De tre sidste læger i Hirtshals har sendt familielægen på pension

Der er syltetøj og kommenost til brødet ved langbordet i Lægehuset i Hirtshals denne onsdag morgen i november.

Klokken er 8, og læger – to kompagnoner, to faste vikarer, et par løse vikarer – to medicinstuderende, seks sygeplejersker, en bioanalytiker, en sosuassistent, tre lægesekretærer og en elev har et kvarter til at overstå den daglige morgenkonference, hvor det bliver synligt for alle, hvem der skal varetage hvilke funktioner og hvor.

En uddannelseslæge og en sygeplejerske er sygemeldt, en kompagnon holder ferie, og coronaen har vendt op og ned på det meste, og hvem skal sidde i »hullet« og sørge for at lukke patienterne ind én ad gangen?

Ugeskrift for Læger er dog ikke taget til Hirtshals for at se, hvordan den såkaldte dans med corona tager sig ud her, men hvad man stiller op, efter at den tredje af de oprindelige seks kompagnoner den 1. september gik på pension, og de tre tilbageblevne sammen med to faste deltidsvikarer står med ansvaret for mere end 9.000 patienter.

Forgæves forsøg på at rekruttere nye kompagnoner her til Skovvej har betydet, at lægerne via deres facebookside i august måtte meddele patienterne, at de ikke længere kan arbejde efter den klassiske familielægemodel.

»Vi kunne vælge at kaste håndklædet i ringen og overlade 4.000 af vores patienter til regionen, der så formentlig ville oprette en regionsklinik. Men vi vil gerne beholde vores patienter her hos os, og derfor har vi forladt den hæderkronede familielægemodel til fordel for team med sygeplejersker i front (se boks, red.)«, fortæller 61-årige Flemming Pedersen, der blev kompagnon i 1996.

Mindre sårbare

Tidligere kunne lægerne have op til fem ugers ventetid, og derfor afskaffede lægehuset allerede den 1. maj sidste år tidsbestilling til konsultation hos lægerne. I stedet blev der indført åben konsultation i tidsrummet 8.10-14.00, hvor typisk 150 patienter (før corona) dagligt møder op, hvorefter personalet er blevet gatekeepere for lægerne og reserverer deres tid til det, der alene kræver en lægelig vurdering.

»I begyndelsen sad alle patienter klumpet sammen, hvilket betød, at en mor med et lille barn kunne risikere at vente i op til halvanden time. Men ved at organisere os i team, slipper patienterne for at vente unødigt, og lægerne kommer ikke rigtigt bagud, fordi vi alle hjælper hinanden, og fordi systemet er mere fleksibelt«, siger Flemming Pedersen, der denne onsdag har funktion som akut- og kørelæge.

Det meste af dagen vil han bruge tid på at ringe til de patienter, som sygeplejerskerne ikke har kunnet afslutte. I går så han kun tre patienter, og i dag er der foreløbig kun planlagt en skizofren patient, som kun vil ses af Flemming, og en patient, der skal have akupunktur, og som han har arvet fra en af de kompagnoner, der er gået på pension.

»Det er en anden og spændende måde at være læge på. Og hierarkiet er blevet mere fladt. Tidligere bistod personalet os – nu har de specialopgaver, deres egne rum og egne patienter, som de i mange tilfælde selv gør færdige. På længere sigt er vi heller ikke så sårbare, når der er forfald af læger. Og så er vi jo altså inde over hele tiden, og hvert team ved, hvilken læge der superviserer dem«, siger Flemming Pedersen og tilføjer så:

»Men ikke alt er fryd og gammen, og vi har da også indimellem vist tænder over for hinanden. Vi er sårbare, fordi vi alle er pressede. Og muligheden for at stoppe og lade regionen tage sig af mere end 40 procent af vores patienter, har da indimellem været fristende«, siger Flemming Pedersen, inden han bliver tilkaldt for at bistå sygeplejersken, der har taget imod en patient, der har fået klemt et par fingre eftertrykkeligt på et transportbånd på havnen.

