Skip to main content

Den lægelige uddannelse i palliativ medicin

Lise Pedersen, Anders Bonde Jensen, Bent Enig, Peter Vejby Hansen, Jørn Herrstedt, Niels Viggo Jensen, Nina Keldsen & Torben Palshof

2. nov. 2005
8 min.

Dansk Selskab for Onkologi (DSO) og Dansk Selskab for Medicinsk Onkologi (DMO) afholdt den 20. april 2001 et fællesmøde om den lægelige uddannelse i palliativ medicin. Til mødet var der ud over onkologer inviteret læger fra de øvrige specialer, der beskæftiger sig med palliativ behandling. Mødet var arrangeret af en gruppe onkologer, der omfattede repræsentanter fra de fem onkologiske centre, en repræsentant fra de decentrale onkologiske afdelinger samt repræ- sentanter fra DSO's og DMO's bestyrelser.

Mødet blev indledt med et indlæg af Steen Werner Hansen, Sundhedsstyrelsen, København, der fokuserede på den nationale kræftplan og pointerede palliationens plads i onkologien. Derefter havde Per Sjøgren, København, et indlæg om en anæstesiologs synspunkter på den lægefaglige uddannelse i palliativ medicin. Birthe Jastrup, Odder, Ole Skat Nielsen, Silkeborg samt Frede Olesen, Århus, præsenterede derefter henholdsvis en intern mediciners, en kirurgs og en almen mediciners opfattelse af udviklingen og uddannelsen inden for området palliation. Status for den palliative indsats i England blev præsenteret af consultant Andrew Hoy, England, og status for den palliative indsats i Danmark blev præsenteret af afdelingslæge Anders Bonde Jensen, Århus. Endelig talte Mogens Grønvold, København, om forskning inden for palliation, og Lise Pedersen, København, præsenterede tankerne om og arbejdet med et fælles nordisk kernecurriculum (core -curriculum) i palliativ medicin for læger (retningslinier for undervisning i palliativ medicin).

Mødedeltagerne deltog herefter i arbejdsgrupper, hvor følgende principielle spørgsmål skulle drøftes: 1) Hvordan skal den lægelige uddannelse i palliativ medicin struktureres? 2) Skal den tilknyttes onkologien? 3) Hvor står de andre specialer i forhold til palliativ medicin? 4) Hvordan kommer vi videre? Nedenstående diskussionsoplæg var før mødet af planlægningsgruppen tilsendt deltagerne:

»Diskussionsoplæg vedrørende den lægelige uddannelse i palliativ medicin

Den palliative indsats har i de senere år fået en øget opmærksomhed i såvel Danmark som i de øvrige nordiske lande. Sundhedsstyrelsen beskriver i den nationale kræftplan ,den palliative indsats` som et selvstændigt punkt (afsnit XI) og betoner: ,I organiseringen af kræftbehandlingen er det derfor væsentligt, at dette vigtige aspekt af behandlingsindsatsen ikke glemmes eller undertrykkes i en konkurrence om ressourcerne`. Dette er den naturlige konsekvens af et stigende antal kræftpatienter kombineret med en stadig større erkendelse af de muligheder, der er for effektiv lindring af fysiske symptomer hos uhelbredeligt syge kræftpatienter og for at yde hjælp til at gennemleve de psykiske og eksistentielle problemer en sådan livssituation medfører. Støtte der i dag ikke gives på et tilstrækkeligt kvalificeret niveau alle steder i det danske sundhedssystem.

Denne øgede opmærksomhed har ført til, at der gennem de senere år i Danmark er etableret fire hospices, to af disse med udgående palliative team og ,homecare`. Der er endvidere etableret en palliativ medicinsk afdeling med eget ambulatorium og udefunktion, en palliativ enhed med et udgående palliativt team, en palliativ aflastningsafdeling på et etableret plejehjem og derudover har flere amter og kommuner planer om at etablere lokale palliative team og/eller udvide eksisterende palliative behandlingstilbud.

Folketinget vedtog i efteråret 2000 en ,Hospicelov`, hvis formål er, at palliative patienter i størst muligt omfang skal have mulighed for at vælge at tilbringe deres sidste tid på hospice. Gennem hospiceloven tilføres tre etablerede hospices (et i Vejle og to i hovedstadssområdet) hver 12 millioner kroner årligt.

