Regeringen har nedsat et udvalg, der skal drøfte »fremtiden for almen praksis« - et vidtløftigt emne, der rummer alt muligt fra de praktiserende lægers rolle som tovholdere over deres økonomiske vilkår til åbningstider og andre former for tilgængelighed. En grundig gennemgang, altså, med henblik på afrapportering i efteråret.
I forvejen har Danske Regioner gennemført en lignende analyse, der mundede ud i en række ønsker, som uden tvivl vil være at genfinde, næste gang PLO går til forhandlingsbordet for at drøfte ny overenskomst.
Men hvad mener PLO selv? Ugeskriftet har indbudt medlemmerne til at stille spørgsmål direkte til formand Michael Dupont. Læs her, hvad de spørger om - og hvad formanden svarer.
Birgitte Lassen, praktiserende læge i Roskilde
Skal vi satse på de akutte eller kroniske patienter? Skal vi f.eks. sige ja til at overtage opgaver fra de ortopædkirurgiske skadestuer? Om lægehusene: arbejdes der i PLO på at få regionerne - eller en anden offentlig instans - til at bygge og udleje til interesserede læger? Og hvordan sikres, at de ikke alle placeres uden for centrum, så det favoriserer privatbilismen og mindsker tilgængeligheden for ældre og billøse?
»Det er ikke et spørgsmål om enten akutte eller kroniske patienter - det er både-og. Men vi skal ikke overtage opgaver fra de ortopædkirurgiske skadestuer. Vi skal tage de opgaver, vores faglighed tilsiger. Om lægehusene: ja, vi arbejder på at få snart sagt hvem som helst - det kan også være private interesser - til at gå ind i det, men der er ikke nogen generelle aftaler på plads. Vi kan ikke nødvendigvis sikre, at lægehuse ikke placeres uden for centrum, men det behøver ikke fremme privatbilismen - det afhænger af ordentlige kørselsordninger«.
Sidsel Lauritzen, praktiserende læge på Nørrebro i København
Er det ikke bekymrende, at regionerne nogle steder selv har indrettet lokaler og ansat læger? Vil de lade driften gå tilbage til de praktiserende læger, når der forhåbentlig igen er nok? Og tror du, at der vil være ressourcer at hente ved at tilbyde ældre læger fleksibel tilknytning til praksis? Kunne man også forestille sig, at der ville være ressourcer at hente ved at tillade, at man ansætter vikarer nogle dage om ugen samtidig med, at man selv arbejder i klinikken?
»Jo, det er bekymrende, men jeg tror ikke, det er fremtiden. Jeg fornemmer ikke, at regionerne selv er særligt interesserede. At lade ældre læger fortsætte som vikarer er en god ide - det sker i et vist omfang allerede nu. Og vi arbejder med at muliggøre ansatte læger. Problemet med vikarer, mens man selv arbejder, er, at man så i realiteten åbner for fri nedsættelsesret. Vi kan ikke bare åbne her, for så sætter vi lægedækningssystemet ud af kraft«.
Jens Søndergaard, praktiserende læge og professor ved Forskningsenheden for Almen Medicin ved Syddansk Universitet
Hvordan forestiller PLO sig, at de praktiserende læger bedst »klædes på« til rollen som tovholdere for patientforløbene på tværs af sektorerne? Og hvordan forestiller PLO sig, at almen praksis' rolle skal være i det fremtidige akutberedskab - de praktiserende læge skal jo også passe patienterne i dagtid?
»Det handler dybest set om undervisning og sikret efteruddannelse. Og så bedre kommunikation mellem sektorerne - ikke mindst skal vi have sammenhængende it med kommunerne, ligesom vi har med sygehusene. På akutområdet kunne man forestille sig et landsdækkende nummer. Vi skal skille det akutte og det elektive. Den primære visitation skal ligge hos os. Vi har beregnet, at det svarer til 1-2 flere konsultationer om ugen, og det kan vi godt rumme«.
