Demens i almen praksis: »Det tager aldrig bare et kvarter«

»Selvfølgelig skal vi kunne rumme det. Men det er det, jeg kan fornemme skræmmer mine kolleger. Måske ikke så meget det rent faglige, men hvor omfangsrigt det kan blive i almen praksis«, siger Inger Højvig.

Hun er praktiserende læge i Hørsholm, og det, vi snakker om, er demens. Og med flere årtiers erfaring, som bl.a. plejehjemslæge og praksiskonsulent, er hun én af de to undervisere på Lægedages heldagskursus, »Kan patienten være dement?«

Et kursus, der tager udgangspunkt i den virkelighed, at demens i de kommende år kommer til at spille en langt større rolle i almen praksis. Dels fordi den demografiske udvikling tilsiger langt flere hukommelses-svækkede borgere, dels fordi der politisk er et ønske om, at en stor del af opgaven flyttes fra det specialise-rede sundhedsvæsen til almen praksis. Sundhedsstyrelsen skønner således i sin anbefaling fra 2025, at 18% af de patienter, som nu færdigudredes på sygehusene, fremover kan færdigudredes i almen praksis.

»Essensen er, at vi primært skal overtage og stille diagnose på dem, hvor det ikke er afgørende med den specialiserede udredning. Altså, hvor den behandlingsmæssige og medicinske betydning af at skelne mel-lem Alzheimers og vaskulær demens er noget mindre. Så ser man gerne, at vi stiller diagnosen«, siger Inger Højvig.

»Så vil man også gerne have, at vi i almen praksis tør – efter konference med en hukommelsesklinik – at di-agnosticere Alzheimers, hvor patienten er så langt fremme i sin demens, så man ikke har brug for den speci-aliserede udrednings neuropsykologiske test og rygmarvsprøver. Ligesom at det er tanken, at vi med den erfaring, som vi kommer til at opbygge, skal turde at opstarte medicin, som kan udskyde forløbet, hvis vi mener, at det ligner en Alzheimers, selv om det ikke er bekræftet med en rygmarvsvæskeprøve«, siger Inger Højvig.

»Jeg kan da godt frygte, at den diagnostiske sikkerhed falder, men det skal jo hele tiden vejes op imod, hvor vigtigt det er, at vi får en sikker diagnose. Det er vigtigt, at vi kan stille diagnoserne med stor præcision, der hvor det har størst betydning for patienter og pårørende. Men ventelisterne vokser, så et eller andet skal der gøres«, lyder det fra Steen Hasselbalch, der er kursets anden underviser.

Derfor giver det samlet set god mening, at man deles om opgaven. Men det er ikke »nogen helt lille opgave«, når praktiserende læger ikke alene – som hidtil – skal lave den initiale vurdering, kognitive tests, se på diffe-rentialdiagnoser etc., men selv tage stilling til sværhedsgraden og selv udrede færdig og sætte i behandling. Det kræver først og fremmest en masse baggrundsviden om demenssygdomme.

»Der er lagt op til, at nogle sygdomme under alle omstændigheder skal viderehenvises til os. Det er syg-domme inden for Parkinson-spektret og frontotemporal demens, og det er patienter med atypiske forløb, måske hurtige forløb eller atypiske symptomer. Her er viden om de forskellige demenstyper jo ret afgørende for, at man kan handle korrekt«, siger Steen Hasselbalch.

Hvis opgaveflytningen skal lykkes succesfuldt, er det også helt afgørende, at der etableres velfungerende rådgivning fra den specialiserede demensudredning til almen praksis. Og der er vi altså ikke endnu, lyder det fra både Inger Højvig og Steen Hasselbalch. Så langtfra.

»Det kan aktuelt være udfordrende, når man skal have råd og vejledning fra hospitalshotlines om konkrete spørgsmål eller skal henvise til revurdering af specielt de udadreagerende demente. Der kan man ende i en henvisningskarrusel. Vi må have én indgang til rådgivning-henvisning for at denne opgaveflytning skal blive en succes«, siger Inger Højvig.

Steen Hasselbalch er helt enig.

»Det er helt afgørende. Vi må ikke efterlade de praktiserende læger med en opgave, som de synes er svær at tackle, og så har vi ikke nogen rådgivning. Så det er helt afgørende, at vi får etableret nogle klare kommunika-tionslinjer«, siger Steen Hasselbalch, der peger på en mulig bonusgevinst ved, at almen praksis i de kom-mende år kommer til at opbygge stærkere erfaring og viden inden for demensområdet.

»Vi vil jo gerne se patienter i de tidligere stadier – og helst ikke vente med udredning, til de har en moderat til svær demens. Her spiller praktiserende læger en stor rolle. Når man nu påtager sig den her rolle, mere eller mindre frivilligt, så betyder det måske, at de får endnu større fokus på at fange nogle tidligere«, siger Steen Hasselbalch.

Det handler i høj grad om, hvordan man organiserer sin klinik og sikrer undervisning til personalet i at være opmærksom på kognitive ændringer hos patienterne, siger Inger Højvig.

»Vi og vores personale skal være opmærksomme, når patienterne kommer i anden anledning, og vi måske synes, at de virker lidt aparte og viser tegn på begyndende kognitiv forringelse. At sygeplejersken er obs på, hvis en patient f.eks. bestiller medicin tre dage i rap, selv om vedkommende har fået den«.