Disse initiativer har medført, at der i dag er et stort behov for veluddannet personale til at varetage de palliative opgaver, og behovet vil blive endnu større i de kommende år, hvor der planlægges yderligere udbygning af dette område. Der er i dag ingen etableret prægraduat uddannelse i palliativ medicin inden for cand.med.-uddannelsen. På postgraduat niveau er der i den onkologiske speciallægeuddannelse indbygget et 3-dages A-kursus i palliativ medicin. Efter vores viden er der ingen andre speciallægeuddannelser, der har inkluderet A-kurser i palliativ medicin.

Det er således bydende nødvendigt at etablere et uddannelsesforløb inden for palliativ medicin, såvel prægraduat som postgraduat. Sundhedsstyrelsen påpeger da også i den nationale kræftplan, at ,For at sikre uddannelse inden for det palliative område, er det fortsat nødvendigt at uddannelsesinstitutionerne er opmærksomme på og anspores til at udvikle uddannelsesprogrammer om palliation, på så-vel prægraduat som postgraduat niveau. Derudover bør der etableres specialistuddannelser i palliation. Uddannel-sesbehovene er gældende for alle de sundhedsfaglige uddannelser, der er involveret i behandling, pleje og rehabilitering`.

Danske Onkologer (repræsenteret ved Dansk Selskab for Onkologi [DSO] og Dansk Selskab for Medicinsk Onkologi [DMO]) er helt enige i denne opfattelse. Vores oplæg til den lægelige uddannelse i palliativ medicin er, at der bør etableres: 1) en prægraduat uddannelse samt 2) en postgraduat uddannelse, dels på ,basisniveau` (bør inkluderes i relevante speciallægeuddannelser, inklusive almen medicin) og dels på ,avanceret niveau/specialistniveau`.

Der bør hurtigst muligt udvikles og udarbejdes uddannelsesprogrammer inden for de forskellige uddannelsesniveauer i palliativ medicin. Disse uddannelsesprogrammer kan baseres på de allerede foreliggende ,Core Curricula i Palliativ Medicin`, nemlig det britiske, det canadiske og det europæiske. For tiden arbejdes på at udvikle et selvstændigt nordisk core-curriculum for palliativ medicin.

En uddannelse i palliativ medicin på avanceret niveau bør kræve en forudgående speciallægeuddannelse inden for et af de specialer, der er involveret i palliativ behandling fx onkologi og anæstesiologi. Endvidere kunne specialer som kirurgi, gynækologi, geriatri, intern medicin eller almen medicin være relevante. Palliativ medicin kan registreres som et ,fagområde` under de nævnte specialer. Man undgår således at oprette et nyt speciale eller subspeciale (som anbefalet af Speciallægekommissionen).

Den teoretiske uddannelse på specialistniveau bør om muligt planlægges på fælles nordisk basis, med fælles nordiske teoretiske kurser, således at vi udnytter de kvalificerede lærerkræfter, vi har i Norden. Denne uddannelse i palliativ medicin på avanceret niveau bør principielt være åben for alle specialer, der arbejder med palliativ behandling. Det er imidlertid vigtigt, at de læger, der optages på en sådan uddannelse, har en vis praktisk erfaring med palliativ behandling. Endvidere skal de have taget den postgraduate uddannelse i palliativ medicin på basisniveau, eller palliative kurser på et tilsvarende niveau. Det vil formentlig være mest praktisk, at den nationale planlægning af et sådant ,specialistkursus` i palliativ medicin hører ind under et enkelt speciale. Dette speciale mener vi bør være onkologi, dels fordi over 90% af de patiente r, der har behov for palliativ specialistbehandling, erfaringsmæssigt er kræftpatienter (data fra store udenlandske palliative centre), dels fordi onkologisk behandling udgør en vigtig del af de palliative behandlingsmodaliteter (fx palliativ strålebehandling, palliativ kemoterapi) og endelig fordi onkologi foreløbig er det eneste speciale, hvor palliation er et obligatorisk A-kursus.

Konklusivt finder vi, at det er af yderste vigtighed, at der hurtigst muligt etableres en formaliseret uddannelse i palliativ medicin for læger på såvel prægraduat som postgraduat niveau. Behovet for veluddannede læger med specialviden inden for palliativ behandling og omsorg er allerede nu stort og vil øges markant inden for den nærmeste fremtid.

