Den grønlandske lægeforenings 100-års jubilæumsskrift

Af den meget nyttige tidslinje, der afslutter bogen, fremgår bl.a., at Grønlands første læge virkede i Nuuk fra 1742 til 1744, dvs. 21 år efter at Hans Egede kom til Grønland. Næsten 100 år senere blev der oprettet først to, siden tre, distriktslægestillinger, og dette tal forblev uændret til 1905.

Det første sygehus blev etableret i Ilulissat i 1853 og placeret i den ene ende af kirken. Det er et godt eksempel på den pragmatiske holdning, man må have, når man arbejder i Grønland.

Fra året 1900 beskrives, at både gonorré og syfilis nu var til stede i Grønland. I 1946 kom den første faste læge til Østgrønland. I de følgende år er det tuberkulosens indtog, der fylder, med vaccinationer allerede fra 1949. Dronning Ingrids Hospital, som senere blev landssygehus, startede som tuberkulosesanatorium i 1955.

Infektionerne havde på det tidspunkt holdt sit indtog i en befolkning, der manglede immunitet, med lidelse og død til følge. Men der blev taget fat, også på forebyggelse. Specialiserede afdelinger for kirurgi og medicin kom i hhv. 1957 og 1962, og psykiatrien fik sin egen afdeling i 1976. Lægeklinikken flyttede til Dronning Ingrids Hospital i 1986 med bl.a. lægevagt som skadestuefunktion og nærhed til specialerne.

Efter indførelse af hjemmestyret og hjemtagning af sundhedsvæsenet i 1992 gik det stærkt med udviklingen. Telemedicin var et kæmpefremskridt i det store land med de lange afstande. Kollegial sparring, også med danske specialister, betød en kraftig forbedring af de faglige muligheder uden hverken at skulle vente på specialistbesøg eller sende patienter til Danmark, hvilket er både menneskeligt og personligt omkostningstungt. Der udvikledes retningslinjer for bl.a. fødsler, strategier for sundhedsvæsenet, herunder for forebyggelse, og der blev etableret forskning.

At problemerne alligevel stod i kø, er velkendt. Der er alt for få grønlandske læger, som vælger at arbejde i Grønland efter endt uddannelse, og det er til skade for kulturforståelsen og for sproget i samtalen med patienterne. Der er rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, som er endnu større, end vi kender i Danmark.

Balancen mellem specialister og generalister er særligt svær i Grønland. På regionssygehusene i de fem regioner skal man kunne dække akutfunktioner med almen medicin, simpel kirurgi og medicin samt psykiatri.

Kun få steder varetager man fødsler. Med den stigende specialisering er det ikke mange danskuddannede læger, der mestrer den nødvendige bredde.

Af de 19 interviewede er de seks kvinder. Det er hjertelægen, psykiateren, samfundsmedicineren, den ledende regionslæge, børnelægen og overlægen i palliation. Syv af de interviewede er født i Grønland. Fem er pensionister, men har arbejdet i Grønland i mange år og sikret kontinuitet og udvikling.

Det er karakteristisk, at de fleste af de danske læger er kommet til Grønland via partnere. Alle udtaler en stor glæde over arbejdets mangfoldighed, kravene til opfindsomhed og fleksibilitet, den viden, at man ofte er ene om beslutninger og handlinger. Det stiller store krav til integriteten.

Naturen er af alle omtalt som en del af det, der udgør kærligheden til Grønland.

Der er en god blanding af yngre og ældre, som er gået på pension. Af yngre, dvs. de, der fortsat er i arbejde, er der bl.a. hjertelægen, som er ledende overlæge på medicinsk afdeling, den ledende kirurg, der blev leder ved et tilfælde, den unge læge på vej til specialet samfundsmedicin, og som den nuværende landslæge regner med, bliver hans efterfølger, overlægen, der har palliation som speciale, professoren i arktisk medicin, der forsker morgen middag og aften, parret, der er hhv. ledende regionslæge og distriktslæge i Sisimiut, og den faste læge på østkysten gennem 33 år.

Endelig skal holdets nestor, den 94-årige Inge Lynge, nævnes. Hun var den første psykiater i Grønland, insisterede på, at der skulle oprettes en psykiatrisk afdeling, var en eminent lobbyist og lykkedes med det. Senere blev hun i 2000, 72 år gammel, dr.med. på en disputats om psykiske lidelser i Grønland, hvor hun beskæftigede sig med sygdom, kultur og samfund. Et forbillede for mange.

