Skip to main content

Den akutte indsats i psykiatrien

Niels Siebuhr

16. jan. 2009
3 min.

Sundhedsstyrelsen har udsendt en rapport om den akutte indsats i psykiatrien med 22 anbefalinger. Lad det være sagt med det samme: hvis anbefalingerne føres ud i livet, som de er foreslået af Sundhedsstyrelsen, så vil det resultere i et kæmpe løft for psykiatrien generelt og en højnelse af kvaliteten i behandlingen af akut psykisk syge patienter i særdeleshed. Ganske enkelt, og man kunne tilføje: det var sandelig også på tide. Psykiatrien i det danske sundhedsvæsen har i en årrække ført en noget stedmoderlig tilværelse, så der er rigelig plads til forbedring.

Blandt de anbefalinger, som vi fra Lægeforeningen vil fremhæve, er den om en øget centralisering og specialisering af psykiatriske skadestuer eller psykiatrisk akutmodtagelser, der ligger tæt sammen med og samarbejder med den øvrige akutmodtagelse. Denne sammenhæng mellem akut psykiatri og akut somatik vil øge kvaliteten af behandlingen for den store gruppe af patienter, der både har psykiske og andre helbredsmæssige problemer. Anbefalingen om, at regionerne skal sikre, at der er formaliserede akutte psykiatriske tilbud døgnet rundt til både voksne, børn og unge, kan på afgørende vis forbedre tilgængeligheden, ensartetheden og kvaliteten af den psykiatriske indsats over for børn og unge med psykiske problemer og deres familier.

Vi er enige med Sundhedsstyrelsen i, at akutte psykiatriske patienter i størst muligt omfang skal visiteres gennem almen praksis og lægevagten i lighed med andre akutte patienter, så vi fastholder princippet om, at de kommende fælles akutmodtagelser kun modtager visiterede patienter. Vi er dog også helt opmærksomme på, at der stadig vil være et vist behov for at kunne modtage patienter, der henvender sig spontant uden forudgående visitation. Vi foreslår, at denne funktion varetages af særligt uddannet personale, der er placeret i den psykiatriske akutmodtagelse, eventuelt sammenlagt med den anbefalede døgnåbne akuttelefon. Der bør i øvrigt foreligge skriftlige visitationsretningslinier mellem almen praksis og de akutte psykiatriske modtagelser.

Så vil vi anbefale, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger om den akutte indsats med mobile teams bliver udbygget. Mobile, opsøgende teams hjælper ofte patienten med at komme i kontakt med den faste behandler uden for almindelig kontortid, så denne kan følge op næste morgen. Teams hjælper også de pårørende med at tackle akutte kriser. Opsøgende tværfaglige teams, såkaldte OP teams, har vist sig effektive til at hjælpe patienterne med de sværeste psykiske lidelser. Det har vist sig ved, at der er færre akutte henvendelser og indlæggelser, og derved et lavere forbrug af sengedage, hvor man har haft disse teams. Det samme gælder for OPUS teams til første-episode psykotiske patienter. Vi foreslår derfor, at man opretter OP og OPUS teams for relevante patientgrupper over hele landet.

Men grundlæggende er det dejligt at se 22 anbefalinger, der i den grad peger ind i en fremtid med en bedre akut psykiatri i Danmark.