De lurepasser på Lolland

LOLLAND

Overbebyrdede praktiserende læger, der gruer for, hvornår den næste nabopraksis lukker, eller den næste kollega bliver syg. Læger fra Polen og anders-wo, som forsøger at annamme det vanskelige danske sprog, så de kan tale med patienterne. Vikarlæger, der »flyver« ind for at tage sig af spøgelsespatienter.

Problemerne i almen praksis på Lolland tårner sig op. Omkring 40 pct. af de praktiserende læger er over 60 år gamle, og der mangler læger flere steder. Frem til år 2020 forventes hele regionen at miste yderligere 85 læger - der er pt. 497, hvis man omregner til fuldtid. Den forvented afgang svarer til 3-5 læger pr. kommune og må for Lollands vedkommende formodes at være en underdrivelse.

Imens drøjer det med varige redskaber til at holde fast på de tilbageværende læger - måske blot et par år endnu inden pensioneringen - og rekruttere nogle nye.

»Vi er handlingslammede nu og i trekvart år frem«, siger direktør i Region Sjælland, Flemming Nielsen, med henvisning til både det analysearbejde, som regeringen har sat i gang om almen praksis, og de forhandlinger om en ny overenskomst, som regionerne og PLO går i gang med i starten af næste år.

»For vi risikerer at låse løsninger fast. Enhver lille gave - enhver lille blottelse - vil blive udnyttet. Det er ubelejligt, men sådan er det«, siger han.

Så dukker hovsaløsningerne op. Som for eksempel når regionen løser et akut problem med lægeløse patienter ved at etablere klinikker bemandet med vikarer.

Rekrutter fra Polen

Der er dog nogle initiativer. For eksempel har regionen betalt for sprogkurser til flere udenlandske læger. De fleste får job på sygehusene, men Barbara Tyczynska er praktiserende læge.

Hun har gennemgået det program for polske læger, der gerne vil til Danmark, som det svenske bureau Paragona har etableret, og som flere danske regioner har gjort brug af. Nu forbereder hun sig på fra årsskiftet at købe sig ind i Helene Dalsgaards og Tommy Sommers praksis i Rødby.

Hendes mand, som er patolog, har også fået job i området.

»Det er en meget stor omvæltning i livet. Men vi har bestemt os for at blive i Nykøbing. Det ligger tæt på Polen. Der er et godt arbejdsmiljø i praksissen, og jeg ville ikke arbejde som sololæge«, siger hun.

Ingen lægger skjul på, at den nye læge »kun« køber sig ind i bygningerne - betaling for goodwill er der efterhånden ingen praktiserende læger på Lolland, der forventer.

Oprindeligt var praksisen på fire læger, og lægerne har et stærkt håb om at kunne komme tilbage på det niveau.

»Vi har haft kontakt med en tysk praktiserende læge fra Fehmern, som har planer om at komme til Danmark for at arbejde. Han er nu på vej på sprogskole«, siger Tommy Sommer.

Ringe fidus til praksispersonale

Regionens nye praksisplan lægger ikke skjul på, at den langsigtede løsning ligger i en omstrukturering af almen praksis med større lægehuse, hvor lægerne aflastes af sygeplejersker og andet hjælpepersonale. Såmænd gerne med tilskud fra regionen i særligt sårbare områder eller f.eks. for at fastholde ældre læger. Men ikke alle praktiserende læger tror på den model.

»Det er læger, vi skal have«, siger Helene Galsgaard med eftertryk. Nok så mange og nok så dygtige sygeplejersker - og Rødbypraksissen har flere, bl.a. en akutsygeplejerske - kan ikke dæmme op for mangelen på lægelig ekspertise. Det er også et spørgsmål om, hvor sorteper ender.

»Hvor ligger ansvaret? Det er lidt uberegneligt. Hvis der skal begås en fejl, vil jeg gerne begå den selv«, som Helene Galsgaard siger.

En af hendes kolleger, Birgitte Meyer i Nakskov, er inde på det samme.

»Måske kunne regionen stille en gratis sygeplejerske til rådighed, eller en practice manager i et år og billig husleje«, siger hun som bud på, hvordan lægemangelen kunne afhjælpes.

»Men jeg ville være betænkelig ved risikoen ved at miste selvbestemmelse«, siger hun, ligesom hun mener, at modellen med større lægehuse ikke løser alle problemer.

»Vi ved jo, hvor svært samarbejde kan være. Store lægehuse skal kunne være delt i mindre kompagniskaber. Vi skal have mangfoldighed«, siger hun.

Ca. 60 pct. af Region Sjællands læger er i dag sololæger.

Tjener penge hjem

Hjælpepersonale i store lægehuse anses altså ikke for nogen universalløsning. Flere mener, at et styk hjælpeperso-nale pr. læge er optimalt. Ikke flere. Og det argument går igen, at hjælpepersonale jo skal trænes op. Det koster penge og tid, men når det lykkes, kan ikke-lægerne blive såvel en arbejdsmæssig som en økonomisk gevinst.

»Hvis du ansætter personer, som tjener penge til dig - er det så ikke det samme som at give dig penge?«, siger Lisbeth Errebo-Knudsen, som sammen med sin mand Kim Kristensen har klinik i Horslunde.

Det vigtigste er dog aflastning fra det lægelige rutinearbejde, og i parrets klinik lægger de mere og mere over på praksispersonalet - under supervision men med udstrakt selvstændighed.

»Vi er ved at opgradere, så de kan medicinere - f.eks. kroniske patienter. Efter guidelines naturligvis«, fortæller Lisbeth Errebo-Knudsen.

