Skip to main content

Deltagerne skal tage ANSVAR for deres eget liv

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

1. nov. 2005
3 min.

Ingen kan tage resultaterne fra Center for Sundhed og Livsstil i Silkeborg. Det har eksisteret godt to år, og allerede det første år kom omkring 80% af 200 deltagere på forløbene i gang med arbejde eller uddannelse. Disse procenttal holder fortsat.

Centret ligger på ØrnsøCentret, tæt på den smukt beliggende Ørnsø, der har givet centret navn. Her tilbyder fysioterapeuter, psykolog, sygeplejerske, kostvejleder, diætist, virksomhedskonsulenter, idrætslærer m.fl. forløb for mennesker med psykiske, fysiske eller sociale problemer. Målet er at give den enkelte deltager indsigt og forståelse i sig selv og sin egen situation. Mulighed for fysisk træning går hånd i hånd med en undervisning, der skal give selvtillid og hjælpe den enkelte til at finde nye ressourcer i sig selv. Alt sammen for at give en afklaring, så man kan komme i gang med en uddannelse eller tilbage på arbejdsmarkedet.

I Silkeborg Kommune og i de omkringliggende kommuner anerkender man centrets resultater, og såvel sagsbehandlere som sygehuset og praktiserende læger henviser til centret.

Vi behandler ikke

»Center for Sundhed og Livsstil er ikke et behandlingscenter. Det er et sundhedspædagogisk center«, fortæller fysioterapeut Gitte Frost, der er leder af centret. »Vi taler ikke om kursister men om deltagere, for man er jo deltager i sit eget liv. Det er for os vigtige nøgleord. Vi giver den enkelte nogle redskaber og noget konkret viden. Nogle har måske problemer i bevægeapparatet efter nedslidende år på arbejdsmarkedet. Andre har været ude for en ulykke, har fået piskesmæld eller lignende. Andre igen er overvægtige, eller der er dem, der har psykiske problemer, manglende selvtillid eller måske lettere depressioner. Fælles for dem er, at de kommer til et center, hvor vi sætter den enkelte i centrum. Det handler om at tage ansvar for sit eget liv. Det kan man gøre ved at erkende, at man måske ikke kan komme tilbage til et belastende job, men skal finde en anden vej. Det kan også være, at man skal lære at tackle smerte og erkende, at man ikke kommer af med den. Nogle har behov for at tabe sig og til at lære om kost og bevægelse. Men det vigtige er, at man selv skal gøre noget.

Vi har faciliteter til træning, og alle får en fysioterapeutisk undersøgelse, som vi kan lægge et individuelt træningsprogram ud fra. Men det er ikke op til os at give deltagerne fysioterapi, for det er der jo udmærkede fysioterapeuter andre steder i byen, der kan. På samme måde laver vi ikke de undersøgelser eller stiller de diagnoser, som deltagernes egen læge skal stå for. Det er slet ikke det, vi vil. Det er i samværet med andre, viden og samtaler med os, man kan finde nye veje frem. Derfor er samspillet med deltagerens læge og eventuel sagsbehandler vigtig og derfor indgår jobvejledning og konkret viden om arbejdsmarkedet, uddannelse mv. også i forløbene, hvor der også er mulighed for at komme i praktik.«

Et forløb er typisk er på otte uger. Deltagerne skal være motiveret, og der opstilles en målsætning for opholdet sammen med deltageren og evt. sagsbehandler og læge. Målsætningen justeres så undervejs.

»Alle får masser af motion, sund mad og samvær ude i det fri. Det er for mange de første vigtige skridt ud af en ond cirkel, hvor de måske har siddet alt for meget alene hjemme bag en lukket dør. Det er vigtigt, at miljøet i sig selv er befordrende, og at man kan trives og blomstre i det«, siger Gitte Frost.