Den fattige mands snaps

Dramatiske afgiftsstigninger virker: For hundrede år sejlede de nederste samfundslag i brændevin. Politikerne tøvede med at lægge afgifter på den billige sprit. Men da prisen med ét slag blev tidoblet, førte det til en øjeblikkelig halvering af drikkeriet – og et dramatisk fald i drukrelateret sygdom.

Lige siden Holberg i 1722 skrev sin tragiske komedie om den undertrykte og fordrukne fæstebonde Jeppe på Bjerget, havde umådeholdent drikkeri i samfundets nederste lag været et problem. Almuen drak – og det fortsatte den med at gøre i de næste 200 år. Ud over åbenlyse helbredsmæssige følger havde drikkeriet også store sociale omkostninger og var med til at fastholde underklassen i fattigdom og elendighed.

Ved slutningen af 1800-tallet var øl og brændevin en hævdvunden del af den daglige kost i by og på land. Børn og voksne drak øl i spandevis, da vandet de fleste steder var sundhedsfarligt at drikke.

Toddy til morgenmad

Grundlæggeren af landets første afholdsforening, Ole Syversen, oplyste i 1840, at »en mådeholden mand« drak 2-3 snapse til hvert måltid, dvs. 8-9 stykker dagligt. Foruden øllet, naturligvis. For mange arbejdere og håndværkere bestod morgenmaden af en »mælketoddy« – et stort glas brændevin i et glas varm skummetmælk – på morgenværtshuset. København havde masser af brænderier, og restproduktet, mask, blev brugt som foder for de hundreder af køer, der stod opstaldet på førstesalen over brænderierne og leverede mælken til toddyerne.

I anden halvdel af 1800-tallet var 3-4 helflasker brændevin en almindelig ugeration for en voksen arbejder, og omkring 1880 var befolkningens årlige alkoholforbrug pr. person 17,5 liter. For mænd over 20 år var forbruget 67 liter om året.

Produktionsomkostningerne var lave, og det afspejledes i prisen. Omkring 1900 kostede en flaske brændevin helt ned til 40 øre. Der blev drukket igennem på arbejdet, også af øl. Og værre blev det, da det tynde »folkeøl« fra 1870’erne fik konkurrence af brygger Jacobsens meget stærkere »bajerske øl«.

»Kaffe??!«

Murersvend P. Nissen fortæller om druk på arbejdspladsen i slutningen af 1800-tallet:

»Det gik haardt til med Drikkeri paa Arbejdspladserne, Spiritus var saa forbandet billig dengang, en Bajer kostede 12 Øre, en Flaske Brændevin 25 Øre, en Kaffepuns, lavet af Kaffe, Sukker og Brændevin kostede 15 eller 18 Øre, saa var Brændevinsflasken endda sat paa Bordet, saa vi kunde hælde af den i Kaffen efter Behag. Naar vi kom i Gang med at drikke Øl og Brændevin paa Arbejdspladserne, kunde der gaa hele Dage, hvor vi ikke bestilte noget«.

En anden murer ved navn Rasmussen fik selv at føle, hvor hårdt et tag drukkulturen havde på arbejdspladserne. Selv var han afholdsmand – som flere og flere blev det på den tid:

»En Dag da vi var paa Værtshus, bestilte alle Svendene Kaffe med Brændevin, men jeg bestilte Kaffe med Wienerbrød. Saa var den jo gal igen, har man nogensinde set en Murersvend drikke Kaffe med Wienerbrød? Formanden forlangte, jeg skulle jages væk, da de ikke kunne være bekendt at arbejde sammen med en Svend, der drak den slags Pigepatte«.

Fingrene væk fra snapsen!

Lægerne var begyndt at interessere sig for folkesundhed og forebyggelse og havde fået øjnene op for, at det massive drikkeri ikke kun udgjorde et socialt problem ved at fastholde underklassen i dyb armod; den udgjorde også et sundhedsproblem.

Drikkeriet trak et spor af social elendighed, sygelighed og død efter sig. Der måtte gøres noget. Det mest nærliggende ville være at gøre brændevinen dyrere, og fra dele af arbejderbevægelsen, fra afholdsfolkene og fra lægerne voksede presset på politikerne for at gøre noget. I 1887 blev der lagt skat på øl samt en afgift på 18 øre på hver flaske brændevin. Det var ikke nok til at dæmpe forbruget, og derfor prøvede man igen med forsigtige afgiftsstigninger. I 1912 var afgiften på 60 øre pr. flaske, men Venstre og Socialdemokratiet ville ikke gå med til forhøjelser, der virkelig kunne gøre en forskel. De, der selv svælgede i cognac og champagne, skulle holde fingrene fra »den fattige mands snaps«.

