»Defensiv medicin findes ikke i Grønland«

06.00 Jeg står op og går med hunden. Det plejer min mand egentlig at gøre, men han er i vores sommerhus inde i fjorden disse dage. Han er hjemmegående og har taget sig af vores fire døtre, fordi mit arbejde fylder så meget. Jeg betragter det smukke nordlys, som jo egentlig er hverdag at se, men stadig en oplevelse for mig hver eneste gang.

07.00 De seneste år har jeg løbet de 5,5 km på arbejde. Det er godt for mit hoved. Jeg er født i Grønland af danske forældre og har været læge heroppe siden 1999. Jeg er leder af hele den Medicinske Afdeling, og så er jeg også kardiolog – i perioder den eneste i Grønland. Jeg har syv døgnvagter om måneden, men man kan altid få fat i mig, og jeg er som regel også altid inde over, når der skal laves akutte evakueringer. Mens jeg løber, ringer min telefon.

Det er fra Danmark. Det er vores hæmatologiske konsulent fra Rigshospitalet. Jeg har svært ved at høre ham pga. trafikken, men det kan ikke vente, for han vil gerne flytte en af vores patienter til en anden afdeling og spørger, om jeg vil kautionere. Det lyder fornuftigt. Sundhedsvæsenet er et af de områder, Grønland har hjemtaget, og vi betaler for alle de ydelser, vi får i Danmark.

08.00 Morgenkonference. Vi hilser på de nye vikarer. Næsten hver dag har vi nye på afdelingen. Vi synger en grønlandsk fødselsdagssang for en af vores introlæger. En del af lægerne kan ikke grønlandsk, men alle synger med, så godt de kan. Jeg fortæller om vagten i nat. På en typisk vagt bliver jeg kontaktet 15-30 gange fra kysten. I nat har der ikke været nogen akut dårlige patienter, der har krævet evakuering. Det sker ellers ca. to gange om ugen. Fra vi beslutter en evakuering, til patienten er hos os, går der – hvis det går meget hurtigt – 12 timer.

08.30 Disse dage har jeg besøg af overlæge Annette Schophuus Jensen fra GUCH-teamet (Grown-Ups with Congenital Heart disease, red.) på Rigshospitalet. Hun er specialist i diagnostik, behandling og opfølgning af voksne med medfødt hjertesygdom. Vi har en del patienter med GUCH, og dem har vi indkaldt til kontrol disse dage, så vi sammen kan undersøge dem og få lagt nogle gode planer. Det er god mesterlære og en dejlig luksus at kunne arbejde tæt sammen med en specialist.

09.00 Røntgenkonference. I mange perioder har vi slet ikke nogen røntgenlæge, og så må vi spørge Rigshospitalet, om de vil se på vores billeder. Der er tvivl om, hvorvidt en ung patient har lungeemboli eller ej, og flere gange i løbet af formiddagen må jeg konferere med en røntgenlæge fra Danmark. Vi ender med at igangsætte behandling af patienten.

10.30 Annette og jeg ser flere patienter med Steno-Fallots tetralogi, som er en kompliceret hjertemisdannelse, hvor man skal igennem flere operationer. Det kan være svært at lave en god anamnese, især når meget heroppe foregår med tolk. Selv om jeg taler grønlandsk, er det heller ikke let for mig. Det er svært at vurdere, om patienterne har mistet evner siden sidst, og hvornår de skal indstilles til operation igen. Annette viser mig, hvordan man kan strukturere det, og hvilke test man kan lave, så vi har et sammenligningsgrundlag fra gang til gang.

10.45 Afdelingssygeplejersken ringer. Hun vil høre, om vi skal udskyde nogle planlagte patienter fra kysten de kommende dage, velvidende at vi mister billetterne, som hurtigt løber op i 15.000 kroner pr. styk. Vi har overbelægning og ret mange akutte indlæggelser lige nu og flere med tuberkulose i isolation, så der skal træffes en beslutning.

11.00 Vi laver ultralyd på en ung patient med kendt hjertesygdom. Han har både anfald af hjertebanken og stenoseret pulmonal arterie. Vi vælger at henvise ham til Rigshospitalet, så de kan vurdere, om han skal have opereret sin klap nu. Det er meget vigtigt for mig at være skarp på, hvornår det er tid til operation, og hvornår det kan vente, for det kommer med enorme omkostninger at sende patienter til Danmark ikke bare økonomisk, men også menneskeligt og for familien. Heroppe er »for en sikkerheds skyld« meget svær at bruge til noget. Defensiv medicin findes ikke i Grønland, og det kan ikke altid blive efter bøgerne, det må blive efter forholdene.

11.30 En patient udebliver, fordi hendes fly er forsinket. Hun har en medfødt klapsygdom og skal snart opereres, og jeg ville gerne have Annette til også at se på hende, men desværre lykkes det ikke. Det er meget almindeligt. Når en patient skal komme til en konsultation hos os, bruger de ofte mellem 4-10 dage på den samlede rejse. Det er bare sådan, det er.

11.40 Jeg tilser en lille dreng på tre uger, som jeg laver akut ultralyd på. Han har en persisterende ductus og indtrækninger, og jeg taler med pædiaterne, hvor vi lægger en plan for behandling, og hvornår jeg skal se ham igen.

12.00 I middagspausen må jeg på operationsstuen og lave en bronkoskopi. Det har jeg tillært mig, da der ikke er andre, der kan lave dem.

13.00 Trump Jr. er landet i vores fine nye lufthavn her til formiddag, og alle taler om det. Det summer over det hele, folk følger med i medierne, og vi taler om, hvorfor han er kommet. Det er lidt rystende.

14.00 En yngre læge banker på. En patient skal have svar på en Holter-monitorering, og lægen er i tvivl om, hvorvidt patienten skal kaldes ind til en pacemaker, eller om det kan vente.

14.20 En anden yngre læge har brug for sparring. Vi har en patient, der skal genoptræne efter en apopleksi, men der er ikke fysioterapi i den by, patienten kommer fra. Min kollega vil vide, om vi kan sende patienten hjem alligevel. Der er mange logistiske udfordringer hele tiden. Patienter bor jo 1.000 km væk, og man skal være god til at lægge planer. Der skal bestilles billet hjem, og man kan ikke bare udskrive dem, når man vil, for det kan være, der først går et fly om tre dage.

16.00 Jeg står meget på ski, og der er træning i skiklubben i dag. Mens vi står på langrend, skifter lyset over fjeldet fra lyserødt til blåt. At være ude i dette lysspil, synes jeg, er helt fantastisk og giver mig så meget energi.

18.30 Det er kun min ene datter, der stadig bor hjemme. Vi spiser sammen, og drøfter Trump-situationen. Bagefter sætter vi os og strikker i sofaen og hygger. Jeg har ikke nået en brøkdel af alt det administrative, som jeg egentlig plejer. Der er altid arbejde nok til 24 timer, men jeg er blevet bedre til nogle gange at trække stikket, og det gør jeg i dag og bruger tiden på strikketøjet og med min datter.

22.00 Jeg går i seng. Det har været en god dag, hvor jeg har oplevet og nået meget og også vokset lidt af at have Annette på besøg. Jeg føler jeg har fået en masse og ikke bare givet, og jeg har tilmed nået at afkoble med skitræning med lutter søde folk.