Også Birgitte Ribergaard Mikkelsen, der har været kompagnon siden 2002, kan mærke forskel i forhold til dengang, hun modtog patienter i en lind strøm:

»Det er blevet mindre stressende, og jeg har bedre tid til at tage mig af f.eks. kræftpatienter og psykiatriske patienter, ligesom jeg som tutorlæge også har god tid til supervision og undervisning af vores uddannelseslæger. Og så tilstræber vi i øvrigt at have en ugentlig fridag«, siger Birgitte Ribergaard Mikkelsen.

I går var det Birgitte , der var akut- og kørelæge, i dag er hun superviser for »åbent team«.

Med sine 53 år år er hun fortsat forpligtet til at indgå i regionens vagtlægeordning, ligesom hun også er søfartslæge.

Behandlingsløft

Patienterne har skullet vænne sig til, at de ikke længere bestiller tid hos de tre kompagnoner, Birgitte, Lars og Flemming, men er patienter hos hele lægehuset og først og fremmest vil blive mødt af en sygeplejerske og kun i særlige tilfælde først og fremmest af en læge.

»Det kræver tilvænning, og der er selvfølgelig altid nogen, der brokker sig. Men hovedsageligt har de taget godt imod det nye. Alternativet vil være en regionsklinik med risiko for at blive tilset af en radiolog frem for en almenmediciner, og det ville være værre. Vi har forklaret patienterne, at vi gør, hvad vi kan, og at vi tror på fremtiden. Personligt tror jeg på, at vi om 2-3 år har 3-4 nye læger i vores nye lægehus, som skyder op ikke langt herfra«, spår Flemming Pedersen.

Det nye lægehus vender vi tilbage til.

Hvis det scenarie holder stik, vil I så gå tilbage til familielægemodellen?

»Nej, selv om det her blev sat i værk af nød, er det kommet for at blive. Hvorfor skal patienterne ind til mig, hvis det blot drejer sig om et hekseskud, noget i øjet eller lidt ondt i halsen?

Tidligere druknede vi i den slags, og opgaverne bliver kun flere. Kvalitativt mener jeg, at patienten får et mindst lige så godt tilbud som tidligere. Sygeplejerskerne er alle relativt nye, og erfaringerne er, at det tager to år, før de fungerer optimalt i et setup som vores, men allerede nu er der sket et behandlingsmæssigt løft. Jeg vil vove at påstå, at vores kronikerkontrol er blevet betydeligt bedre. Sygeplejerskerne kører efter bogen, og behandlingen er blevet mere ensartet og ikke afhængig af, hvilken læge patienten har haft. Og så kender sygeplejerskerne deres grænser og er gode til at sige fra og trække på os, når de kommer til kort. Når det kommer til sygeplejerskernes henvisninger, skiller de sig ud fra lægernes. De er skrevet i et andet sprog og nok ikke kvalitativt på højde med dem, vi skriver. Men på sygehuset forstår de dem, og det er det væsentligste«, siger Flemming Pedersen og tilføjer:

»Jo, vores brand som familielæge, vores mangeårige adelsmærke, går lidt tabt. Men vi kan forhåbentlig genetablere en snert af det, når vi igen bliver fuldtallige. Så kan vi være familielæge mellem 14 og 16 for de komplicerede patienter«.

Rygestop og kost – det er ikke os

Tilbage til morgenkonferencen:

»Er der nogen, der har en vits?«

»Nej, det er kun om fredagen«, lyder svaret.

Til gengæld aftales det, at der fremover hver onsdag skal være fællesundervisning – ostoperose, hovedpine og træthedsproblematikker står allerede på listen over ønskede emner. Undervisningen skal bl.a. varetages af de to faste vikarer, der begge er over 60 år.

Den ene er nypensioneret specialeansvarlig overlæge for Diagnostisk Center på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, Peder Bjerg Christensen, der to dage om ugen er ansat til at tage sig af de kroniske patienter. En aftale, der kom i stand, fordi han og Flemming Pedersen går på jagt sammen.

»Med ansættelsen af Peder kan vi give især vores kronikere et særligt tilbud. Og alle patienter med f.eks. træthed og vægttab, hvor der ikke er er en oplagt cancermistanke, sender vi ind til Peder, inden de eventuelt visiteres til sygehuset«.

