Content area

|

De usynlige krigsinvalider

I begyndelsen blev det betragtet som »fejhed«, og straffen kunne være døden. Men i takt med, at »Den Store Krig« skred fremad, blev tilstanden erkendt som granatchok – en form for »hysteri«. Og der blev stadig set skævt til ofrene.
Somme-offensiven varede 140 dage og kostede over en million dræbte og sårede. Den britiske soldat på billedet lider af granatchok. Smilet røber det: Dengang smilede man aldrig, når man blev fotograferet.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Ved krigsudbruddet i 1914 meldte mange sig som frivillige, optændt af patriotiske følelser og i tiltro til, at krig var en ridderlig sport.

Ingen forestillede sig krigens rædselsfulde virkelighed, som den snart skulle vise sig i skyttegravens knædybe mudder. Her var der lige så stor risiko for at dø af plettyfus eller dysenteri som for at få bugvæggen flænset op af granatsplinter eller hoste de ødelagte lunger ud efter et giftgasangreb.

Uden tøven ofrede uduelige generaler på en eftermiddag 10.000 for at erobre et højdedrag – kun for at opgive det igen den følgende dag. Der var jo nok unge mænd at tage af.

Aldrig havde lægerne set så frygtelige lemlæstelser. De lærte af det. Det gjorde soldaterne også.

Selvskader

Soldaterne hadede fronttjenesten, og mange var parate til at gøre alt for at undslippe rædslerne. Nogle ved at simulere sygdom. Andre ved at tilføje sig selv skudsår. Hvor langt, nogle var parate til at gå, fremgår blandt andet af en artikel af den tyske militærlæge Paul Mende: Kunstigt frembragte Sygdomme under Krigen, refereret i Ugeskrift for Læger i 1919.

Mende har samlet 1.200 eksempler på læsioner, som soldater havde påført sig selv i forsøg på at opnå en hjemsendelse, eller måske bare nogle stille uger på lazarettet.

Blandt ydre selvskader sås ofte »kunstigt frembragte Tumores, der fremskaffedes ved Injektion under Huden af (…) Mineralolier, Paraffin og Vaselin«. Nogle af tumorerne var så store »som Barnehoveder«.

Sår og abscesser kunne påføres ved »mekanisk Vold« eller ved at injicere f.eks. spyt eller urin – eller benzin, »der gav stærk Irritation og Ødem af det omgivende Væv«. Conjunctivitis kunne fremkaldes ved at anbringe et fremmedlegeme i øjet, og man kunne skaffe sig et falsk trachoma ved at ætse øjets bindehinde med en lapisstift. Desuden så dr. Mende forholdsvist mange bevidst punkterede trommehinder, som var inficerede.

»Jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige«

Mathias Dam, menig sønderjyde i Tysklands hær, i 1918

Den slags var nemt at gennemskue. Men soldaternes desperation – og opfindsomhed – kendte ingen grænser: »En Patient fremkaldte Rektalprolaps ved at stoppe en Pose fyldt med tørrede Ærter ind i Rektum. Naar Ærterne blev fugtige, trak han Posen ud – og ved at gentage dette i nogen Tid fik han Prolaps af Rektalslimhinden«.

Nogle påførte sig selv bronkitis ved at indånde klordampe. En enkelt døde af det. Andre fremkaldte hjertebanken ved at ryge teblade eller spise koffein. Man kunne få blod i urinen ved at beskadige urinrøret. En enkelt patient simulerede Diabetes insipidus ved at drikke masser af vand, og flere havde fundet ud af, at man kunne frembringe en ægte nephritis »ved at nyde Klorkalium«.

Der var også nogle, der påførte sig selv en kunstig gulsot ved at spise pikrinsyre. Men dr. Mende lod sig ikke narre: Ganske vist var huden gul, »men Urinen var ikke ikterisk, og Fæces ikke lerfarvede. Desuden kunde Pikrinsyre paavises i Urinen«, skriver han. Og tilføjer: »2 af disse Patienter døde«.

Dødsstraf for »fejhed«

Paul Mende skriver ikke, hvor mange af de patienter, han afslørede i at simulere, der døde af at blive skudt efter en summarisk standret. Der var nemlig dødsstraf for »fejhed«– og militærlægerne var ikke til at spøge med.

På den anden side er lægernes utålmodighed med simulanter måske forståelig i lyset af, hvad de ellers blev konfronteret med i løbet af en arbejdsdag på lazarettet. En underlæge ved fronten i Ypres skrev i november 1914 til sin kone:

»Jeg har nu 3 sale, hvor der i dag er 82 sårede. Vi får hovedsageligt ben-, hoved-, ansigts- og brystskud. De store åbne bugskader og afrivning af kropsdele dør som regel, da de sårede ofte kun kan hentes efter flere døgn og kun om natten«.

