Skip to main content

I århundreder har danskerne været et øldrikkende folk. Vores tolerance over for alkohol er stor, og vi er stort set enige om, at det er acceptabelt at drikke sig beruset i andres selskab. I nogle ungdomskredse kan det give respekt, hvis man er i stand til hurtigt at drikke sig en kæp i øret eller hælde mere ned end kammeraterne. Vi bærer over med en del fuldemandssnak og andre skæve bemærkninger, ja vi har ligefrem et ordsprog, der slår fast, at det er fra børn og fulde folk, at sandheden skal høres.

Igennem de seneste ca. 20 år har vores alkoholkultur ændret sig fra en øl- kultur til en øl og vin-kultur. Vinen har for alvor fundet sin plads på vores middags- og sofaborde. Men selvom vi nyder den sydeuropæiske vin, har vi ikke importeret sydeuropæernes nydelseskultur. Syd for alperne nydes vinen som en del af bordets glæder, og det er ikke velset offentligt at vise sig beruset.

Siden 1950'erne er det afgiftsberigtigede salg af alkohol pr. indbygger over 14 år steget fra cirka fire liter ren alkohol til godt 12 liter først i 1980'erne. Mens salget var stagnerende de følgende ti år, er det afgiftsberigtigede salg faktisk faldet med ca. én liter ren alkohol siden midten af 1990'erne. Om der er tale om en tilsvarende nedgang i den mængde alkohol, danskerne drikker som øl, vin og spiritus, er usikkert. I samme periode peger flere undersøgelser nemlig på en markant stigning af navnlig øl og vin, der hjemføres via grænsehandlen (Figur ).

Samfundets regning: 120 mia. kr.

Den første Uge 40-kampagne blev gennemført i 1990. I de følgende ti år investerede Sundhedsstyrelsen årligt i gennemsnit fem mio. kr. i kampagnerne. Dette tal skal ses i forhold til, at det skønnes, at de samfundsmæssige omkostninger ved vores alkoholforbrug i samme periode udgjorde 8-12 mia. kr. årligt eller op til 120 mia. kr.

Det stærkt stigende forbrug af alkohol siden 1950'erne afspejles også i den kraftige stigning i alkoholrelaterede dødsfald, det vil sige alkoholisme, alkoholpsykose, alkoholforgiftning, skrum-pelever og betændelse i bugspytkirtlen. I 1960 var alkohol årsag til ca. hvert 50. dødsfald i Danmark (svarende til 2,1% af alle dødsfald). Tallet steg i årene efter, og i 1998 døde næsten hver 20. dansker af druk (svarende til 4,6% af alle dødsfald). Det er de seneste opgjorte tal, som Sundhedsstyrelsen har.

Foruden dødsfald fører alkohol som bekendt også til sygdom og fysiske og sociale problemer for både den enkelte og familien, herunder ikke mindst børnene. Det skønnes, at cirka 500.000 danskere drikker mere end de anbefalede genstandsgrænser på henholdsvis højst 14 og 21 genstande ugentligt, og at cirka 200.000 er afhængige af alkohol.

I efteråret 2003 satte regeringen afgifter på alkohol ned samtidig med, at der kom nye alkoholprodukter, der navnlig henvender sig til unge, på markedet. Hvordan og om det vil påvirke forbruget fremover, er der ingen, der ved.

Genstandsgrænser som brand

Filosofien i Sundhedsstyrelsens alkoholkampagner er, ifølge sociolog Morten Wiberg, Center for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, at for at ændre adfærd skal man skabe viden og bearbejde holdninger og sociale og kulturelle normer.

»Det er på samme måde, som når en producent skal markedsføre et nyt produkt. Først skal forbrugerne gøres bekendt med produktet, senere skal de gøres interesserede i det, opmærksomme på hvor de kan købe det, og til sidst skal kampagnen få dem til at købe produktet. Kampagnen er opbygget efter det kommercielle AIDA-princip, dvs. Attention, Information, Desire, Action. Kampagnen forsøger at skabe opmærksomhed (Attention) og give information om konsekvenserne ved et højt alkoholforbrug. Derimod giver kampagnen ikke altid en følelse af ,desire`, men måske nærmere en erkendelse. I tråd hermed skal ,action` forstås som, at man omsætter sin ,desire`/erkendelse i handling - at man drikker mindre.

Det er urealistisk at tro, at en kampagne der kun varer i 2-3 uger om året, i sig selv kan ændre forbrugsmønstret. En kommerciel producent vil heller ikke kunne få solgt sit produkt med en så kort kampagne en gang om året«, siger Morten Wiberg.

Et gennemgående mål med Sundhedsstyrelsens kampagner har været at skabe opmærksomhed og debat om alkoholproblemer, og kampagnerne har som succeskriterium blandt andet haft et øget kendskab til genstandsgrænserne.

