Skip to main content

Dementia in general practice: Implementation of a guideline for identification and diagnostic evaluation of dementia -adherence, clinical relevance of recommendations and barriers

> AKADEMISKE AFHANDLINGER Frans Boch Waldorff: Forf.s adresse: Central Forskningsenhed for Almen Praksis/Afd. for Almen Praksis, Københavns Universitet, Panum Instituttet, Blegdamsvej 3, DK-2200 København N. Email: fbw@gpract.ku.dk Forsvaret fandt sted den 12. maj 2003. Bedømmere: Allan Krasnik, Frede Olesen og Anders Wimo . Vejledere: Hanne Hollnagel, Gert Almind og Gunhild Waldemar.

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Central Forskningsenhed for Almen Praksis, København, og Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet. Afhandlingen baseres på et kontrolleret før/efter-studie blandt alle praktiserende læger i Viborg og Frederiksborg Amter samt i H:S-området.

Hovedformålet var at beskrive effekt af en multifaciliteret implementering af Dansk selskab for almen medicins kliniske vejledning om demensudredning fra 1999. Herudover at beskrive den kliniske relevans af de anbefalede blodprøver og beskrive eventuelle barrierer omkring demensudredning i primærsektoren.

I alt deltog 727 praktiserende læger fra 535 praksis. H:S og Viborg Amt var interventionsområder, mens Frederiksborg Amt var kontrolområde. Implementeringen af vejledningen var planlagt sammen med lokale læger.

Effektmål inkluderede oplysninger fra laboratoriedatabaser, spørgeskemaundersøgelser blandt praktiserende læger samt gruppeinterview.

Som helhed kunne der ikke påvises effekt af implementeringen, selvom de praktiserende læger oplyste, at de fandt vejledningen anvendelig i almen praksis. En subgruppeanalyse viste dog, at personlige efteruddannelsesbesøg medførte en signifikant stigning i antallet af demensudredninger. Anbefalingen om blodprøver viste sig at være relevant. Gruppeinterview påpeger barrierer i samarbejdet i primærsektoren.

Implementering af kliniske vejledninger foregår i et kompliceret miljø. Samlet kunne dette studie ikke demonstrere en effekt af den kliniske vejledning efter en implementering organiseret af lokale praktiserende læger. Dette understreger behovet for systematiske evalueringer og forskning for at forstå udfordringerne i at implementere ny viden i almen praksis.