Praksissen har også en socialrådgiver tilknyttet, som kommer nogle timer hver onsdag og tager sig af det, Kim Kristensen kalder »alt det socialmedicinske«. Det fylder meget på Lolland.

De ellers så forhadte attester er heller ikke noget, lægerne tager sig af. Ret meget i hvert tilfælde. De dikteres nemlig og renskrives så af andre.

Nye praksisformer

Horslunde-praksissen har således taget ideen med praksispersonale til sig med begejstring. Den er også netværkspraksis, hvor flere praksis har fælles it-system og dækker hinanden ind.

»Vi har en dagring, så der altid er en læge at finde. Og vi har fælles patientdatabase, som er smart f.eks. i sommerferien«, siger Kim Kristensen.

Den fælles database sparer tid og er også et værktøj til at udføre ordentligt lægearbejde for patienter, der ikke er tilmeldt praksis. Det næste bliver måske fælles indkøb, ip-telefoni og fælles booking.

Spørgsmålet er bare hvor længe. For et år siden var der fem praksis i området mod tre nu. Og de to læger i Horslunde regner faktisk ikke med, at deres praksis overlever i den nuværende form. Derimod kunne de forestille sig Horslunde som lægeløs satellit til en »moderpraksis« formentlig i Nakskov, ca. 12 km. væk.

»Her kunne hjemmehjælpen eksempelvis være sammen med nogle nurse practitioners til at dække øerne og Nordvestlolland. Det kunne være som satellit til et sundhedscenter med læger, sygeplejersker, hjemmehjælpere mm.«, siger Kim Kristensen.

Sundhedscenter skal-skal ikke?

Et sådant sundhedscenter er faktisk under planlægning i nogle af Nakskov sygehus' tomme lokaler.

Lægerne tænker nu over, om de er interesserede.

»Skal jeg bruge en masse energi på at slå mig sammen med nogle andre? Jeg sidder og overvejer skal-skal ikke«, siger Ole Krarup i Nakskov, som er 62 og regner med kn ap tre år til pensioneringen.

Egentlig kunne han sagtens allerede være holdt op. Men han er en af de læger, som det er lykkedes at fastholde. Dog ikke uden sværdslag.

»Jeg havde mit efterlønsbevis liggende i en skuffe. Jeg skrev til dem [regionen, red.], at jeg gerne ville mindske min arbejdsbyrde. At jeg sad i solopraksis i små lokaler, at jeg ikke kunne tage hjælpepersonale. At jeg havde en syg kone«, fortæller han.

Det endte med, at Ole Krarup fik accept af kun at have 800 patienter.

»På en måde må vi selv finde ud af, hvordan vi vil lave seniorordninger. For de gør det jo ikke«, siger han med adresse til regionen.

Han er en af de læger, der synes, at regionen burde gøre meget mere.

»De vil godt bidrage til lokaler, hjælpepersonale og it men vil ikke give en øre mere til os. Det er dybt godnat«, siger han. Spørgsmålet er dog, om flere penge havde virket i hans eget tilfælde.

»Jeg ved ikke, om jeg kunne købes for penge. Et skattefrit år, så måske. Men jeg er ikke sikker. Måske ville jeg hellere tage nogle vikariater i Grønland«.

5 Spørgsmål til Flemming Nielsen Direktør, Region Sjælland

Hvorfor giver I ikke bare de praktiserende læger i yderområderne nogle flere penge for at tage flere patienter?

Den enkelte læge, forstår jeg godt, vil have penge. Men hvis vi f.eks. betaler tredobbelt basishonorar for at tage flere patienter, som nogen har krævet, vil alle i dag, som har over 1.600 patienter, øjeblikkeligt sige, at det vil vi også have. Og med de ældre læger risikerer vi også bare at køre dem med. Med de nye læger er det et generelt problem, at de ikke vil til yderområderne. Så det er et overenskomstproblem. Det kan godt være, at det er penge, der skal til, men så skal der være enighed om, hvordan et sådant redskab skal anvendes. Og det skal finansieres, da jeg ikke kan se, at vi kan spare os til det.

Hvad gør I så?

Vi køber vikarer ind, men jeg håber, at den model varer så kort tid som muligt. Det koster nogle penge, men vi sparer så ydelseshonorarerne, hvis de laver en masse. Rædselsscenariet er, at vi ikke finder løsninger og må ind hver gang, nogen holder op, og nærmest halvvejs have offentligt ansatte læger. Så har du ændret systemet uden at ville det.

Hvad med at hente læger i andre lande?

Vi har gjort, hvad vi kan. Men der er sprogbarrierer og på nogle måder også kulturelle barrierer. I takt med, at vi bliver mere og mere internationale, er det et element men ikke løsningen. Det er et supplement.

Hvad er en holdbar løsning?

Løsningen er bæredygtige klinikker. For eksempel med 4-6 læger sammen - det behøver ikke være i stor skala - som deler nogle ansatte. Nogen siger, at det er besværligt at lære personalet op. Men nu er vi på vej med en kvalitetsmodel - så har du retningslinjerne. Vi forsøger at få kommunerne på banen med planlægning. De må være med til at tilvejebringe rammerne, så f.eks. en byplan ikke lægger hindringer i vejen.

Med større og mere centraliserede lægeklinikker får mange patienter længere til lægen - er det ikke et problem?

Prøv at se på detailhandelsmønstrene. Der er større og færre supermarkeder, og borgerne - også de ældre - kommer jo her og får hentet tingene. Hvorfor ikke også lære borgerne at køre til lægen? Mobiliteten i samfundet er markant større. Og der skal nok komme buslinjer ligesom til de store butikscentre.