Som regel er det altid »det første« af alting, der omtales i historiebøgerne: »Det første reagensglasbarn«, »Den første hjertetransplantation« osv. Men her kan vi heldigvis fortælle om »det sidste« – nemlig det sidste bekræftede tilfælde af naturlig koppesmitte og det sidste bekræftede dødsfald som følge af kopper.
Begge dele skete for næsten et halvt århundrede siden.
Ali Maow Maalin var kok. Han arbejdede på hospitalet i den smukke og ældgamle, somaliske havneby Merca, omtrent 70 km syd for hovedstaden Mogadishu. Ved siden af kokketjansen arbejdede han også som frivillig for WHO’s program for udryddelse af kopper.
FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) havde søsat sit program for udryddelse af den frygtede sygdom i 1967. Sygdommen, som havde kostet utallige millioner af menneskeliv, skulle udryddes gennem en koordineret indsats med vaccination, isolering af smittede, oplysningskampagner og overvågning. En indsats, der kun var mulig takket være millioner af frivillige i alle lande.
En af disse frivillige var Ali Maow Maalin.
Koppesygdommens oprindelse kendes ikke, men egyptiske mumiefund viser, at kopper også hjemsøgte mennesker for over 3.000 år siden. Den yderst smitsomme og uhelbredelige sygdom diskriminerede ikke, og den skånede ingen. Heller ikke en almægtig farao. Det tidligste kendte offer for sygdommen er farao Ramses V. Hovedet på hans mumie bærer tydelige spor af koppepustler.
Den tidligste skriftlige overlevering om sygdommen stammer fra 300-tallets Kina, og der findes andre beskrivelser fra Indien i 600-tallet og Lilleasien i 900-årene.
Sygdommen spredtes i takt med, at civilisationer og imperier bredte sig, og i århundredernes løb fulgte den handelsruterne. De arabiske erobringer i det syvende århundrede spredte smitten til Nordafrika, Spanien og Portugal, og middelalderens korsfarere slæbte den med hjem til Europa. I 1500-tallet bragte spanske og portugisiske kolonister sammen med den afrikanske slavehandel kopperne til Caribien og Sydamerika, hvor den oprindelige befolkning ikke nød godt af den modstandskraft imod det nye virus, som kolonisatorerne havde opbygget gennem århundreder. Det anslås, at sygdommen slog op mod 90% af den oprindelige befolkning ihjel.
I 1600-tallet bragte de europæiske nybyggere kopper med sig til Nordamerika. Britiske opdagelsesrejsende sørgede for, at smitten også nåede til Australien og Stillehavets afsides øer.
Koppevirusset, Variola major, har sandsynligvis flere menneskeliv på samvittigheden end nogen anden epidemisk sygdom. I gennemsnit døde tre af hver ti smittede. Hos de overlevende efterlod sygdommen vansirende ar. I nogle tilfælde kunne synet eller hørelsen være helt eller delvist ødelagt.
Det var derfor et af historiens store øjeblikke, da den engelske læge Edward Jenner i 1796 opfandt koppevaccinen. I løbet af få år blev vaccinationen lovpligtig i de fleste europæiske lande, og det lykkedes i vidt omfang at trænge sygdommen tilbage.
Den ældste metode til at begrænse sygdommen hed variolation. Den bestod i at udsætte raske personer for smitten ved at indridse pus fra koppepustler i huden. Modtageren udviklede symptomer: udslæt og feber. Det var ikke ufarligt, men dødeligheden var meget lavere end ved naturlig smitte.
Jenner videreudviklede metoden ved at »variolere« med kokopper, som gav mildere symptomer. Når de variolerede senere blev udsat for den ægte koppesmitte, blev de ikke syge.
I 1801 publicerede Jenner sine forsøg og udtrykte håbet om, at »udryddelsen af kopper, menneskehedens frygteligste svøbe, må blive det endelige udfald af denne praksis«.
Da WHO indledte sit program for koppeudryddelse i 1967, havde sygdommen allerede været forsvundet i Nordamerika og Europa siden begyndelsen af 1950’erne. I 1971 var sygdommen udryddet i Sydamerika, i 1975 fulgte Asien efter og endelig, i 1977, Afrika.
