»Det er mennesker, som er udsatte på alle parametre. De er måske hjemløse, ofte meget somatisk syge med psykiatrisk komorbiditet og samtidige misbrugsproblematikker. Deres motivation kommer i glimt. De bruger deres egen læge meget lidt, men de kommer i stedet ind i akutmodtagelserne, fordi der er åbent 24/7«, siger overlæge og speciallæge i almen medicin Mette Enggård Falkensteen.
Hun er kursusleder på onsdagskurset »Den socialt udsatte patients møde med sundhedsvæsenet«, har selv haft egen praksis, men arbejder nu i Flexklinikken på Bispebjerg Hospital. Og selv om vilkårene i Flexklinikken er meget anderledes end dem i en travl almen praksis, så ønsker hun med kurset at sætte fokus på udfordringerne for de mest udsatte, hvor selv små forandringer kan gøre en stor forskel.
»Det er på ingen måde for at pege fingre ad almen praksis. Jeg ved udmærket, at de nuværende rammer ikke er til den her type patienter. De kommer uanmeldt, og de fejler mange ting, men jeg håber, vi alligevel kan give inspiration til de små ting i mødet med den her gruppe af mennesker. Det er jo netop noget, de fleste praktiserende læger er gode til. At være nysgerrig på det menneske, man sidder overfor, og tænke hele vejen rundt«.
Mette Enggård Falkensteen kalder det »et paradoks«, at selv om der er gratis adgang til læge og hospital, så lever denne gruppe af patienter 17 år kortere end gennemsnitsbefolkningen.
Hun opridser nogle af de barrierer, patienterne møder i sundhedsvæsenet.
»Som læger er vi skolet til at tænke meget lineært. Vi er vant til at tænke, at den her sygdom fører til den her behandling og har den her prognose. Men der er intet lineært ved denne målgruppe. Alt kører frem og tilbage, og ud og ind i et kæmpestort edderkoppespind af udfordringer og muligheder, spundet ind i hinanden«.
Tendensen til større praksis med flere læger og højspecialiserede hospitaler har ramt lige netop de meget socialt udsatte patienter hårdt, siger hun.
»Rammerne i dag er bare ikke særlig gode til at rumme dem. Når det endelig lykkes at komme til lægen, kommer de ofte for sent, og det går ikke, for der sidder et helt fyldt venteværelse, der også gerne vil til lægen. Mange af patienterne fortæller, at de ikke ved, hvem deres praktiserende læge er, fordi de kommer ind til en ny hver gang. Det kan de ikke overskue.
Fakta
De oplever, at der var lidt højere til loftet før i tiden. De små sololægepraksis, som kendte deres patienter rigtig godt, var bedre til at rumme den her slags patienter. De vidste, at hvis ham her kom, så havde han nogle særlige behov, og det var okay, at han kom fem minutter i lukketid, eller dukkede op på et andet tidspunkt end aftalt«, forklarer Mette Enggård Falkensteen.
Hun peger også på, at den store digitalisering i samfundet gør det ekstra svært for denne gruppe patienter at benytte sundhedsvæsenet. MitID, internet og smartphones er en sjældenhed.
»Vi har skåret meget ind til benet i forhold til det menneskelige. Det er ligesom pillet væk. Når du kommer ind ad døren i sundhedsvæsenet, skal du skanne dit sygesikringsbevis, for der sidder sjældent nogen og tager imod dig. Vi har et ekstremt højspecialiseret sundhedsvæsen, hvor du skal passe ind. Ja, du skal næsten lave lektier for at komme på hospitalet og forberede dig til at være der. Du kan skanne en QR-kode og læse om det indgreb, du skal have foretaget. Altså hvis du har internetadgang«.
Falkensteen understreger, at mange udsatte patienter bliver rummet rigtig godt i almen praksis. Det handler om at nærme sig de særligt udsatte patienter med små skridt, rummelighed og en nysgerrighed på at komme ind bag facaden.
»Denne gruppe af patienter har en ekstrem mistillid til alt, hvad der hedder system og læger. De oplever, at de bliver mødt som ,misbrugeren’, men vil jo ligesom alle os andre gerne mødes som det menneske, de er. Små ting kan gøre en stor forskel i det møde. Det kunne være, at der lige er en sekretær eller sygeplejerske, der tager imod og siger, hvor er det godt, du er kommet«.
Og så skal man gå langsomt frem.
»Der kan jo komme nogen ind ad døren, hvor man tænker: ,hold da op, der er nok at gå i gang med’. Vi kunne sikkert finde 117 lidelser, vi burde gøre noget ved. Men hvis patienten kommer ind med en agenda om at ville have kigget på en lille godartet hudtumor, så er det den, jeg kigger på. Det skal være patienten, der sætter dagsordenen, og ikke lægen, hvilket jo ikke er anderledes end for alle andre patienter. Mange gange er det små problematikker, som man sagtens kan gøre noget ved, og på den måde kan vi få genskabt noget tillid til, at der er en læge, der lytter og gerne vil en«.
Hun fortæller, at nogle klinikker bruger tid-samme-dag, som kan give luft til den her slags patienter. Nogle markerer patienterne som ,stjernepatienter’, så man ved, at der er en håndfuld i en praksis, der skal håndteres anderledes.
»Det er ikke fordi, de skal have bedre behandling end alle os andre, men de skal gerne have samme udbytte af behandlingen.
Bispebjerg Hospital var det første sted i landet, der åbnede en Flexklinik i 2022. Senest er der åbnet endnu en på Holbæk Sygehus, som er inspireret af den på Bispebjerg Hospital.
Begge steder har man lidt særlige rammer for patienterne:
»De må gerne have deres hund med. De må også gerne drikke alkohol under konsultationen. Og de må også gerne gå ud og ryge en smøg. Det er ikke, fordi det er grænseløst, men for nogen er det afgørende for, om de kan overskue at komme afsted til lægen, og så vil vi gerne ændre vores rammer, så det kan lade sig gøre«.
