»Den engelske Sved«

I slutningen af 1400-tallet blev England ramt af en epidemi, som derfor blev kaldt »Den engelske Sved« – Sudor Anglicus. Sygdommen viste sig første gang i England i 1485, men senere ved spredte udbrud også på det europæiske fastland. Det sidste udbrud skete i 1551. Siden har sygdommen aldrig vist sig. Og godt det samme, for »Den engelske Sved« var dødelig med et eksplosivt forløb. Symptomerne var pludselige, og døden indtrådte ofte efter få timer.

Epidemier, også dødelige, var nærmest hverdag. Med jævne mellemrum ramte byldepest, kopper, tyfus, meningitis, mæslinger, difteri og andre smitsomme sygdomme. Epidemierne tyndede ud blandt mennesker. Frem mod 1348 voksede Europas befolkning støt gennem flere århundreder. Og så, med ét slag, forsvandt mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning. Det skete med udbruddet af byldepesten – »Den sorte Død«. På et par år blev Danmarks befolkningstal halveret, og her, som i resten af Europa, stagnerede befolkningstallet, indtil det først i 1500-tallet langsomt begyndte at vokse. Først i løbet af 1700-tallet oplevede Europa igen en stabil befolkningstilvækst.

En anderledes epidemi

Folk var vant til de hyppige epidemier, som især ramte i tætbefolkede byområder og kunne trække ud i månedsvis. »Den engelske Sved« var anderledes. Den brød ud nærmest med minutters varsel, kulminerede og forsvandt på kort tid og ramte hårdt både i byen og på landet.

En engelsk læge lagde under det første udbrud i 1485 mærke til, at de syge i de sidste stadier fik pludselig åndenød, og at »afskyelige Dunster« samlede sig omkring hjerte og lunger.

Ved det sidste udbrud, i 1551, beskrev lægen Johannes Caius (John Kays) i en lille bog sygdomsforløbet: De første symptomer var angstfornemmelser. Så kom der kulderystelser, der kunne være voldsomme, svimmelhed, hovedpine og smerter i nakke, led og skuldre, ledsaget af stor udmattelse. Kuldefornemmelsen varede fra en til tre timer og blev afløst af varmefornemmelse og en pludselig, voldsom sveden. Den syge fik stærk tørst og hovedpine, delirerede og kunne have smerter i hjerteregionen.

I de sidste stadier ville patienten bare sove, men det ville Caius ikke tillade. Patienten måtte for enhver pris holdes vågen. Risikoen for at sove ind i døden var for høj.

Sygdommen viste sig fortrinsvist i sommermånederne.

»Den dræbte på et øjeblik …«

På kontinentet dukkede svedesygen første gang op med et skib fra England, der anløb Hamborg den 25. juli 1529. Det medførte en del passagerer og et større antal unge matroser, som skyndte sig i land for at se på den store havneby. Hamborg var i festhumør. Man fejrede den protestantiske reformation og havde lukket byens klostre og smidt munkene på porten.

Men festen sluttede brat. Allerede næste morgen var fire indbyggere døde af de schwedte Sicke, og herfra gik det stærkt. På to uger døde i gennemsnit 50 mennesker om dagen. Efter to uger forsvandt sygdommen lige så pludselig, som den var kommet. Dødstallet er anslået til ca. 2.000.

Den 30. juli nåede sygdommen Østersøkysten og bredte sig hurtigt mod både øst og vest. Snart døde folk i stort tal. I september nåede epidemien til Slesvig-Holsten og befandt sig nu i det danske kongerige. Ifølge en kilde døde 400 af Københavns 20.000 indbyggere på en enkelt dag, den 29. september.

Hvor hurtigt sygdommen kunne dræbe, forstår man, når man læser John Kays’ beskrivelse: »Den dræbte på et Øjeblik nogle, mens de åbnede deres Vinduer, nogle, mens de legede med Børn i Gadedøren, nogle udryddede den på en Time, mange på to … Den tog dem, som den fandt dem, nogle sovende, nogle vågne, nogle i Morskab, nogle i Sorg, nogle fastende, nogle mætte, nogle travle og nogle dovne, og i ét Hus nogle gange alle«.

