En anden aftager af MedIS-kandidaterne er Lars Jelstrup Petersen, professor i nuklearmedicin på Aalborg Universitetshospital. Forleden forsvarede en MedIS-kandidat sin ph.d., der handler om, hvilken skanningsmetode der er mest anvendelig til påvisning af knoglemetastaser ved prostatakræft. Og om ikke så længe forsvarer endnu en MedIS-kandidat sin ph.d. på afdelingen.
»De kommer med en mere forskningsmæssig og struktureret tilgang. De er gode i laboratoriet, til at skrive protokoller, korrespondere med myndighederne og til at søge i litteratur. Her er de bedre end de medicinske kandidater. De besidder den forskningsmæssige rygrad, der er forudsætning for at drive en velfungerende forskningsenhed. Til gengæld er de svagere i klinisk sammenhæng, hvor nogle fanger det hurtigere end andre. Men fordelene overskygger langt ulemperne«, siger Lars Jelstrup Petersen og fortsætter:
»Man taler så meget om sundhedsfaglig forskning, og jeg kan kun anbefale, at sygehusene i højere grad ansætter kandidater med andre fagligheder end den lægefaglige på ikkekliniske og apparaturtunge afdelinger«.
Svært ved at kende forskel
Tilbage til Kasper Bendix Johnsen, der mener, at »vores uddannelse er gået lidt under radaren«:
»Vi har været overskygget af medicinstudiet, som i en periode er løbet med det meste af opmærksomheden, fordi de medicinstuderende har været meget dygtige til at positionere sig i de besluttende organer. Desværre manglede denne kultur for MedIS, og derfor tog det flere år, før der blev oprettet et MedIS-råd, pendanten til Medicinerrådet. Men krigerisk adfærd mellem os har der aldrig været«.
Det bekræfter Simon Mæng Tjørnehøj, der ud over at læse medicin på AAU også er formand for FakSUND, et interesseorgan, der varetager interesser for samtlige uddannelser på det sundhedsvidenskabelige fakultet.
Ifølge ham er der brug for decideret at brande MedIS-uddannelsen.
»Vi oplever stor frustration og identitetskrise blandt MedIS’erne. Interessen retter sig primært mod os – de ’rigtige medicinere’. Og i takt med at optaget på medicin er øget, er optaget på MedIS-uddannelsen faldet. Dertil kommer, at frafaldet det første studieår er temmelig stort (27 pct. i 2015, red.) Når vi sammen er ude i klinik, bliver de set på som medicinstuderende – sygehuset har svært ved at kende forskel på os, og MedIS’erne opgiver efterhånden at oplyse om, at de ikke er medicinstuderende. Mange af dem kan måske heller ikke se formålet med, at de skal træne kommunikation på de første seks semestre, når det de i virkeligheden brænder for, måske er at komme til at studere celler. Dog hører vi, at de på kandidatdelen godt kan se værdien heraf«, siger Simon Mæng Tjørnehøj og fortsætter.
»Det er nødvendigt at brande deres dobbelte faglighed, så de også selv bliver bevidste om, hvor nice de er. Vi kommer fint ud af det med hinanden, men der er nok en tendens til, at vi medicinstuderende har mere prestige. Uden grund. De bliver rekrutteret, allerede før de er færdige, arbejdsløsheden blandt dem er næsten ikkeeksisterende og deres begyndelsesløn overstiger oftest lægernes«.