»Den artikel, jeg helst vil ønske at skrive, ligger foran mig«

Hvornår – og hvordan – vidste du, at du skulle arbejde inden for dit speciale?

»Mit specialevalg var et overvejende ubevidst valg. Jeg har aldrig haft en stærk præference for et bestemt speciale, men er gået ud fra, at alle specialer indeholder både kvalitet og mening. Omvendt er der kun få specialer, som jeg har svært ved at se mig selv i. Som helt ung var jeg draget mod anatomien og de kirurgiske specialer, men et konkret forskningsprojekt fik mig en anden vej. Jeg fulgte derefter min forskning, som kortvarigt fik mig ind på en mulig kardiologisk løbebane. Projekterne fik dog fart på, og jeg endte mere og mere i et laboratoriespeciale. En dag erfarede jeg, at jeg var speciallæge i klinisk biokemi. Inden for specialet blev det dog den mere kliniske del, som fik min særlige interesse. Jeg har aldrig haft laboratoriet som en flugtplatform for at undgå klinikken.

Men jeg må i dag indrømme, at specialet betyder mere ro om natten, end et klinisk virke ville have gjort. I dag er rådgivning om trombose- og hæmostaseanalyser en stor del af mit arbejde, for klinik og laboratorieanalyser går hånd i hånd inden for hæmostasen. Uden laboratorieanalyser ville vi kun kunne diagnosticere patienter ud fra to fænotyper: som enten ,blødere’ eller ,proppere’«.

Hvornår vidste du, at du ville forske?

»Det vidste jeg, før jeg startede på medicinstudiet. Min hang til at arbejde inden for det ukendte går helt tilbage til min barndom. Hvis der var et enkelt facit eller en klar manual, var jeg allerede på vej væk. For så var der jo ikke brug for at udvikle så meget. Den sande forskning er – efter min bedste overbevisning – beslægtet med de kreative fag. At opdage noget, man ikke ved, er det mest stimulerende, jeg kan forestille mig«.

Hvilket øjeblik i din karriere har gjort størst indtryk på dig?

»Der er mange gode øjeblikke. Et at dem var på et herretoilet, hvor jeg fik æren af at stå ved siden af nobelpristageren sir James W. Black. Sir James W. Black modtog Nobelprisen i 1988 for skabelsen af betablokkere. Han havde netop hørt på en præsentation fra mig om et tidligt fund inden for peptidhormoner. Han var en engageret og inspirerende person, og han fik talt mit projekt op til skyerne på meget kort tid. Den gik så rent ind – og jeg tænker ofte på hans kompromisløse råd: Du skal blive ved og gerne mose modstanden ned på din vej. Det sidste har jeg ikke været god til, men jeg er stadig i gang. Faktisk har jeg sadlet om i den seneste tid, og mit mål for de næste år er at forsøge at gå efter ny erkendelse snarere end artikler, som alligevel ikke flytter det store. Så må det gå, som det kommer til at gå«.

Hvad har forskningsmæssigt optaget dig mest inden for dit speciale i dit arbejdsliv?

»Biomarkører har fyldt meget. Det har traditionelt set ligget i mit speciale at identificere og udvikle biomarkører i blod. Overordnet kan man dog godt sige, at fortidens ,hype’ om biomarkører som sin egen disciplin er ved at være overstået. Rigtig mange forslag til biomarkører svigter i en sidste og afgørende fase med den de facto-kliniske anvendelighed. Manglende sygdomsspecificitet er et af de store problemer, ligesom diffus risikovurdering er svær at omsætte til evidensbaseret, rationel handling for den enkelte patient.

For en del biomarkører ligger fremtiden nok i mindre grad i at identificere nye molekyler og måske snarere i at optimere forståelsen af de eksisterende. For peptider i blodet er den komplekse biologiske modning af peptiderne et godt eksempel på samme: Ofte kan det betale sig at arbejde dybere med de forskellige former snarere end at bare måle et produkt. Til den opgave venter vi spændt på, at massespektrometrisk molekylærprofilering bliver tilstrækkeligt følsom til at løse opgaven«.

