De nådesløse hemmeligheder på Prinsesse Maries Allé

Den tilsyneladende åbenlyse envejssympati for offer over gerningsmand synes udfordret, givende læseren en konstant fluktuerende, endog følelsesmæssigt modstridende, forståelse for gerningsmandens handlinger.

Fortællingen koncentrerer sig om et lille område af Frederiksberg, Prinsesse Maries Allé, hvor forfatteren i 2010 flytter ind med sine egne børn og efterfølgende drives mod kvarterets ufortalte historie om de fortabte spædbørn. »Satte man knappenåle på et kort over hovedstaden på de steder, hvor dræbte spædbørn er dukket op, ville byen være en skov. Nåleskoven vi bor i«.

Bogen er naturligt og intuitivt inddelt i tre – I. Trappeopgangen, II. Reposen, III. Døren, der går op – hver del strækkende sig dybere ned i fortællingen. Fortællingen om barnet, »en omtrent tre kilo tung pakke, omsluttet af to lag karduspapir og omviklet af manillagarn«. Fortællingen om kvinderne, »Var en ung underklassepige seksuelt aktiv, blev hun betragtet som løsagtig, og det slog myndighederne hårdt ned på, for løsagtighed var, mente man, et forstadie til prostitution«. Og fortællingen om gerningen, »Ude på landet skilte kvinden sig ofte af med liget ved at smide det i mergelgraven, tørvegraven eller søen. Men i byerne blev ligene ofte gemt i skuffer, kufferter og æsker«.

På fineste vis indvæves kvindernes til tider håbløse historie fra tvangsanbringelse på et pigehjem for de sædeligt fordærvede til kvindeanstalten på Sprogø, hvor sterilisation pludselig blev et vilkår. Men mest af alt er det fortællingen om pigen fra fattige kår, hvis livsbane syntes planlagt på forhånd, med en dybdegående skildring af hendes liv op gennem det 20. århundrede. En fortælling om datidens skærende kontraster mellem rig og fattig og konsekvenserne af at være født ind i underklassen.

Bogen kan til tider forekomme en smule langtrukken, med passager, der kunne have været udeladt, da de synes uden for kontekst. Det er dog, dette til trods og uden tvivl, en yderst læseværdig bog – en bog, der er vigtig at have in mente i nutidens pågående debat om kvindens ukrænkelige ret til fri abort. Idet man til enhver tid skal lade sig lære af fortidens triste erfaringer og ikke blot vende dem ryggen med den begrundelse, at nutiden er en anden. For »når du strammer garnet, kvæler du jo barnet…«.