Torsten Stolborg, praktiserende læge i Søndersø
Hvorledes er dit syn på fremtidens organisering af ejerforholdene i forbindelse med praksisdrift? Skal vi fortsat eksistere som liberalt erhverv med ejerskab knyttet til de enkelte læger, eller skal der åbnes op for lægehuse med ansatte læger og et ejerskab, der ikke nødvendigvis inddrager læger - det være sig regionen, kommuner eller eventuelt private koncerner?
»Vi har ikke tænkt os at lave om på ejer- og driftsansvar, som stadig skal ligge hos lægerne. Vi arbejder på i en vis udstrækning at kunne have ansatte læger. Der er mange meninger om det. Som tidligere nævnt arbejder vi også med at få andre interessenter til at gå ind som f.eks. bygherre og udlejer«.
Frede Olesen, dr.med., professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet
Alle læger klager over travlhed, men samtidig slår de samme læger korsets tegn for sig, hvis nogen foreslår at flytte opgaver væk fra praksis. Er der en konflikt her? Vil PLO medvirke til ydelsesdæmpende tiltag for at sikre, at der fortsat er kapacitet nok - ydelsestallet stiger jo - og hvordan vil PLO dokumentere, om andre ydelsesformer og ydere i visse situationer er lige så effektive som praktiserende læger? Samtidig synes der at være betydelig uenighed blandt praktiserende læger om deltagelse i forebyggelse og behandling af kroniske patienter. Hvordan kan patienterne være sikre på, at deres fremtid med kronisk sygdom ikke i for høj grad afhænger af, hvilken læge de tilfældigvis tilmeldte sig, da de var raske?
»Selvfølgelig er der konflikt om det. Vi så det bl.a. med Gardasil-vaccinationen. Vi blev så overhalet af, at skolelægerne, som vi kender dem, nok ikke bliver videreført. Om ydelser og kapacitet - vi er nødt til at prioritere. Og det er ikke sikkert, at vi skal lave alt. Med hensyn til forebyggelse skal vi f.eks. se kritisk på, hvad kommunerne skal tage. Jeg synes nu ikke, der er uenighed om, hvorvidt vi overhovedet skal forebygge og behandle kroniske patienter. De ting er i den grad en integreret del af ens arbejde - synes man ikke det, har man valgt forkert speciale. Men vores opgaver ligger på patientniveau - det er måske ikke os, der skal give generelle rygestopkurser og diætkonsultationer«.
Søren Barton McNair, praktiserende læge i Nærum
Politikere og presse taler om øget service, udvidet åbningstid, maksimal ventetid osv. Samtidig bliver der flere og flere tidkrævende ældre patienter og flere længerevarende sygebesøg. Skal lægerne have indflydelse på patientsammensætningen, så byrderne fordeles mere ligeligt? I givet fald hvordan? Og hvis vi skal give øget service, hvordan sikrer vi os så, at brugeren betaler, og at der ikke bliver tale om udhuling af i forvejen discountlignende honorarer for bl.a. sygebesøg?
»Jeg tror ikke, man kan lave centrale aftaler om selektivt indtag af patienter. Nogle vil ikke have unge, nogle vil ikke have rødhårede, nogle vil ikke have muslimer, nogle vil ikke have ældre. Men man kan forsøge at tage højde for fordelingen i praksisplanlægningen. Om sygebesøgene, så er antallet faldende. Vi har lagt fokus på de besøg, vi ved er langvarige og besværlige, og er så gået efter et fornuftigt honorar her. Det, der er dårligst betalt, er det akutte sygebesøg - det kan godt være, vi skal kigge på det«.
Gregers Hanse n-Nord, praktiserende læge i Mørkøv
Hvordan definerer PLO egentlig god service for patienterne - bør lægeklinikkerne f.eks. have en »akuttelefon« uden om telefonkøen? Skal patienter betale en del af regningen hos egen læge selv, for at dæmme op for den stigende brug? Og er normtallet på 1.600 helligt? Endelig - hvad vil PLO gøre for at forbedre kommunikation og samarbejde med kommunerne om rehabilitering og forebyggelse?