Ovennævnte skal opfattes som et diskussionsoplæg m.h.p. etablering af den lægelige uddannelse i palliativ medicin.«

Arbejdet i de nævnte workshopper blev fulgt af en plenumdiskussion, der mundede ud i følgende konklusioner:

Det kunne konkluderes, at mødedeltagerne entydigt anbefaler:

  • Palliativ medicin bør etableres som et fagområde under de relevante specialer (onkologi, anæstesiologi, intern medicin, almen medicin, kirurgi og eventuelt andre specialer). Det betyder, at man primært skal være speciallæge i et af de nævnte, relevante specialer, og derefter kan man supplere med en overbyggende »specialist«-uddannelse i palliativ medicin. Dette er på linie med Speciallægekommissionens betænkning fra maj 2000, der beskriver et fagområde således: 1) »Betegnelsen fagområde anvendes om de grenspecialer, som kommissionen ikke foreslår videreført som specialer samt om eksisterende og eventuelt kommende subspecialer, interesseområder og ekspertområder, og fagområder skal ikke godkendes og autoriseres af de centrale sundhedsmyndigheder«, 2) »Et fagområde er især karakteriseret ved, at læger med en særlig interesse og kompetence arbejder inden for et snævert område, som ikke er dækket af et godkendt speciale«, 3) »Der kan være flere veje ind i et fagområde, og der må derfor som hovedregel ikke stilles krav om, at profilering inden for et fagområde kun kan ske på grundlag af en speciallægeanerkendelse inden for et bestemt speciale« og 4) »Uddannelsen inden for et fagområde vil almindeligvis være baseret på vejledende retningslinier, der er udarbejdet af de videnskabelige selskaber inden for området«.

  • Etablering af palliativ medicin som et nyt fagområde bør foregå under Dansk Selskab for Palliativ Medicin (DSPM), der holder stiftende generalforsamling den 13. juni 2001, i samarbejde med moderselskaberne for de relevante specialer.

  • Der bør som led i ovennævnte arbejdsproces udvikles uddannelsesplaner for palliativ medicin på prægraduat niveau og postgraduat niveau, herunder både på basisniveau og på specialistniveau. Disse uddannelsesplaner bør baseres på allerede eksisterende core-curricula, der beskriver uddannelses- og undervisningskravene til ovennævnte niveauer for den lægelige uddannelse i palliativ medicin. En igangværende proces omkring et nordisk core- curriculum for den lægelige uddannelse i palliativ medicin anbefales som ud-gangspunkt. Vedrørende specialistuddannelsen i palliativ medicin kræves som nævnt en forudgående speciallægeuddannelse i et relevant speciale. Specialistuddannelsen i palliativ medicin skal anerkendes som kompetencegivende. Der bør defineres krav om en teoretisk uddannelse samt om en klinisk uddannelse (fx et år som afdelingslæge på en relevant afdeling, mens man tager den teoretiske uddannelse). Vedrørende uddannelsen på basisniveau anbefales, at denne indgår i de relevante speciallægeuddannelser som et tværfagligt A-kursus, hvilket Sundhedsstyrelsen således vil være ansvarlig for. Læger, der er uddannede på specialistniveau, bør påtage sig undervisning og uddannelse på basisniveau og på det prægraduate niveau.

  • Arbejdsprocessen bør initieres hurtigst muligt på alle niveauer. Det er specielt vigtigt at få uddannet læger på specialistniveau, bl.a. med henblik på at varetage uddannelsesfunktioner på alle niveauer.

Konklusionerne, som beskrevet ovenfor, støttes af bestyrelserne for DSO og DMO.

Denne orientering og opfordring om etablering af et nyt fagområde og en tilhørende formaliseret og kompetencegivende uddannelse i palliativ medicin fremsendes til: Sundhedsstyrelsen, de relevante videnskabelige selskaber, Dansk Anæstesiologisk Selskab, Dansk Hæmatologisk Selskab, Dansk Kirurgisk Selskab, Dansk Neurokirurgisk Selskab, Dansk Neurologisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk selskab for almen medicin, Dansk Selskab for Geriatri, Dansk Selskab for Intern Medicin, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, et nyt videnskabeligt selskab for palliativ medicin, som grundlagdes på en stiftende generalforsamling den 13. juni 2001, Ugeskrift for Læger.

Antaget den 10. juli 2001.

H:S Bispebjerg Hospital, palliativ medicins afdeling.