Den anden faste vikar, Jesper Holmelund, der indtil for seks år siden drev solopraksis i Brønderslev, har de seneste fem år vikarieret her i Hirtshals – nu kun hveranden uge – og har været med i transformeringen af arbejdet i lægehuset.

»Selvfølgelig er der fordele ved at kunne komme ind til den samme læge hver gang. Men vi kompenserer for den personlige familielægekontakt ved, at vi deler vores viden om den enkelte patient – deres historik og familiehistorie – med personalet.

Og den store gevinst for en efterhånden gammel læge som mig, der i mange år har været alene om 2.000 patienter og tynget af flere ugers ventetid, er, at jeg møder op til en tom kalender hver dag og er fritaget for frustration over, hvad jeg skal stille op med de akutte patienter.

Her er vi fælles om patienterne, og den ene dag er jeg akutlæge, den anden supervisor – der er større variation i mit lægeliv«, siger Jesper Holmelund og fortsætter:

»Der er mange strømninger, der er en større trussel for familielægesystemet, end det vi repræsenterer.

Hvad er vores fornemste opgave som praktiserende læge? Er det at konstatere, at patienternes blodsukker er velreguleret og at tale om rygestop og kost? Eller er det at have overblikket og bruge vores uddannelse og kernefaglighed til at styrke andres faglige niveau?«, siger Jesper Holmelund, der er en af de læger, der også står for en halv times fast, daglig supervison af KBU-lægerne.

En af de sygeplejersker, der er blevet opgraderet, er Lise Stadil Vinther, der var ansat på Regionshospital Nordjylland, inden hun den 1. september blev en del af »åben konsultation-teamet«.

»Det er spændende at have et særligt ansvarsområde. Behandlingsansvaret er lægens, og de har tillid til, at vi siger fra, når og hvis vi er i tvivl om noget. Lige nu er jeg ved at blive oplært til også at kunne indgå i det gynækologiske team og på længere sigt også i kronikerteamet«, siger Lise Stadil Vinther.

Moderne hus med billig leje

Ved siden af den store skærm her i fællesrummet, der skal organisere det daglige puslespil om, hvordan arbejdet skal fordels bedst muligt, hænger en skovl på væggen.

Samme dag i september, hvor endnu en læge gik på pension, tændtes der også et lys.

Ikke så langt herfra Skovvejen, hvor lægehuset har haft adresse i de seneste 18 år, blev der på Cirkuspladsen med udsigt til havet og klos op ad apoteket og banegården taget det første spadestik til et splinternyt 750 kvadratmeter stort lægehus med græs på taget, finansieret af puljemidler fra Sundheds- og Ældreministeriet samt Hjørring Kommune.

Dels er pladsen her på Skovvej blevet for trang og lugten og fedtet fra den nærliggende laksefabrik for træls.

Dels håber lægerne – og kommunen – at den centrale beliggenhed og selve huset, som Hirtshals-lægerne selv har haft indflydelse på indretningen af, vil kunne appellere til yngre almenmedicinere, når det står færdigt til september næste år.

»Hirtshals har stort set det samme som Klitmøller og surfmekkaet Cold Hawaii, som tiltrækker mange yngre læger. Vi har også masser af natur og kultur og kun 40 minutters motorvejskørsel til Aalborg. Og når vi bliver seks læger igen, kan vi også få tid til at forske. Jeg tror mest på, at to læger – venner eller studiekammerater – slår sig ned i praksis sammen, og vi er åbne over for andre samarbejdsformer end kompagniskab. Med en favorabel kvadratmeterpris, der er lavere end den, vi betaler nu, vil vi trods de 250 ekstra kvadratmeter ikke komme til at skulle betale mere i leje«, siger Flemming Pedersen, der roser, at lægerne har været inddraget i hele processen.

Dog er oprettelsen af det nye lægehus stødt på modstand fra en uventet kant. Det skyldes hensynet til toplærken, en sjælden fugl, der som det sidste sted i Danmark lever netop på den plads, hvor lægehuset bliver bygget.

Men borgmesteren har forsikret byrådet om, at der tages hensyn til de fire hantoplærker.

Den femte og senest tilkomne håber man, er en huntoplærke, så også bestanden af toplærker vil bestå.