Og det var her, i Somalia på Afrikas Horn, at hospitalskokken Ali Maow Maalin som den sidste i verden blev smittet med Variola major ad naturlig vej.
Den 12. oktober 1977 kørte den 23-årige Maalin i samme bil som to koppepatienter. Den 22. oktober fik han feber. Først var der tvivl om diagnosen – var det mon malaria? Men så fik han udslæt, der blev tolket som skoldkopper. En uge senere var der dog ingen tvivl: Maalin var smittet med kopper. Han blev isoleret, og han overlevede.
Maalin blev som den sidste smittet ad »naturlig« vej, men han var ikke den sidste, som blev syg af kopper.
I 2013 døde Maalin – af malaria, som han pådrog sig, mens han arbejdede for WHO’s poliokampagne.
Den anden »sidste«, som skal omtales, arbejdede også ved et hospital. Hun blev smittet i 1978 – et år efter, at somalieren Maalin som den sidste havde fået smitten ad naturlig vej. Hun befandt sig langt fra steder, hvor smitten forekom naturligt. Alligevel døde hun af kopper – som den sidste.
Janet Parker var klinisk fotograf ved Birmingham University Medical School og arbejdede på etagen over afdelingen for mikrobiologi, hvor der blev forsket i kopper. Den 11. august 1978 blev hun syg med hovedpine, muskelsmerter og feber. Hun fik pletter, som man antog var et mildt udslæt eller skoldkopper. Den 20. august blev hun indlagt med udslæt, der dækkede hele kroppen, ansigt, håndflader og fodsåler. Hun fik endelig diagnosen Variola major.
Den 11. september 1978 døde Janet Parker. Hun blev sygdommens sidste dødsoffer.
Janet Parker var ellers blevet vaccineret i 1966, og måske derfor var der ingen, som i første omgang tænkte, at der kunne være tale om kopper. På det tidspunkt var sygdommen jo så godt som udryddet, og de færreste europæiske læger havde set en patient med symptomerne.
For at undgå smittespredning blev liget hverken obduceret eller opbevaret på køl. Af frygt for, at virusset kunne overleve i jorden, blev det kremeret.
En undersøgelse konkluderede, at Janet Parker formentlig var blevet smittet via bygningens ventilationssystem eller under et kort besøg på mikrobiologisk afdeling.
Flere end 260 personer, som havde været i kontakt med Janet Parker, blev øjeblikkeligt anbragt i karantæne. Yderligere blev flere end 500, som havde været i nærheden af hende, vaccineret og isoleret i deres hjem. Hendes hus og bil blev desinficeret.
Den eneste, som blev smittet, var Janet Parkers mor, som passede hende i to uger, efter at hun selv først var blevet vaccineret. Hun fik et mildt forløb og overlevede.
En uge før Janets død var hendes 71-årige far død, formentlig af et hjertestop, mens han besøgte hende på hospitalet. Af hensyn til smitterisikoen blev han ikke obduceret.
Dagen efter begik lederen af den mikrobiologiske afdeling, som virusset stammede fra, Henry Bedson, selvmord ved at skære halsen over på sig selv. I et selvmordsbrev skrev han bl.a.: »Jeg er ked af at have svigtet den tillid, som så mange af mine venner og kolleger viste mig og mit arbejde«.
Ifølge en biografi havde Bedson i dagene op til selvmordet været udsat for en mediehetz, mens fagforeninger pustede til ilden med misforståede anklager, der forbandt koppeulykken med »genetisk manipulation«. Bedson var udpeget til skurkerollen. Han knækkede under presset.
Det skal tilføjes, at den officielle undersøgelse pegede på alvorlige sikkerhedsbrist på Bedsons afdeling – men også, at en efterfølgende retssag rejste stærk tvivl om undersøgelsens konklusioner.
Hvorom alt er: På tidspunktet for Janet Parkers død i 1978, havde WHO netop forberedt en erklæring om, at koppesygdommen nu var endegyldigt udryddet. Den erklæring kom nu til at vente, indtil man i 1980 endelig kunne erklære sygdommen for at være fortid.
Hermed var Edward Jenners håb fra 1801 blevet til virkelighed.
Læs også:
Rance C. The last naturally occurring case of smallpox happened in 1977. I: Rance C. The history of medicine in 100 facts. Amberley Publishing, 2015