»Vi har gennem formidlingen af genstandsgrænserne givet folk en handlingsanvisning på, hvad man sundhedsmæssigt maksimalt bør drikke og givet dem mulighed for at vurdere deres eget forbrug. Med det fokus har vores succeskriterium været at sikre et så højt kendskab til genstandsgrænserne som muligt. De seneste målinger viser, at mere end 65% af befolkningen kan angive genstandsgrænserne korrekt for eget køn, fem måneder efter kampagnen. Genstandsgrænserne er blevet en kendt og accepteret handlingsanvisning, som store dele af befolkningen har taget til sig. Men der er desværre stadig mange, der ikke efterlever dem. Der er langt fra et kendskab til en ændring af adfærden«, siger Morten Wiberg.

Fokuseringen på genstandsgrænserne er med til at fastholde en bevidsthed i befolkningen om, at alkohol ikke er ufarligt, og at vi har et socialt ansvar over for personer, der drikker for meget, mener Morten Wiberg.

Han peger også på, at kampagnerne har været med til at igangsætte andre aktiviteter, for eksempel alkoholpolitik på arbejdspladser, alkoholprojekter i skoler, og at der i dag også kan tales om genstandsgrænser i familien med henvisning til Sundhedsstyrelsens kampagner.

»Kampagnerne har ført til, at i dag er genstandsgrænserne ikke et budskab, vi griner af. I de første år hvor kampagnerne kørte, blev de mødt med en vis skepsis, og hvor folk trak smilende på skuldrene. I dag kontakter medierne os flere måneder i forvejen for at høre til, hvilket tema der bliver det centrale budskab i årets kampagner. Alkohol og alkoholproblemer bliver taget mere seriøst i dag end tidligere«, siger Morten Wiberg.

Mere kompleks end rygeadfærd

Sammenlignet med rygning er alkohol en væsentlig anderledes integreret del af vores kultur, og vi kan indtage det i moderate mængder uden at løbe en sundhedsrisiko.

»Vi har altid drukket, og det har altid været en legitim måde at være sammen på. Det er formentligt også grunden til at mange mennesker i dag mener, at alkohol er en privatsag, som ikke vedkommer andre. Med hensyn til rygning er det anderledes. Rygning er ikke på samme måde som alkohol integreret i vores kultur, rygning påvirker mere direkte omgivelserne, og så griber rygning ikke så gennemgribende ind i et menneske, som alkohol gør. Derfor er det relativt lettere at få mennesker til at holde op med at ryge og at ændre befolkningens rygevaner«, siger Morten Wiberg.

De professionelle har et ansvar

Der skal gøres en indsats på mange flere fronter, hvis danskernes alkoholforbrug skal ændres. Det er her vigtigt, at professionelle, som møder mennes ker med alkoholproblemer, betragter det som deres faglige opgave at tage fat om problemet, mener Morten Wiberg.

»Hvis lægen og sygeplejersken behandler fysiske skader forårsaget af alkohol, uden at henvise til en alkoholbehandling, sender de et signal om, at alkohol ikke opleves som et centralt problem, og at det i hvert fald betragtes som en privatsag. Bliver den holdning vendt, vil det ikke bare hjælpe de mennesker der har et alkoholproblem, men også skærpe opmærksomheden på, at alkohol er et nydelsesmiddel, der skal bruges med omtanke«, siger Morten Wiberg.

Derfor har Sundhedsstyrelsens kampagner i flere år været rettet særligt mod storforbrugeren og de professionelles rolle i den sammenhæng. Disse initiativer har bidraget til, at ansatte i sundhedsvæsenet i stigende grad ser alkohol som et problem, hvor de også har et naturligt ansvar for at gribe ind.

»En alkoholkampagne bevæger sig i et spændingsfelt mellem på den ene side at agere i et samfund, hvor alkohol er en integreret del, og på den anden side at gøre opmærksom på de sociale og sundhedsmæssige konsekvenser et for højt forbrug har. Hvis vi generelt har et for højt forbrug, så vil der også være et stort antal, der drikker væsentligt for meget«, siger Morten Wiberg.

Fakta

Fra 12 til 3 liter årligt

Det bedste instrument, historisk set, til sænkning af alkoholforbruget er at øge skatter og afgifter. Det blev tydeligt omkring 1918, da afgifterne blev tredoblet på snaps, hvilket førte til en reduktion af alkoholforbruget fra cirka 12 liter ren alkohol til cirka tre liter årligt.

»Kurven knækkede på 1 år. Det var dengang det bedste instrument. Men verden er anderledes i dag. Hvis afgiften blev sat op med 300% i dag, så ville vi formentlig opleve en kraftig øgning i grænsehandlen både til eget forbrug og til videresalg. Vi lever i dag i en global verden, hvor mobiliteten er anderledes end i begyndelsen af det 20. århundrede.

Internationale undersøgelser viser, at øgede afgifter er blandt de mest effektive instrumenter til at regulere forbruget af alkohol. Men det kan ikke stå alene. Også andre indsatser som fx begrænsning af tilgængelighed, oplysning, udvikling af alkoholfrie miljøer samt forebyggelse og behandling af storforbrug skal bringes i et spil, hvis man vil reducere forbruget af alkohol«, siger Morten Wiberg.