteringsplads til en regional rehabiliteringsplads. De bliver hos os, men det betyder bl.a., at de har behov for mindre hjælp, fordi de kan klare mere selv.

09.30 Den visiterende sygeplejerske og jeg gennemgår de henvisninger, der er kommet ind i de seneste 24 timer. Vi vurderer, om en patient er kandidat til neurorehabilitering hos os. De fleste henvisninger kommer fra de neurologiske afdelinger i regionen, men der er også patienter fra f.eks. pædiatri, kardiologi, neurokirurgi og infektionsmedicin.

10.00 Fordeling af dagens opgaver mellem lægerne på mit afsnit, der primært tager sig af patienter på regionalt niveau, hvor det især er de kognitive udfordringer efter hjerneskade, der fylder. Vi har et usædvanligt godt tværfagligt samarbejde med vores kolleger fra plejen og terapien, og sammen diskuterer og vurderer vi patienterne fra flere faglige vinkler til patienternes bedste.

10.30 På gangen møder jeg en af vores patienter, der er diagnosticeret med funktionel lidelse. Hun har været her i godt to måneder, og hendes funktionsniveau er bedret betydeligt. Det er dejligt at se hende komme gående. Hun fortæller, at hun ikke kun har rykket sig fysisk. Det er lige så meget det mentale. Hun smiler og er glad – et helt andet billede, end da hun blev indlagt.

Vi har nogle få sengepladser til patienter, der er indlagt til rehabilitering i samarbejde med Klinik for Funktionelle Lidelser. Patienter med funktionelle lidelser er en stor gruppe af patienter, der i lang tid har været meget stigmatiserede. De er udredt, og der er ikke fundet nogen somatisk forklaring på deres symptomer, men de har ikke noget funktionsniveau og er sengeliggende, når de kommer hos os. Vi har virkelig gode resultater, og på den måde er det en rigtig fornøjelig gruppe af patienter at arbejde med. De er voldsomt taknemmelige, når de kommer ud på den anden side. Det kan være meget svært at forstå samspillet mellem det mentale og det fysiske – så er det mere konkret at kunne se en skade på et skanningsbillede af en hjerne.

11.00 Jeg byder velkommen til en patient, som jeg laver en kort indledende neurologisk vurdering på. Hendes tidligere hemiparalyse er bedret så meget, at hun nu kan gå med rollator. Lidt styringsbesvær, men ok styrke i benene. Midt i samtalen ringer patientens sagsbehandler og fortæller, at patienten endelig har fået tilkendt førtidspension. Hun bliver rigtig glad og lettet.

12.00 Lægegruppen forsøger at mødes til frokost hver dag. I dag går snakken på, hvordan man skal forholde sig ved bistik, og hvis man bliver brændt af en brandmand. Vi googler os frem til, at man ikke skal tisse på nogen af delene. Andre gange afklares lidt sværere faglige problemstillinger og dilemmaer.

14.00 Samtale med en patient og hans familie. De har et stort ønske om at se de skanningsbilleder, der er lavet under indlæggelsen både her og i den akutte fase. Han er indlagt efter en hjerneblødning, som har en atypisk beliggenhed. Man har derfor lavet ekstra undersøgelser, der skal belyse årsagen nærmere. Heldigvis er der ikke fundet tegn på underliggende tumor. Det viser sig, at patienten har en arteriovenøs malformation, men der måtte en konventionel angio til for at påvise denne.

14.30 Møde i vores uddannelsesteam. Vi får præsenteret en ny model af den klassiske MINI-KEX, som er blevet modificeret til neurologien, så vi bedre kan bruge den til at evaluere vores yngre kolleger. Vi diskuterer placeringen af vores kommende introlæger og emner til medicinstuderende på otte ugers ophold. Jeg er rigtig glad for at arbejde med uddannelse. Det er vores fags fremtid, og jeg kan vildt godt lide de unge engagerede læger, der kommer ind i vores fag med ny energi.

15.30 Vi kører hjemad mod Aarhus. Det er dejligt at bruge bilturen til at vende dagen og også nogle gange snakke om de svære ting. Vi kan se tunge skæbner og pårørende, der har det meget svært. Det kan man godt blive berørt af, og så giver det ro med lidt »debriefing« på vej hjem i bilen.

17.00 Jeg handler, og min ældste datter og jeg laver mad; livet med store børn er på mange måder bare lidt lettere – i hvert fald for det meste. Jeg plejer at være til træning om onsdagen, men i dag er det aflyst, så jeg snupper en sjælden aften på sofaen sammen med mine børn og en god fodboldkamp.

22.00 Tid til at sige godnat. Jeg fungerer bare bedst, når jeg får mine syv timers søvn.