Man kan dog ikke fortænke de menige »frontsvin« i, at de foretrak lazarettet frem for helvede i skyttegraven. Lige som 30.000 andre dansksindede sønderjyder var menig Mathias Dam tvangsindlagt til at kæmpe for der Kaiser. 5.270 af dem faldt, og cirka 3.700 blev krigsinvalider.

Da Mathias Dam i april 1918 var blevet svært såret på vestfronten skrev han fra lazarettet til sin mor: »Jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige«.

Dam havde erhvervet sine sår på ærefuld vis, på slagmarken.

Anderledes med de usynlige sår, som i mangel af mere præcis viden fik betegnelsen »granatchok«.

Granatchok

På begge sider af fronterne blev lægerne konfronteret med titusinder af frontsoldater med uforklarlige symptomer: ukontrolleret rysten, svære kramper, voldsomme mareridt. I mangel af en bedre diagnose talte man om granatchok. Ofrene blev behandlet med foragt. Der var ingen synlige læsioner, og symptomerne blev tolket som tegn på svaghed og fejhed. Behandlingen kunne være indespærring i isolation, stroppeture, udskamning og elektrochok, hvad der naturligvis bidrog til at traumatisere patienterne yderligere.

Udtrykket granatchok (shell shock) forekommer første gang i The Lancet i 1917. Man mente, at tilstanden var udløst af eksploderende artillerigranater, men da tilstanden også forekom hos soldater, der ikke havde været under artilleribeskydning, og heller ikke skyldtes synlige læsioner, bidrog det til opfattelsen af de rystende menneskevrag som kujoner. Men i så fald var der mange kujoner: I 1916 skyldtes over 40 procent af indlæggelserne på lazaret granatchok.

Adskillige soldater med granatchok endte for en krigsret for insubordination, desertering og fejhed og blev i nogle tilfælde henrettet ved skydning. I den britiske hær blev der afsagt over 3.000 dødsdomme, hvoraf 346 blev eksekveret.

»Hysteriske Tilfælde«

Da kanonerne tav i november 1918, var gadebilledet i Europa præget af synligt lemlæstede og frygteligt vansirede krigsinvalider. Men der var også de titusinder af svært traumatiserede, der tog deres usynlige sår med hjem fra skyttegravene – krigsskader, der hverken affødte respekt eller pension.

Gradvist voksede forståelsen for, at der var tale om en klinisk tilstand i familie med »hysteri«, som var tidens popdiagnose. Granatchok blev anerkendt som krigsskade, men mistanken om simulering og fejhed blev hængende.

I Tyskland gennemførte naziregimet i 1934 en lov, hvorefter mental sygdom som følge af krigsdeltagelse ikke længere kunne betragtes som en krigsskade. Under eutanasiprogrammet blev 4.000-5.000 psykisk syge krigsveteraner fra 1. verdenskrig myrdet af tyske læger.

I 1917 kunne Ugeskrift for Læger referere et tysk tidsskrift for en artikel om »Erfaringer om psyko-patologiske Tilstande hos Soldaterne«. Artiklen emmer af de tyske lægers dybe foragt for de traumatiserede mænd fra skyttegravene. De ramte er »prædisponerede« i kraft af åndelige defekter: Tre soldater »begyndte at optræde som Fredsapostle og mente at skulle aabenbare Guds Tanker for Menneskeheden«. Hos to andre fandtes »et systematisk Forfølgelsesvanvid med Chikanerier fra Officererne […], giftige Luftarter i Skyttegravene osv«.

Sunde mennesker, hvis »Nervesystem var fuldstændig intakt« fik ikke »hysteriske Tilfælde paa Grund af Krigen«. Beviset? At tusinder var udsat for de samme påvirkninger i stålstormen uden at blive hysteriske.

Forfatteren slutter med at glæde sig over, at »vor Hærs Totalpsyke vedblivende maa siges at være sund«, og »det tyske Folks psykiske Kraft er fuldstændig tilstrækkelig til at føre denne Krig igennem til Sejr«.

Heri – såvel som i sine kliniske iagttagelser – tog den tyske læge som bekendt alvorligt fejl.

Filmklip fra 1917 med eksempler på granatchok og behandling (link)

Litteratur:

Ugeskr Læger 1919, s. 517.

Ugeskr Læger 1917, s. 1196-8.

Blad nummer: 

Right side