Politisk uvilje mod afgifter

Omkring 1900 havde læger og myndigheder fundet sammen i et nært samarbejde for at bekæmpe folkesygdommen tuberkulose. Folkesundhed var blevet et prioriteringsområde. Sideløbende med arbejderbevægelsen voksede afholdsbevægelsen – i begyndelsen i gensidig forståelse. Men forholdet blev lidt anstrengt, da arbejderbevægelsen i 1902 grundlagde det kooperative bryggeri Stjernen.

En regeringsnedsat Ædruelighedskommission fremlagde i 1907 en betænkning, hvor man bl.a. noterede, at lægernes indsats for at overbevise befolkningen om en sundere levevis havde ført til et mindre fald i alkoholforbruget. Men kampagner var ikke nok, og kommissionen foreslog derfor også andre muligheder for »Paavirkning af Samfundsborgeren til større Ædruelighed«.

Kommissionen pegede blandt andet på prisen som en vigtig faktor. Men politikerne tøvede: Højrefløjen advarede imod »formynderi« – og i øvrigt var der hensynet til erhvervslivet (erhvervsgiganten C.F. Tietgen havde grundlagt De Danske Spritfabrikker i 1881 og sad tungt på markedet).

Thorvald Staunings socialdemokrati var som nævnt imod af andre grunde – men endte med at bøje sig, da regeringen foreslog at bruge afgiftsprovenuet til at sænke priserne på basale fødevarer.

Kornmangel som påskud

Den umådeholdne drukkenskab fyldte godt i medicinalstatistikkerne, men selv om delirium tremens nærmest var en folkesygdom hos underklassen, var »den fattige mands snaps« nærmest fredhellig.

Indirekte blev det Første Verdenskrig, der gennemtvang en løsning. Krigen i Europa havde ført til mangel på fødevarer og store prisforhøjelser. Der var mangel på korn og kartofler og på kul til brænderierne.

Da en ny Ædruelighedskommission i 1914 foreslog en massiv afgiftsforhøjelse, var det den radikale finansminister Edvard Brandes, som gik på Folketingets talerstol med »Forslag til Lov om Tillægsafgift paa Spiritus«. Ikke med folkesundheden som den vigtigste begrundelse. Det, der kunne samle et bredt politisk flertal, var argumentet om, at der på grund af krigen var mangel på kartofler, brødkorn og kul. Forslaget blev vedtaget og sendt til Landstinget, der også tilsluttede sig.

Loven blev implementeret trinvist. Først med en måneds totalt forbud mod salg og udskænkning af alkohol og derefter en afgiftsstigning, der tidoblede prisen på en flaske snaps.

Indgrebet virkede – i hvert fald for en tid. Siden 1971 har danskernes alkoholforbrug været på niveau med årene før 1917.

Siden er forbruget steget yderligere – dog er det ikke brændevin og mælketoddyer, der bærer forbruget. Det er i høj grad også fornemme årgangsvine, single malt whisky, gin for connaisseurs og specialøl – for ikke at nævne mange unges weekenddødsdruk.

Øjeblikkelig effekt

Den dramatiske afgiftsforhøjelse, der trådte i kraft i marts 1917, virkede øjeblikkeligt. Allerede det følgende år kunne Ugeskrift for Læger oplyse, at medicinalstatistikken for 1917 viste et halveret forbrug i forhold til 1916: Forbruget var nu 3,15 liter ren alkohol pr. dansker – næsten på decimalen en halvering i forhold til året før.

Af myndighedernes medicinalberetning for året 1918 fremgår det ifølge Ugeskrift for Læger, at der

dette år kun indlagdes 51 personer med delirium tremens, mod 1.109 indlæggelser i 1910. Og det lave tal havde bidt sig fast: I 1920 blev der registreret 56 tilfælde.

I februar 1917 havde en flaske snaps kostet en krone. I marts nåede prisen op på 11 kroner.

Ser man på salget af brændevin alene, var faldet endnu mere markant. I 1916 blev der solgt cirka 15 flasker brændevin pr. indbygger. I 1918 var salget reduceret til lidt over én flaske.

Frem til 1950’erne lå det gennemsnitlige forbrug pr. indbygger over 14 år lavt, på omkring fem liter ren alkohol om året. Efter Danmarks indtræden i EF blev afgifterne ikke længere justeret i takt med pristallet, og priserne på alkohol blev gradvist mindre prohibitive. Fra midten af 1970’erne var forbruget tilbage på niveauet fra 1916.

I dag har danskernes alkoholforbrug stabiliseret sig på cirka elleve liter ren alkohol pr. indbygger over 14 år. Det svarer til et forbrug på 2-3 genstande dagligt.