Den gode kliniske basisuddannels

Er uddannelsesværdien af klinisk basisuddannelse (KBU) i orden, eller er der behov for ændringer? Endelig kom den længe ventede »aftageranalyse«, hvor Sundhedsstyrelsen har spurgt aftagerne om KBU-lægernes kompetencer. Men hvad er egentlig svaret, og hvad kan vi bruge undersøgelsen til?

86% af aftagere mener, at KBU'en bør være på 18 måneder, men synspunktet underbygges ikke. Derfor kan man kun gisne om årsagerne, men det kunne være udtryk for en holdning om, at de nye læger ikke er dygtige nok. Det kan selvfølgelig også bare være udtryk for vanetænkning. Der er faktisk intet i analysen, der underbygger behovet for at forlænge KBU'en. Tværtimod, for samtidig svarer de fleste aftagere, måske lidt paradoksalt, at de ikke har ændret arbejdsgange eller gentænkt de nye lægers opgaver i forbindelse med overgangen fra turnus til KBU. Det må man formode, at enhver ansvarlig ledelse ville have gjort, hvis der var problemer med de nye lægers kompetenceniveau. Meget tyder derfor på, at 12 måneders KBU er godt nok.

KBU er en uddannelsesstilling, der skal give lægerne en god start på lægelivet. Lægerne skal ikke nødvendigvis være klar til at gå direkte ind i et mellemvagtslag eller producere 100% patientbehandling i almen praksis, når de begynder i en introduktionsstilling.

Hvis det er det, aftagerne går og håber på og tror, at de kan få, hvis KBU'en bliver forlænget til 18 måneder, er det på tide, at de åbner øjnene og siger goddag til virkeligheden anno 2011. Vi har brug for dygtige speciallæger - ja, og der er også brug for dem hurtigt i nogle specialer og regioner. Men det er ikke i overensstemmelse med intentionerne med KBU, at man skal have et bredt kendskab til specialet, når man starter i en introduktionsstilling.

Et andet fund i undersøgelsen er, at de medicinske afdelinger er dem, der lægger størst vægt på erfa-ring inden for specialet, når de besætter introduktionsstillinger. Det matcher desværre fint den virkelighed, vi oplever, hvor mange medicinske afdelinger har mere end svært ved at omstille sig og indstille sig på, at alle KBU-forløb - uanset specialesammensætning - kvalificerer til alle introduktionsstillinger, også de internmedicinske.

Yngre Læger var positive over for ideen om at inddrage flere specialer i KBU'en. Det er vi sådan set stadig. Men når der er nogle specialer, der ikke kan finde ud af det, må nogen lære dem det. Indtil det sker, skal vi sikre, at de enkelte læger ikke kommer i klemme. At en tilfældig lodtrækning ikke betyder, at potentielt dygtige speciallæger bliver afskåret fra en hel række specialer. Problematikken taler for en harmonisering af KBU-forløbene. Alternativt må det være et must at etablere ansættelsesudvalg og ad den vej sikre klarhed over ansættelsesprocedurer og vurderingskriterier, når introduktionsstillingerne besættes.

Med hensyn til indholdet er vi heller ikke i mål med den gode KBU endnu. Der er generelt enighed om, at KBU-lægernes kompetencer kan styrkes på »kroniker«-området og i forhold til rollen som leder/administrator. Konkret forestiller vi os en løsning, hvor alle KBU-læger bør have et ophold i almen praksis suppleret med et ophold på en afdeling med funktion i en fælles akutmodtagelse. Desuden skal målbeskrivelsen for KBU revideres, så f.eks. stuegangsfunktionen bliver en del af kompetenceporteføljen for KBU-læger.

Den løsning kræver selvfølgelig, at den nødvendige uddannelseskapacitet kan tilvejebringes både i almen praksis og i de fælles akutmodtagelser. P.t. ser det ud til, at man godt kan finde ud af at ansætte KBU-lægerne i de fælles akutmodtagelser, men speciallægerne skal med. Ellers bliver kvaliteten ikke bedre hverken for patienterne eller for KBU-lægerne.

I Yngre Læger mener vi, at der er et stort potentiale for forbedringer. Vi mener også, at analysen viser, at de nødvendige ændringer er relativt få, men vil få en stor effekt. Jeg synes, at vi skylder vores nye kolleger at lave de justeringer og give dem en god start på et godt lægeliv.