Skip to main content

Den gamle formand bliver den nye

31. okt. 2005
2 min.

Leif Kjærulf Christensen, formand for Nordjyllands Lægekredsforening

Formanden for Lægekredsforeningen i Nordjylland hedder stadig Leif Kjærulf Christensen efter den 1. januar 2006.

Så er spændingen overstået, i hvert fald i Nordjylland.

Mens de øvrige fire regioner er i færd med at indkalde og gøre klar til opstillingsmøder for de nye formandskandidater, er Nordjylland allerede i mål.

Ved fristens udløb for opstilling af kandidater til valget som ny formand den 1. september 2005 var der ikke anmeldt andre end den siddende formand for Nordjyllands Lægekredsforening.

Så valget blev let, som kendt i visse kirkesammenhænge.

Det løste kollisionsprogram med møde i Lægeforeningen den 22. september, men det var måske forventeligt med den beskedne ændring, som lillebroramtet havde udsigt til, og det forarbejde og de sonderinger, som er gået forud.

Formanden er altså den gamle, student fra Rungsted Statsskole 1964 og kandidat fra Københavns Universitet 1971. Siden 1977 i praksis, i 3-mandskompagniskabspraksis.

Kendskabet til foreningslivet tog sin start som tillidsmand for Yngre Læger på Hjørring Sygehus, senere i praksisudvalg og repræsentantskab for PLO og DADL og efterfølgende bestyrelsesmedlem i Lægernes Pensionskasse og seneste fire år formand for Nordjyllands Lægekredsforening.

I lokalområdet har der været tid til længere formandsfunktion i skolebestyrelse, udtalt interesse for lokal vandkvalitet. I en femårsperiode blev det til et ugentligt familielægeprogram i Danmarks Radio, Nordjylland, med vinkler fra livet set fra familielægens skrivebord.

Så det er en lokal kendt, som de nordjyske læger har ladet blive siddende for bordenden.