Den Gode Medicinske Afdeling - et kvalitetssikringsprojekt?

Kvalitet er in. Der er kvalitet overalt: kvalitetsudvikling, kvalitetssikring, kvalitetsprojekter, kvalitetsråd og kvalitetsudvalg osv. Der er store og små projekter. På nationalt plan findes der blandt mange andre Det Nationale Indikatorprojekt og Den Gode Medicinske Afdeling.

Alle synes at være enige om, hvad kvalitet er. Ordet er fyldt med positive konnotationer, og ingen ved sine fulde fem vil stille spørgsmålstegn ved, om der skal være kvalitet i sundhedssektoren. Men spørgsmålet er, om det med kvalitet og kvalitetssikring er så enkelt og ukompliceret, som man fornemmer, når man læser i den efterhånden temmelig omfattende litteratur, der beskæftiger sig med kvalitet bl.a. i sundhedssektoren.

Der er selvfølgelig i den tilgængelige litteratur en lang række - for en umiddelbar betragtning - ganske fornuftige overvejelser om, hvordan kvalitet kan beskrives. Der eksisterer sågar en næsten officiel definition heraf, som adapteret fra WHO siger, at kvalitet i sundhedssektoren er: høj professionel standard, høj patienttilfredshed, helhed i patient-forløbet, minimal patientrisiko og effektiv ressourceudnyttelse.

Denne definition på kvalitet er god at skrive (hjem) om og arbejde med ved skrivebordet. Skal man være positiv, kan man sige, at denne definition afspejler ønsket om, at vi yder good clinical practice , og at kvalitet derved mere eller mindre er identisk med good clinical practice . Skal man være lidt mindre positiv, kan man hævde, at definitionen er udmærket til skåltaler, men uhåndterlig i det daglige.

Og den daglige virkelighed synes da også at antyde, at det kvalitetsbegreb, som anvendes, og som er under stadig udbredelse, mere er et kvalitetsbegreb, som har sin rod i begyndelsen af det forrige århundredes modernistiske industrisamfund. Standarder, kriterier og indikatorer for systemers strukturer og processer er det, der er karakteristisk for denne måde at arbejde med produkters og serviceydelsers kvalitet på. Tankegangen - filosofien - er udviklet og forfinet til en hel skole: total quality management . Denne måde at arbejde med kvalitet på i sundhedssektoren synes at have nået sin foreløbige kulmination med den netop gennemførte akkrediteringsproces i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Et andet eksempel på denne måde at arbejde med kvalitet på er projektet Den Gode Medicinske Afdeling. I dette nummer af Ugeskriftet beskriver Hellebek et al , hvordan en landsdækkende tværsnitsundersøgelse, der er udført på 39 medicinske afdelinger, har kunnet bestemme en række parametre, der relaterer sig til patienternes indlæggelsesforløb: plan herfor, oplysning om allergi, medicinstatus, højde/vægt, AK-behandling o.a. Arbejdet er stort og veltilrettelagt. Det afslører en række forskelle mellem de involverede afdelinger, som således får mulighed for at måle sig - benchmarking - mod hinanden og mod en fælles forestilling om good (best?) clinical practice . Samtidig illustrerer arbejdet på smukkeste vis tankegangen i et modernistisk kvalitetsbegreb.

Efter læsningen af Hellebek et al's imponerende arbejde får man lyst til at stille (i hvert fald) to spørgsmål. Hvordan ville man tilrettelægge et arbejde som Hellebek et al's , hvis man i stedet for et kvalitetsbegreb, som har sin oprindelse ved Henry Fords automobilsamlebånd, havde et kvalitetsbegreb, som var udviklet til i dag, til et postmoderne informationssamfund? Det er selvfølgeligt åbenlyst urimeligt at forlange, at Hellebek et al i deres diskussion skulle spekulere i så vidtløftige baner. Men man kan godt i den som nævnt efterhånden omfattende litteratur savne lidt perspektiv og visioner for, hvor arbejdet med denne slags emner egentlig skal bevæge sig hen.

Det andet spørgsmål, man kan få lyst til stille, er noget mere prosaisk, nemlig: Hvad er nytten? Måske ikke så meget nytten af lige præcis Hellebek et al's specifikke arbejde, men nytten af alle de forskellige kvalitetstiltag og -projekter, der er i gang. I et portræt af Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren i Ugeskriftet sidste efterår blev dets formand citeret for, at »Kvalitetsudvikling skal etableres som videnskabelig disciplin«. Det kan man kun være ganske enig i. Først når det nødvendige videnskabelige grundlag og det tilhørende begrebsapparat er udviklet, vil det være muligt at undersøge, om et kvalitetsudviklingsprojekt - eller for den sags skyld et kvalitetssikringsprojekt - vil have nogen nytte eller effekt, uden at der samtidig optræder for mange og ubehagelige bivirkninger. Parallellen til lægemiddelafprøvningens forskellige faser synes at være åbenbar. Og sat på spidsen: Havde akkrediteringen i Hovedstadens Sygehusfællesskab været et nyt lægemiddel, var det næppe blevet registreret.

Litteraturliste kan rekvireres hos forfatteren.