Bogen er skrevet med henblik på at kunne læses af alle uden sundhedsfaglige forudsætninger, velskrevet og spændende, så bl.a. fagord er forklaret. Lægen og journalisten Ulla Strudsholm har stået for alle interviewene. Vi får noget at vide om de interviewedes grund til at arbejde som læge i Grønland, deres indtryk og visioner for fremtiden, hvilket aftryk de synes, de har sat, gode anekdoter fra facetterede lægeliv og en faktaboks med hver enkelts cv.

Det gør bogen til underholdende læsning og giver et godt billede af sundhedsvæsenet og de enkelte interviewede. Glæder og frustrationer får plads.

Bogen er rigt illustreret med et indersidebillede af et trærelief af Anne Birthe Hove fra lægeklinikken i Nuuk og med fremragende fotografier af alle de interviewede. Markant er billederne af Uka Wilhjelm Geisler, hjertelægen, der ses i badedragt i fjorden. Man gyser næsten ved synet. Men alle udstråler overskud.

Bogen afsluttes med et efterord af den grønlandske politiker Aqqaluk Lynge. Bogen kan varmt anbefales.

Selv er jeg gennem de seneste 22 år kommet regelmæssigt i Grønland som specialist i psykiatri på kystbesøg, dvs. ophold på ca. en uge i en af de små byer.

Jeg ser alle de patienter med psykisk sygdom, der er i byen, lægger behandlingsplaner, justerer medicin og har specielt fokus på de retspsykiatriske patienter.

Jeg har været i Qaanaaq 18 gange og kunnet følge patienterne, byen og sundhedsvæsenets udvikling gennem de regelmæssige nedslag. Jeg har også været i andre byer og adskillige gange i korttidsvikariater på den psykiatriske afdeling i Nuuk. Den er, som det fremgår af interviewet med psykiateren Inge Lynge, startet i 1976 af hende.

Da jeg kom der første gang, var Fatuma Ali ledende overlæge. Hun satte kystbesøgene i system efter en distriktspsykiatrisk model, hvor vi danske læger skulle arbejde mindst en måned på afdelingen for at lære lidt om sundhedsvæsenet i Grønland, hvorefter vi blev sluppet løs »på kysten«, gerne med henblik på at vende tilbage til det samme sted. Modellen har overlevet og er hensigtsmæssig.

Som led i besøgene indgår supervision af personalet, på sygehus eller sundhedscenter, møder med socialforvaltningen, Kriminalforsorgen, måske den lokale skole, indimellem borgermøder, interview i lokalradioen m.v.

Jeg genkender så meget fra de forskellige interview i bogen. De første år følte jeg mig på herrens mark, når jeg var i Qaanaaq, når patienterne bl.a. var børn og voksne med neurologiske lidelser. Men det klaredes ved telefonsparring med gode kollegaer i Danmark. Telepsykiatriens indførelse gjorde en mærkbar forskel. Det lokale sygehus kunne få akutte patienter bedømt via teleforbindelse, og ikke mindst da den faste læge forsvandt, og der kun var korttidsvikarer både i læge- og sygeplejerskestillingen, har det stor betydning. Der åbnes også mulighed for enkelte krisesamtaler med psykiater eller psykologer i Nuuk.

Som dansk læge er jeg helt afhængig af god tolkning, og i Qaanaaq, der har sit eget sprog, thulesprog, er en lokaltsproget tolk en kæmpe fordel. Heldigvis har det ofte været muligt. Men tolken har også en funktion som »kulturtolk«, som kan fortælle, hvad der er sket i området siden sidst, om nye indtjeningsmuligheder som f.eks. etablering af et fryseanlæg, så fangerne kan sælge deres hellefisk til nedfrysning og videresalg. Hvilke dramatiske begivenheder der har været, så jeg kan være forberedt. Og den gode tolk må kunne fortælle mig, når mit sprog ikke lader sig oversætte, fordi det grønlandske sprog er så anderledes og beskrivende konstrueret, at det ikke har begreber for de forskellige sygdomme. Sammen finder vi så en måde at kommunikere på.

Det er rigt at arbejde i Grønland i kortere eller længere tid. At møde mennesker med så andre livsbetingelser end de danske, med en natur, der er bjergtagende, og at få lov til at få et lille indblik i deres liv og livsanskuelse.