Overlæge Anne Øberg Lauritsen bruger en stor del af sine fridage på at flyve ud i verden og hente skandinaver, der er blevet syge eller er kommet til skade på deres ferie. Hun elsker sit job som ledsagerlæge, hvor hun bliver udfordret på noget helt andet end det faglige.
Det kunne være så nemt bare at smide sig i liggestolen. Og fuldt fortjent efter en periode med døgnvagter og lange arbejdsdage. Men når overlæge Anne Øberg Lauritsen har udsigt til en uges afspadsering, går hun straks hjem og finder rejsepasset, lægetasken og kufferten frem.
”Jeg ved aldrig, hvornår jeg bliver kaldt af sted, men når telefonen ringer, skal jeg som regel være klar til at hoppe på et fly inden for 24 timer”, fortæller Anne Øberg Lauritsen.
I de seneste 17 år har hun ved siden af sit fuldtidsarbejde som overlæge arbejdet som ledsagerlæge i assistanceselskabet SOS International. Jobbet indebærer, at hun skal rejse ud for at hente danskere og andre skandinaver, der er blevet alvorligt syge i udlandet, og for Anne Øberg Lauritsen er det et perfekt job fuldt af udfordringer:
”Jeg kan hamrende godt lide at rejse og opleve andre kulturer, men det handler også om, at jeg synes, det er sjovt at komme lidt ud på egen feltfod og blive udfordret på nogle helt andre områder end dem, jeg bliver udfordret på i min dagligdag på et dansk hospital, hvor alt er kontrolleret og sat i system”.
I praksis fungerer arbejdet sådan, at Anne Øberg Lauritsen kontakter SOS International og melder sig ledig på markedet, når hun kan se, at der kommer en periode med nogle afspadseringsdage. Herefter bliver hun typisk ringet op med en dags varsel med kort information om rejsedestinationen og hvilken patient, hun skal ned og hente.
Faktaboks
”Ofte er det inden for Europa, men det hænder også, at jeg skal ud på en længere rejse til f.eks. Thailand, Sydamerika eller Indien. Jeg er vant til lidt af hvert fra mit arbejde på en intensivafdeling, så selv om nogle af patienterne er meget syge, er det den mindste del af jobbet. Den store udfordring er logistikken og det kulturmæssige”.
I flyveren på vej ned mod destinationen forbereder hun sig mentalt på det, der venter hende. Det kan være alt lige fra en manglende ambulance til våben, bestikkelse og læger, der ikke kan tale engelsk.
”Jeg er en cowboy, når jeg er ude. Meget mere end jeg er læge. Vi er så vant til i Danmark, at tingene bare fungerer, men ens tålmodighed kommer virkelig på prøve, når man stifter bekendtskab med hospitalskulturen i mange andre lande. Jeg har oplevet, at der er står et ambulancefly og venter til 15.000 kr. i timen, og så kommer der bare ikke nogen ambulance. ,Hasta manana’, du ved! Så skal man til at tænke kreativt”.
Af erfaring ved Anne Øberg Lauritsen, at det er godt at gøre sig gode venner med taxachaufføren eller nogle andre lokale, der kan hjælpe hende med de forhindringer, der typisk opstår, inden hun sidder med patienten i flyet på vej tilbage mod Skandinavien.
”Basalt set er det jo der, arbejdet starter, og jeg skal træde til som læge. Med det er alt det, der går forud, der er udfordrende. Nogle gange kommer jeg ned til en patient, der har mistet sit pas. Andre gange viser det sig, at patienten har sytten kufferter, der skal transporteres ud til lufthavnen, og så skal jeg ud og skaffe en ,Arnold Schwarzenegger’”, griner Anne Øberg Lauritsen.
Hun kender efterhånden også kulturen så godt i de forskellige lande, at hun ved, hvad hun kan forvente, og hvilke kneb der virker. I Østeuropa og de tidligere sovjetlande er liv ikke meget værd. Money talks. Her er det kun cool cash, der gælder. I andre lande bliver alle døre åbnet, så snart hun siger, at hun er læge. Mens det i Sydeuropa virker stort set hver gang, når hun spiller rollen som den hjælpeløse kvinde. Især hvis hun samtidig kan mobilisere en lille trækning ved mundvigen!
”Jeg har den egenskab, at hvis jeg først har bidt mig fast, skal jeg nok få patienten ud af landet. Det nytter ikke noget at sætte sig ned og vente på, at nogle andre kommer og løser det for dig. For der er ingen andre. Jeg spiller kvindekortet fuldt bevidst, når der er brug for det. Også selv om jeg går ind for ligestilling. Det er alene ud fra tanken om, hvor jeg kommer længst i den her situation”.
At hospitalssystemet ofte er mindre effektivt og af en helt anden standard end i Danmark, oplevede Anne Øberg Lauritsen for nylig i Grækenland, hvor hun skulle transportere en ung mand hjem. Han havde været udsat for en alvorlig trafikulykke og lå i respirator. Meget var brækket, og maven havde været flået op, men han var stabil nok til at blive transporteret hjem.
”En sygeplejerske og jeg fik installeret ham i ambulancen, så han kunne blive kørt ud til lufthavnen, hvor et ambulancefly ventede. Alt var godt, men midt i Athen gik ambulancen i stykker, og så sad vi der og glanede”, fortæller Anne Øberg Lauritsen og smiler.
Ambulancechaufføren tog det roligt og meddelte, at der højst ville gå ti minutter, før der kom noget assistance. Og ganske rigtigt: Ti minutter senere kørte en lastbil op på siden af ambulancen med åbent lad og halm på gulvet.
”Vi stod og ventilerede, og før vi vidste af det, var vi placeret på ladet med patienten tværs igennem Athen. Der er jo ingen hygiejnesygeplejersker herhjemme, der nogen sinde ville have accepteret det, men i sådan en situation har jeg ansvaret for patienten, og jeg vurderede, at det var forsvarligt”.
I de intense døgn Anne Øberg Lauritsen er sammen med patienterne, når hun at komme tæt ind på livet af dem.
”Mange af patienterne begynder at græde, når de ser mig. De ser mig lidt som en frelsende engel, der kommer og redder dem. De fleste af dem har oplevet pludselig at få døden tæt ind på livet i et land, hvor de er langt hjemmefra og ikke taler sproget. Derfor er en stor del af min rolle også at være psykolog og lytte til dem”.
Ofte er det ældre patienter. Men det kan også være for tidligt fødte børn, der skal transporteres hjem i kuvøse, unge, der pludselig er blevet syge, eller patienter med kræft, der havde håbet på at kunne klare en sidste rejse.
”De fortæller mig ofte dybt private ting. Mange har en masse spørgsmål om fremtiden, som kan være alt lige fra, om de kommer til at gå igen, til, om de er døende. Jeg er altid meget ærlig over for dem. Det synes jeg, de har krav på”.
Når patienten er placeret i flyet, kan Anne Øberg Lauritsen trække vejret roligt. For hende er det den nemmeste del af jobbet, selv om hun skal være klar til både at tørre afføring og urin op og samtidig gribe hurtigt ind, hvis patientens tilstand bliver forværret undervejs:
”Man skal være villig til at tage fat. I det her job nytter det ikke noget, at man er for fin på den som læge. Til gengæld giver det mig en stor tværfaglig viden og en respekt for sygeplejerskernes arbejde i min dagligdag. Det er med til at minde mig om, hvor vigtigt det er at behandle det hele menneskeligt”.
