Skip to main content



Gå en tur i Paris ved frokosttid, og du vil se restauranterne bugne af kunder. Ikke bare forretningsfolk, der holder møde, men også helt almindelige lønmodtagere, som smovser sig i kalveragout og bløde oste. For det meste på arbejdsgiverbetalte spiseboner og gerne med et godt glas Bourgogne til.

Frokosten er stadig noget nær hellig i Frankrig. Hver dag året rundt sætter 54 procent af alle franskmænd sig ned for at spise frokost, og det er ikke en flad madpakke, men derimod to og gerne tre retter, der ryger indenbords. Selv i franske skolekantiner serveres hver dag forret, hovedret, ost og dessert.

Til sammenligning er det kun 17 procent af englænderne, der bruger tid på en ordentlig frokost, og for de fleste amerikanere er måltidet midt på dagen reduceret til en hurtig sandwich mellem to gøremål.

Alligevel er franskmændene markant slankere end både englændere og amerikanere. Eller sagt på en anden måde: De er ikke nær så fede.

Ifølge en engelsk-canadisk undersøgelse, som i februar blev offentliggjort i The Lancet, er franske mænd stadig de slankeste i Europa og franske kvinder de næsttyndeste efter italienerne. Så mens fedme er blevet et globalt sundhedsproblem med næsten halvanden milliard overvægtige og 500 millioner direkte fede, så kan franskmændene, ifølge The Lancet, stadig vigte sig af en gennemsnitlig BMI på den rigtige side af de skelsættende 25.

Færre blodpropper

Men hvordan går det til? I et land, hvor maden i den grad er i centrum. Hvor hver eneste indbygger i gennemsnit spiser 24 kilo ost om året og drikker 43 liter vin. Hvor menukortet i selv den mindste bistro er et studie i kalorier og mættede fedtsyrer: fløde, creme fraiche og foie gras?

Det franske paradoks kalder amerikanske forskere fænomenet. Sammen med europæiske kolleger har de siden 1990'erne forsøgt at finde forklaringen på, at franskmænd kan spise fedt og have lige så meget kolesterol i blodet som amerikanere og englændere, men alligevel holde vægten. Tilmed ligger franskmændenes dødelighed af åreforkalkning og blodpropper kun på en tredjedel af amerikanernes og englændernes.

Nogen entydig forklaring er der ikke fundet. Visse forskere hævder, at franskmændenes daglige, men moderate indtag af rødvin er en væsentlig forklaring på det med hjerte- og karsygdommene, men ellers ser det ud til at være et samspil af flere faktorer:

  • Franskmændene spiser mere »naturligt« fedt end amerikanerne. 80 procent af deres fedtindtag kommer fra mejeriprodukter som ost og yoghurt. Til gengæld spiser de ikke nær så meget frituremad, snacks og fastfood.

  • De spiser markant mindre sukker og drikker ikke nær så meget sodavand.

  • Franske portioner er mindre end amerikanske. Ja, selv tallerkenerne er mindre i Frankrig. En gennemsnitsportion hos burgerkæden McDonald's er 23 % mindre i Europa end i USA.

Glæden ved at spise

En af de væsentligste årsager ser imidlertid ud til at være franskmændenes forhold til selve måltidet.

Claude Fischler, som er sociolog og forskningschef ved det statslige, franske forskningsinstitut, CNRS, og leder af Edgar Mortin Center for Socialvidenskab i Paris, har sammenlignet spisevanerne i Frankrig, Italien, Schweiz, Tyskland, England og USA. Resultaterne er offenliggjort i bogen Manger, og de viser, at der er enorm forskel på madkulturen i de forskellige lande. Faktisk så stor, at Fischler mener at kunne påvise, at sundhed ikke nødvendigvis hænger sammen med måltidets næringsmæssige værdi, men måden maden indtages på.

»Der er stor forskel på, hvordan f.eks. amerikanere og franskmænd opfatter mad. Hvis du spørger amerikanere, hvad det vil sige at spise godt, vil de typisk fortælle dig en hel masse om næringsværdi og sammensætningen af fedt, proteiner og kulhydrater. Franskmænd vil derimod tale om smag og kvalitet, friskhed, duft og oprindelse. De lægger vægt på sanseligheden, glæden ved at spise«, siger Claude Fischler til Ugeskrift for Læger.

Men hvordan kan det påvirke vægten?

»Jamen, det kan det, fordi franskmændene har en hel masse ritualer omkring måltidet. Det er et socialt anliggende. De lægger vægt på at spise til bestemte tider og sammen med andre. At gøre det hyggeligt. I Frankrig er måltiderne en utrolig vigtig del af den sociale struktur, og derfor bruger franskmændene i snit stadig 96 minutter på at sidde ned og spise hver dag, mens andre nationaliteter kun bruger 40-50 minutter«, forklarer Fischler.

Hans forskning viser, at der i USA og Storbritannien er en udbredt tendens til at springe måltider over eller spise usamlet, mad i farten. Hvilket faktisk får vægten til at stige. Vi spiser nemlig mere, når der er for meget at vælge imellem, når måltidet ikke er styret af regler, og når vi spiser alene.

»Amerikanerne har fuldstændigt individualiseret måltidet. Det er en del af den amerikanske idé om frihed; at man kan spise, når man vil, og hvad man vil. Men resultatet er, at de bliver meget federe. De har glemt, at mennesket dybest set er et socialt væsen. Den eneste dyreart, som spiser sammen for at have det rart«.

Fastfood vinder frem

Flere franske diætister advarer om, at franskmændene er på vej til at overtage de dårlige amerikanske spisevaner. Inden for de sidste 12 år har hver franskmand således taget 3,1 kilo på.

»Vi ser, hvordan den amerikanske madkultur vinder frem blandt de unge. Mange har aldrig lært at lave mad, og de synes, det er nemmere at købe en pizza. Især i de lavere sociale lag er overvægt begyndt at blive et problem«, siger diætist i Paris, Ariane Grumbach til Ugeskrift for læger. Hun henter bl.a. sin viden i en stor national undersøgelse, som dokumenterer, at næsten hver fjerde af de lavestlønnede franskmænd er tykke, mens kun 6 procent af de højtlønnede har vægtproblemer.

Men hvad kan man gøre for at dæmme op for den udvikling? Oplysningskampagner?

»Nej, det tror jeg ikke på. Det har man prøvet til hudløshed i både USA og England, og det virker ikke. Så begynder folk at spise med hovedet i stedet for, og så bliver det bare endnu værre. For så forsager man noget, lige til man ikke kan holde ud at forsage mere, hvorefter man går amok i alt det forbudte. Mad skal nydes, og det har franskmændene traditionelt været gode til«.