Den dårlige historie: Garantien er faglig nedtur

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen kan sætte endnu et hak ud for »patientrettigheder« i sin scrapbog i dag, hvor ventetidsfristen sættes ned til en måned. I forvejen er der hakker ud for »frit sygehusvalg« og »det udvidede frie sygehusvalg.«

Men dagens nytilkomne modtages med blandede følelser.

Patienterne er ikke særligt vilde med den nye rettighed, skal man tro paraplysammenslutningen Danske Patienters formand, Torben Lund.

»Den generelle fireugersregel vil give forkerte prioriteringer på sygehusene, så det ikke altid vil være dem med størst behov, der kommer først til behandling. Det havde været o.k. hvis der var personale og udstyr nok, Men det er der ikke. Derfor skulle sygehusene hellere lave en planlægning, der sikrer, at det er de mest syge, der kommer til først, og så lade de mindre syge vente lidt længere,« siger han.

Der er også utilfredshed at spore i lægelejren. I hvert fald fra den offentlige del af den.

»Lars Løkke burde være mand nok til at trække enmånedsfristen tilbage. Det ville ikke være nogen skam, for verden så anderledes ud, da den blev vedtaget,« siger Claus Munk Jensen, ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Herlev Hospital. Han forklarer:

»Siden Folketinget vedtog at sætte fristen ned til en måned, er personalemangelen blevet mere åbenlys. Og det er blevet vedtaget, at sygehusene skal indføre pakkeforløb på hele kræftområdet. Det er for stort et pres på en gang med enmånedsfristen oveni. Jeg synes, vi skal droppe den og koncentrere kræfterne om kræftbehandlingen,«

Han peger på, at det kan skabe ravage, når både kræftbehandling og den elektive behandling skal intensiveres i en tid med personalemangel.

»Det kan sagtens have positiv afsmitning, at en afdeling sætter turbo på. Men vores ortopædkirurgiske patienter og kræftpatienter trækker i nogen grad på det samme personale. For eksempel radiologer og narkosepersonale. Og dem vil kræftbehandlingen trække over, fordi sygehuset skal prioritere kræftpatienter højst, hvilket er o.k. Men konsekvensen er, at de ikke har tid til at scanne vores knæpatienter. Så kan de ortopædiske afdelinger ikke overholde de fire uger, og patienterne kan søge behandling i det private.«

Private på personalehugst

De offentlige sygehuse forsøger på forskellig måde at holde på patienterne. Men mange afdelinger forventer at få svært ved at leve op til den nye garanti. Hvor flere regioner opretter fri- og garantiklinikker for at holde på patienterne, satser Region Hovedstaden på at forundersøgelserne skal foregå i det offentlige. Det øger sandsynligheden for, at behandlingen også sker der, er logikken.

På Herlev Hospital har en ekstraordinær indsats på ortopædkirurgisk afdeling allerede skåret ventetiden ned fra otte uger til tre-fire uger. Det skete ved at lægerne i en periode arbejdede til k.18 og på den måde fik 300 mennesker igennem forundersøgelse.

Der er gode grunde til at holde på patienterne, for jo flere patienter, der behandles i det private, desto større pres vil de private lægge på de offentlige sygehusafdelinger, de vil nemlig være på udkig efter deres personale:

»De er allerede i gang med at rekruttere. Spørg bare lægerne i min afdeling, som jævnligt får tilbud om arbejde fra private klinikker og sygehuse. Og sagen er, at jo større personalemangel, det offentlige har, desto mindre mulighed har vi for at opfylde enmånedsfristen. Og så stiger patientstrømmen til de private.«

Claus Munk Jensen mener, at enmånedsgrænsen dermed kommer til at spille tæt op ad grænsen til det ufornuftige:

»Hvis flere og flere elektive behandlinger lægges over i det private, risikerer det at gå ud over kirurgernes håndelag på de offentlige sygehuse. De får overvejende de akutte behandlinger, og det duer ikke, der skal være begge dele. Det er ved de planlagte operationer, at vi oppebærer rutinen. Mister vi den, må jeg lukke afdelingen,« siger han.

Overbehandling

Knæ- og hoftepatienter bliver i stort tal behandlet på private sygehuse og klinikker efter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg. Sådan var det, da fristen hed to måneder. Og det bliver selvfølgelig ved, når fristen kommer ned på en måned. En af de udokumenterede men vedholdende påstande om behandlingsgarantier er, at de medfører overbehandling. Patienter får behandlinger, som er overflødige eller for tidlige. Fordi, siger logikken, udvider du tilbuddet, stiger efterspørgslen, sådan er det på sundhedsområdet.

På Herlev Hospital er der konstateret en ændring i de praktiserende lægers henvisninger af for eksempel knæ-patienter.

»De patienter, vi får henvist i dag, er mindre syge end tidligere. Det kan jeg blandt andet konstatere, fordi vi kun henviser omkring en tredjedel af de henviste slidgigtpatienter til operation. Tidligere var det mellem en tredjedel og halvdelen, der havde behov for operation på det tidspunkt, vi forundersøgte dem,« siger Claus Munk Jensen.

Hvis forundersøgelsen foregår på et offentligt sygehus, får flere patienter et råd om at vente med operation. Men hvis det er et privat sygehus, der står for forundersøgelsen, er der større sandsynlighed for operation.

Det bekræfter ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, Benn Duus. Han er også næstformand i Region Hovedstadens regionale sundhedsfaglige råd inden for ortopædkirurgien. Han siger:

»Vi har i det sundhedsfaglige råd en fornemmelse af, at der kan være en tendens til, at der opereres tidligere i den private sektor. Det skal ses i sammenhæng med, at patienter kan have et stort og udtalt behandlingskrav, som det kan være svært at modstå. Men patienten er måske motiveret på et tidligere tidspunkt, end der er klart fagligt belæg for, og det kan være vanskeligt at stå imod, især hvis man er alene om opgaven, som mange private klinikker er, og ikke er del af et fælles fagligt miljø i en afdeling.«

Fagligt ubegrundet

Han understreger, at der ikke findes nogen dokumentation for påstanden. Den er nok også i virkeligheden et symptom på det egentlige problem ved enmånedsfristen, mener Benn Duus.

»Det vigtigste problem er, at den ikke er fagligt velbegrundet. Der er som regel ikke fagligt behov for at gøre det. Tværtimod er der ofte gode faglige grunde til, at patienter står på venteliste, for eksempel knæpatienter. Hvis man venter, vil naturen i mange tilfælde klare ærterne og symptomerne forsvinde af sig selv. Man skal ikke bare skynde sig at operere, for der er altid en risiko forbundet med en operation. I hvert enkelt tilfælde skal foretages en lægefaglig vurdering, hvor risikoen holdes op mod det forventede resultat af indgrebet.«

Pakker over det hele

Hans kollega på Herlev Hospital, Claus Munk Jensen, byder gerne ind med en alternativ model til enmånedsfristen:

»Man skal indføre forløbspakker, som man har på kræftområdet, over det hel e, på alle behandlinger. Det ville være fornuftigt. Det, man så gør, er at lave retningslinjer for hver enkelt behandling - fra symptom til færdig behandling. Her vil dels stå, om en behandling skal sættes i værk. Dels hvornår der er faglig grund til at starte en behandling. Er der f.eks. tale om en meniskskade, vil der stå, at man bør vente i tre måneder, fordi 25 procent går over af sig selv inden for den periode.«

Han tilføjer: »Det er ikke alene et lægefagligt synspunkt. Men også skatteborgerens: Man ville spare en masse overflødige behandlinger.«