»Den definition er et overenskomstspørgsmål og foregår i et samarbejde med modparten. Hvis vi f.eks. får pålagt en akuttelefon, så er det noget, der koster. Normtallet på de 1.600 er helligt på den måde, at vi kan ikke som andre insistere helt på 37-timers arbejdsuge, men vi kan forsøge at regulere med patientindtaget - også af hensyn til at behandlingen skal være fagligt forsvarlig. Så kan man aftale lokale ordninger - og betalingen for dem. Kommunikationen med kommunerne er vigtig - især er det vigtigt med en it-platform, så vi kan kommunikere elektronisk med plejehjem, hjemmepleje etc.«.
Thomas Gorlén, praktiserende læge på Bispebjerg i København
Hvordan er PLO's holdning til fremtiden for de mindre lægepraksis, som undersøgelser viser, at patienterne er meget glade for? Og hvordan mener PLO, at overenskomsten kan udvikles, så den tilfredsstiller regionernes behov for budgetkontrol (paragraf 100) uden at virke som en bremseklods? I en tid med et ønske om radikal udvikling inden for kronikeromsorgen vil nogle praksis uvilkårligt udvikle sig hurtigere end det store flertal, og samtidig giver ny it-teknologi som datafangstmodulet mulighed for, at regionerne reelt kan se, om lægen »leverer den vare«, der bliver betalt for.
»Det er ikke PLO's politik at udrydde sololægerne. Men de kommende kolleger ønsker større enheder. Ikke mastodontenheder men praksis på 3-4 læger - måske lidt flere. Men der vil altid være brug for de små praksis også af hensyn til vores dækning. Jeg håber, der stadig vil være nye læger, som har lyst til at blive sololæger. Jeg tror ikke, vi skal gøre så meget - blot lade være at lægge hindringer i vejen. Når det er sagt, synes vi, at fagligt fællesskab er fornuftigt. Men det kan ske på andre måder end gennem at sidde sammen. Omkring paragraf 100 så er regionerne jo blevet større, og paragraf 100-områderne er også blevet større. Det skal være op til en individuel vurdering, hvis man rammer loftet. Jeg siger ikke, der aldrig er svipsere, men det er et grundlæggende godt fungerende system«.
Lene Flachs, praktiserende læge på Nørrebro i København
Hvilke visioner har I - evt. sammen med DSAM - for hele psykiatriområdet, som er ved at bryde sammen? Hvilke ideer har PLO til den nødvendige indsats omkring udsatte børnefamilier med multifaktorielle, komplicerede problemstillinger? Og hvilke ideer har PLO til hele begrebet sygemelding, som andre professionelle råder vores patienter til at få fra os: f.eks. fysioterapeuter, psykologer, sagsbehandlere i a-kasser, advokater etc. Hvorfor ikke lade f.eks. psykologer udskrive sygemeldinger, hvis de finder det indikeret?
»Jeg må erkende, at vi ikke har nogen specifik politik omkring psykiatri. Det er måske mere DSAM på det rent faglige. Vi kan ikke pålægge vores medlemmer at løfte hele det område - kommunerne og regionerne må med ind. Vi skal fungere som læger for de patienter, som vi fungerer for alle andre patienter. De udsatte børnefamilier må gøres til genstand for intensivt samarbejde med det kommunale niveau. Jeg har tit undret mig over, at kommunikationen til skolelægerne er så primitiv. Elektronisk kommunikation kunne også spare møder - vi har ikke ressourcer til at deltage i møder i det omfang, som kommunerne gerne vil have. Om sygemelding så er ministeren nu kommet med et udspil, der er i tråd med PLO's og Lægeforeningens politik - vi skal se på de ressourcer, folk har. Hvad andre beder deres patienter om at få fra os, blander jeg mig ikke i. Det er nok os, der er de rette til at gøre det - vi kender vores patienter og er nok bedre guider end f.eks. psykologer«.