Læger i vildrede

Lægerne var ikke enige om den bedste behandling. John Kays rådede til at drikke lidt urteafkog, men ellers afstå fra at indtage væske. Tværtimod – sygdommen skulle svedes ud. Derfor skulle man lægge den syge til sengs, indpakket i dyner og pelse, og fyre godt op i kakkelovnen, mens vinduer og døre blev holdt lukkede, så ikke den mindste smule kølig luft slap ind.

Så lyder det mere fornuftigt, når den lærde italienske humanist Plydore Vergil foreslog at undgå at spise, men til gengæld drikke rigeligt.

Fra den sachsiske by Zwickau fortælles om en læge, som gik fra hus til hus under epidemien, og hver gang han fandt en patient begravet i dyner i alkovens dyb, flåede han dyner og tæpper af. Han forbød »at pine de syge med Varme og reddede med sit beslutsomme Væsen mange, som uden ham i Lighed med andre ville være blevet kvalt«.

Ramte især raske unge

Sygdommen ramte tilsyneladende ikke alle lige hårdt. »Unge Folk døde mest«, skrev Arild Huitfeldt omkring 1600 i sin Danmarks Riges Krønike.

Munken Peder Olsen skriver i Roskildeaarbogen (ca. 1550) om »then engelske Pestilentze eller suede Siuge«, som han selv var vidne til i september 1529. »Den var saa svar og farlig, at somme inden den 12. Time efter de begyndte at svede, blev døde«. Hos nogle brød sygdommen frem, »mens de sad og år og drak«. Andre blev syge, mens de sov. I et enkelt hus lå syv til otte beboere døde.

Også Peder Olsen bemærker, at det især var unge mennesker, som blev syge: »Børn og gammelt Folk var fri for hende [sygdommen, red.], men midaldrende Folk faldt hun mest paa«, fortæller han. Noget lignende fremgår af andre kilder.

Det lyder næsten som den influenza, som hærgede verden i årene 1918-1919 under navnet »Den spanske Syge«. Også den epidemi ramte yngre, raske mennesker særlig hårdt, mens børn og gamle som regel overlevede.

»Guds straf« over – de andre

Den engelske Sved har i århundreder været en gåde. Da epidemien viste sig på det europæiske fastland, netop som reformationen var på sit højeste, kunne den katolske kirke naturligvis bruge det i sin modreformatoriske propaganda: Det var Guds straf over de protestantiske kættere! Se bare, hvordan det gik i Hamborg, da de nedlagde klostrene!

Alle vegne prædikede de trængte katolikker dette budskab, og mange troede på den forklaring – indtil det viste sig, at Gud heller ikke holdt hånden over katolikkerne. I Friedeberg holdt en katolsk sognepræst en svovlprædiken for sin oprørske menighed. Han formanede de vildfarne om at vende tilbage til Moderkirken. De skulle møde frem til messe den følgende dag, og foran alteret skulle de afsværge deres protestantiske kætteri. Men det blev ikke til noget, for om natten døde præsten.

Nu var det protestanterne, der kunne notere en propagandasejr: for her viste Herren, hvem Han i virkeligheden holdt med, og hvem Han i sin retfærdighed slog ned med sin vredes lyn.

I England holdt John Kays Gud ude af ligningen og forsøgte sig med en naturlig forklaring ud fra sin tids fremherskende sygdomslære. Kays opfordrede folk til at undgå »ond Tåge« og rådne frugter.

Ond tåge eller hantavirus?

Trods de detaljerede symptombeskrivelser er det aldrig lykkedes at finde en årsag til sygdommen eller en forklaring på dens pludselige opdukken og forsvinden. Forskerne har ikke meget at arbejde med. Teorier om, at Den engelske Sved var en slags influenza, en SARS-lignende sygdom eller måske miltbrand, har aldrig lydt helt overbevisende, når man betragtede de beskrivelser, der findes af sygdomsforløbene. Mere overbevisende har der været argumenteret for, at sygdomsårsagen var en slags hantavirus, og at smittebærerne var de myriader af mus og rotter, der myldrede om benene på folk i hytte og på slot.

Hvorfor sygdommen forsvandt igen er lige så svært at forklare. Måske muterede virus til en mindre virulent form, eller virus blev tværtimod endnu mere virulent, så det dræbte de mus og rotter, der var værter for virus og sørgede for at sprede det. Et sikkert svar på gåden om Den engelske Sved får vi nok aldrig.