Den brede lægeforening

Tre arbejdsgrupper har nu overgivet deres tanker om fremtidens lægeforening i tre debatoplæg til Lægemødet 2005. De har anskuet fremtidens udfordringer ud fra Lægeforeningen som henholdsvis standsforening, som sundhedspolitisk aktør og som forhandlingsorganisation. Tankevækkende er det, at spørgsmålet om bredden i Lægeforeningens relationer og medlemskab bliver taget op i alle tre sammenhænge. Det er især spørgsmålet om samarbejde med de videnskabelige selskaber, men også spørgsmålet om relationerne i forhold til pensionerede læger og til de medicinstuderende.

Det er en hovedregel for lægeforeningerne i vores nabolande, fx Norge, Sverige og England, at såvel de medicinstuderende som pensionisterne er fuldgyldige medlemmer med plads i det øverste politiske organ, repræsentantskabet, men ikke i den daglige ledelse. Grundlaget for medlemskab er gennemgående - og ikke overraskende - en medicinsk embedseksamen, og det er også gennemgående, at ikke erhvervsaktive kan forblive medlemmer. Det er mere reglen end udtagelsen, at de medicinstuderende har adgang til medlemskab, mens det modsat er mere undtagelsen end reglen, at de videnskabelige selskaber er repræsenteret i lægernes politiske organisationer.

Det er altså en særhed, at de studerende ikke er medlemmer i den danske lægeforening. Det har bl.a. historiske årsager, men spørgsmålet er naturligvis, om denne tilstand er permanent. I standsbegrebet ligger vel, at det at være læge starter allerede med medicinstudiet, og Lægeforeningens tre roller har indflydelse både på selve medicinstudiet, på den efteruddannelse, som følger, på de vilkår, som lægerne har i arbejdslivet og på lægernes indflydelse og anseelse som stand. Derfor ville det ikke være unaturligt, at de lægestuderende som i andre lande var med i Lægeforeningen.

Læge forbliver man livet langt, også selvom man ikke længere er erhvervsaktiv. Det bidrager til standsfølelsen, at man kan forblive i foreningen uden at være aktivt udøvende læge, hedder det i en af arbejdsgrupperapporterne. Der er også over 3.000 pensionister i Lægeforeningen. De har ikke nogen særlig fraktion eller rolle i repræsentantskabet, og de betaler ikke kontingent. Det kommer de til i et vist omfang i fremtiden, hvis den nye kontingentnøgle bliver vedtaget. Det gør måske en debat om pensionisternes status naturlig.

Det mest oplagte og det, som alle tre arbejdsgrupper peger på, er behovet for et tættere samarbejde mellem Lægeforeningen og de videnskabelige selskaber. Det er klart, at fagligheden er et helt dominerende element i standsbevidstheden. Det vil være naturligt, at Lægeforeningen i en række sammenhænge, fx omkring forskning, kvalitetsudvikling og udannelse, henter rådgivning og søger samarbejde med de videnskabelige selskaber. Det ville også styrke lægernes gennemslagskraft, hvis der i vanskelige spørgsmål var overensstemmelse mellem udmeldinger fra de videnskabelige miljøer og Lægeforeningen.

Det gælder ikke mindst i forbindelse med sundhedsindsatsen og specialeplanlægningen i de kommende regioner. Det er områder, som Lægeforeningen centralt og decentralt skal involvere sig aktivt i og har apparatet til. Et formaliseret samarbejde med de videnskabelige selskaber centralt vil kunne kanalisere den lægefaglige ekspertise ind i den regionale specialeplanlægning.