Lars Foged, praktiserende læge i Skjern
Hvor er PLO's solidaritet med alle medlemmer, så PLO ikke brækker over mellem (by)læger - som kan rekruttere, evt. sidder i delepraksis og ofte reelt er vagtfrie, da de bor i tætbemandede områder - og så de læger, som qua geografien ikke kan det samme? Værktøjer kunne f.eks. være differentieret basishonorar, vagtfrihed i rekrutteringsramte områder, selektiv tildeling af vagtydernumre »på landet« og fondsdannelse i PLO/regionsregi til garanti mod huslejebinding, hvis praksis ikke kan sælges.
»Nu skriver Lars ovre fra Skjern. Det er sjovt, når jeg snakker med læger i København, klager de over at tjene meget mindre end dem på landet, hvor huslejen er noget mindre og leveomkostningerne lavere. Vi skal ikke lave om på systemet, men vi kan godt diskutere differentieret basishonorar - men så ikke baseret på geografi. Derimod snarere alderssammensætning. Vagtfrihed er op til lokal forhandling. Når nogle går fri, betyder det jo, at andre får flere vagter. Fondsdannelse har vi prøvet med goodwill - det er ikke så operationelt. Enten er vi liberale, eller også er vi ikke liberale«.
Per Wium-Andersen, praktiserende læger i Farum
Nu stiger praksissygeplejerskerne sandsynligvis i løn i forbindelse med overenskomstforhandlingerne til november. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får et lønløft, der kan kompensere os herfor. Desuden bør honoraret for en konsultation, der er kerneydelsen, stige. Lønstigningen skal ikke lægges på forløbsydelser, ydelser som 0106 eller lignende.
»Jeg er sådan set enig med Per. Heldigvis er det sådan, at reguleringsordningen automatisk vil give os et løft, men det er oplagt, at en ramme til sygeplejerskerne på 13,3% har afledte konsekvenser for vores krav. Vi er godt klar over, at medlemmerne ønsker konsultationsydelsen op - det er også det, vi vil fremføre«.
Kenny Birk Bøtcher, speciallæge i almen medicin, Hjørring
Må man være så fræk at bede vores forhandlere blive til høge i stedet for duer. Paragraf 100 skal væk. Det er muligt, at I ikke ser det som et problem, men lad mig venligst gøre opmærksom på, at i Region Nord (hvor vi er presset) vil en ordentligt fungerende klinik banke gennem loftet og skulle stå skoleret for Sygesikringen.
»Som tidligere nævnt er vi nødt til at have et kontrolsystem. Det er nødvendigt for den gensidige tillid. Vi er nødt til at opretholde paragraf 100. Den er forudsætningen for det system, vi har«.
Birgitte Ries Møller, praktiserende læge i Odense
Alle vil gerne påvirke indholdet i vores fag og dermed gøre os til en offentlig arbejdsplads, hvor form og indhold ensartes. Kan PLO sikre, at vi fortsat fremover er private erhvervsdrivende, der har en overenskomst med Sygesikringen? Det er en værdimæssig debat, om vi skal være offentligt ansatte eller fortsætte som private erhvervsdrivende med ret til at bestemme over indholdet og strukturen i vores arbejdsdag. Jeg er rystet over, at vi skal gøres til offentligt ansatte i en tid med en borgerlig regering. Jeg kan heller ikke se, at det er en fordel for samfundet, idet entreprenørerne i faget så forlader det.
»Det er ikke vores politik - og det er heller ikke modpartens - at vi skal være andet end selvstændige, når det gælder driften. De enkelte eksempler på offentligt ansatte læger i almen praksis har været nødløsninger. Men vi er også realistiske. Vi lever på en kontrakt med det o ffentlige, som har ønsker og krav til os, og det kan vi ikke se bort fra«.