Hvad er det største videnskabelige gennembrud inden for dit speciale i løbet af dit arbejdsliv?

»Det kommer nok an på, hvad man arbejder med i det daglige. Nogle vil sige de store analysemaskiner. Jeg vil hellere vægte de snævre opdagelser, der har holdt hele vejen til klinikken. Gode eksempler er de mange proteiner involveret i hæmostasen eller forståelsen af mave-tarm-kanalens multifacetterede endokrinologi. I mit eget arbejde er det endokrine hjerte nok det største gennembrud. Fra måling af biomarkører er vi nu nået til en fase karakteriseret ved at gøre hjertehormoner til egentlige behandlingsformer«.

Hvad er den største myte eller misforståelse om dit speciale?

»At vi ikke laver noget. Det er selvfølgelig korrekt, at vi ikke sidder i ambulatorier dagen lang. Jeg vil dog gætte på, at en gennemsnitlig arbejdsuge for en laboratorielæge ikke adskiller sig væsentligt fra en klinikers. Men arbejdsgangen er selvfølgelig anderledes. Arbejdet holder sjældent fyraften, og aftenen er en fast del af vores arbejdstid«.

Hvilket spørgsmål inden for dit speciale så du allerhelst, at man – realistisk – fandt et svar på?

»En bedre integration af laboratorieresultater og klinisk information. Lige nu udgiver vi vores analysesvar som en simpel liste, som klinikeren så kan kigge på under f.eks. en stuegang. Men sandheden om patienten er jo begge dele lagt sammen, og de to bør kunne integreres bedre end blot i hovedet på den stuegangsgående læge. Der er efterhånden rigtig mange informationer om hver eneste patient; måske nogle gange for mange?«

Hvad er den største forskel på dit speciale, fra du startede til i dag?

»Tidligere var det en særlig kvalitet, at laboratorielæger arbejdede med at udvikle nye analyser, bl.a. gennem opdagelse af nye molekyler. Tag hæmostasen som et rolleeksempel: For ikke så lang tid siden opdagede man nye proteiner, som spiller en vigtig rolle i både hæmostasen og inden for sygdom. I dag er specialet nok mere blevet et produktionsanliggende, og det kan der være gode grunde til: Automatisering og mindre ,hands on’ giver klart hurtigere svar. Jeg lærte tidligt, at netop svartider i sig selv har stor betydning for patienters diagnostik og behandling. Faktisk kan man ofte acceptere en lavere grad af præcision, så længe svaret når til læge og patient inden for den tid, hvor der skal træffes beslutninger. Det går ikke med det perfekte analysesvar, som udkommer for sent«.

Hvordan ser du dit speciale udvikle sig de næste ti år?

»Mange taler om kunstig intelligens. Jeg er ikke så bekymret – eller for den sags skyld overbevist. Dumme arbejdsgange kan med fordel anvende den type teknologi, men jeg føler egentlig ikke, at det vil revolutionere laboratoriespecialerne. Snarere har jeg en forventning om, at laboratoriespecialerne kommer til at byde sig til hos klinikere med mere relevans og nærvær. Fremtidens diagnostik bliver ikke mindre kompleks, og de utroligt mange tal og mål fra laboratorierne skal sættes i klinisk kontekst. Med indbygget respekt og forståelse for, at selv kvantitative målinger kan være forkerte«.

Hvilken videnskabelig artikel ville du ønske, at du selv havde skrevet?

»Ingen. Den artikel, jeg helst vil ønske at skrive, ligger foran mig. Det er jo en del af hele forskningsenergien. Hvis jeg alligevel skal vælge artikler fra fortiden, er det artikler skrevet ud i prosaform. Første artikel om DNA-strukturen er altid god at lære fra med dens mange tillægsord. Dertil er jeg ret glad for de gamle fysiologiske landvindinger, hvor man i stor grad anvendte prosa til at beskrive både forsøg og resultater. Dengang mente man, at eksperimentet i sig selv var argumentet, og kvantiteringen blot var det videnskabelige sprog. Det mener jeg, at mange i dag kunne lære noget af«.