LEDER - De seneste mange år er arbejdsgange omlagt, indkøb er effektiviseret, og stadig flere patienter indlægges ikke, men behandles ambulant. Mulighederne for at finde oplagte måder at spare på er blevet mindre.
Hvad tænker man mon som politiker, når man i morgenavisen eller på computerskærmen læser lægers indtrængende advarsler om, at besparelser og stadig flere opgaver truer patienternes sikkerhed? Gør det indtryk, når læger på Aarhus Universitetshospital henvender sig direkte til dem med deres dybe bekymring for konsekvenserne for patientbehandlingen? Eller når læger i psykiatrien i et brev til politikerne konstaterer, at »effektiviseringsskruen nu er strammet så hårdt, at gevindet er gået i stykker«.
Jeg håber for sundhedsvæsenets skyld, at politikerne tager det meget alvorligt. Læger er – sammen med andre sundhedsprofessionelle – optagede af kunne give patienterne den hjælp, som de forventer. Vi er bevidste om, at vi er »sundhedsvæsenets ansigt« i mødet med ofte bekymrede og svækkede patienter, og vi er klar til at gå langt for at værne dem mod konsekvenserne af besparelser og stadig flere opgaver.
Eller sagt på en anden måde: Det bør have politikernes fulde opmærksomhed, når læger går offentligt ud med deres erfaringer om, hvordan det politiske ambitionsniveau er ude af trit med ressourcerne. Læger er travle mennesker, som ikke sidder og skriver læserbreve eller henvendelser til politikerne for sjov.
Desværre er der lange udsigter til politisk handling. For få dage siden forhandlede regeringen og en række partier finansloven for 2017 på plads. Den indeholder blandt andet penge til en ny kræftplan, til udvikling af personlig medicin og et fortsat arbejde med nationale kliniske retningslinjer. Hver for sig værd at glæde sig over. Men aftalen rykker ikke ved de stramme rammer for driften af sundhedsvæsenet, som blev aftalt mellem regeringen og regionerne i økonomiaftalen i juni.
Det bør have politikernes fulde opmærksomhed, når læger går offentligt ud med deres erfaringer om, hvordan det politiske ambitionsniveau er ude af trit med ressourcerne
Lægers og andre sundhedsprofessionelles arbejde er fortsat underlagt et krav om produktivitetsforøgelse på to procent om året. De seneste mange år er arbejdsgange omlagt, indkøb er effektiviseret, og stadig flere patienter indlægges ikke, men behandles ambulant. Mulighederne for at finde oplagte måder at spare på er blevet mindre. Derfor er situationen skærpet – ikke mindst, når man ret præcist kan forudsige, hvad der kommer til at ske i de næste år: Der skal behandles flere patienter for færre penge, og kravet om en produktivitetsforøgelse på to procent står stadig fast. Besparelsen skal bl.a. »hentes« hos læger og andre sundhedsprofessionelle. Løn er den absolut største udgift, og medarbejderne skal derfor løbe stærkere. Så enkelt er det.
Jeg vil opfordre regeringen og de politiske partier til at overveje, om ikke det er på tide at erkende, at de årlige to procents besparelser er passé. Det er tid til at tænke nyt. At lade sig inspirere af mere visionære metoder at styre økonomien i sundhedsvæsenet på og opnå de effektiviseringer, der med rimelighed kan høstes. Vi har brug for mere aktiv prioritering af, hvor pengene bruges, og hvor der kan effektiviseres, for intelligente incitamenter til at få mest sundhed for pengene og for velunderbyggede investeringer i ny teknologi. Det vil give faglig mening, også for de mange læger og andre sundhedsprofessionelle, hvis engagement sundhedsvæsenet er dybt afhængigt af. Det giver de automatiske sparekrav til gengæld ikke. Det er tid til at finde nye, mere intelligente veje og til at sige farvel til de to procents tyranni.
