Content area

|

HISTORISK: Kampen mod den navnløse synd

I 1760 advarede en schweizisk læge mod de uhyggelige følger af onani. Nu var det ikke længere kirken, der fordømte »selvbesmittelsen« som en synd; det var selve videnskaben, der stemplede det harmløse tidsfordriv som unaturligt og skadeligt. 250 års kamp mod onani var fløjtet i gang.
Et af 16 farvelitografier fra 1830’erne, som viste den grumme skæbne, som på kort tid ville føre en onanist til en pinefuld død. Illustration fra bogen »Le livre sans titre«.
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

I århundreder havde onani været en synd, som kirken fordømte. Fænomenet var opkaldt efter Onan, en biperson i Det gamle Testamente, som Gud straffede med døden. Gud var angiveligt provokeret over, at Onan ved afbrudt samleje lod sin sæd falde på jorden, fordi han ikke, som Gud krævede, ville avle et barn med sin afdøde brors kone. (I parentes bemærket havde Gud også dræbt Onans bror i raseri over en uspecificeret synd).

Men i 1760 var videnskaben ved at tage konkurrencen op med kirken. Gamle dogmer blev udfordret – eller i hvert fald omfortolket. Dette år udgav den schweiziske læge Samuel Auguste Tissot bogen l’Onanisme. Bogen var et kampråb: Onani skulle bekæmpes med alle midler – ikke af religiøse grunde, men af strengt medicinske årsager. Her, midt i oplysningstiden, argumenterede Tissot rationelt. På basis af logik og empiriske iagttagelser påviste han, at onanien var »unaturlig« og derfor førte til svækkelse, sygdom og død.

Naturens straffedom

Tissot havde i sin praksis set mange unge, mandlige onanister, hvis helbred var ødelagt, fordi de havde »spildt« deres sæd. Den var en uundværlig »livsvæske«, som kroppen ikke måtte berøves. Onani ville føre til »en mærkbar kraftreduktion, svækkelse af hukommelsen og endda fornuften, sløret syn, alle slags nervelidelser, podagra, gigt, henfald af forplantningsorganerne, blod i urinen, spiseforstyrrelser, hovedpiner og et yderligere stort antal lidelser«.

Faktisk kunne man dø af sædtab: En patient »havde uden samleje haft en sædafgang, som umiddelbart blev fulgt af feber, delirium, kramper og andre voldsomme symptomer, der medførte døden i løbet af fire timer«.

Onani har aldrig været velset. For 2.400 år siden advarede Hippokrates mod at forstyrre ligevægten mellem kroppens væsker, og Aristoteles mente, at for megen sex satte væksten i stå. Siden overtog kirken fordømmelsen af onani – nu som en synd imod Gud. Men fra og med 1760 havde teologerne ikke længere monopol på fordømmelsen: Med sin »videnskabelige« argumentation gjorde Tissot onani til et medicinsk problem. Noget, der stred mod »det naturlige«.

Man kan sige, at Tissot var biased, da han både var calvinistisk protestant og rådgiver for Vatikanet. Skønt han pakkede sit budskab ind i oplysningstidens populære rationalitet, lå der en slet skjult religiøs moralisme i henvisningen til »det naturlige«. Nu var det bare ikke Himlen, men »naturen«, der ramte onanisten med fortabelse og død. Tissot havde omskabt gammel overtro til en trussel mod folkesundheden, og det havde større gennemslagskraft end præstens religiøse og moralske argumenter. 200 års hetz mod den uskyldige fornøjelse var sat i gang.

I 1880’erne kom en række perverse opfindelser på markedet, der skulle stoppe de onanistiske aktiviteter (The Wellcome Collection).I 1880’erne kom en række perverse opfindelser på markedet, der skulle stoppe de onanistiske aktiviteter (The Wellcome Collection).

»Vor Tidsalders Pest«

Tissots bog blev oversat til mange sprog og startede en lavine af lignende udgivelser. En dansk udgivelse af Tissots bog blev dog aflyst, da den københavnske medicinprofessor Johan Clemens Tode (1736-1806) på det kraftigste advarede mod at udgive bogen, da den blotte omtale af emnet ville vække unge menneskers nysgerrighed over for det forbudte. I et af sine mange sundhedstidsskrifter kritiserede Tode den schweiziske kollega (end ikke hans navn vil Tode nævne) for overhovedet at sætte navn på »Ondet« og beskrive det så detaljeret. Det lykkes for Tode at skrive en længere artikel imod Tissots bog uden at nævne dens titel eller forfatterens navn – eller blot oplyse, hvad det omtalte »Onde« egentlig går ud på. Tode omtaler bogen som »et vist Skrift«, der handler om »en vis Ting« – ordet »onani« tør han slet ikke bruge.

Det tør lægen Henrich Callisen godt, da han i 1809 udgiver tobindsværket Physisk-Medizinske Betragtninger over Kiöbenhavn. Her bruger han 11 sider på emnet »Onanie, denne vor Tidsalders Pest (er) en af de meest fornedrende lidenskabelige Handlinger, der har udbredt sig næsten over hele Jordkloden, giort utallige Mennesker ulykkelige, og ledet dem til Fordærvelse; den er ogsaa i Kiøbenhavn …«.

Den »unaturlige« udtømmelse af sæd er livsforkortende og tapper livskraften, for slet ikke at tale om, at man bortkaster »Spiren til den næste Generation«. At bekæmpe onanien er derfor »upaatvivlelig en af Menneskehedens vigtigste Anliggender«, fastslår Callisen.

Skammen og afskyen fortsatte uformindsket op gennem 1800-tallet. I 1830 udkom i Paris bogen, der meget sigende hed Le Livre Sans Titre (Bogen uden titel). Her kan man gyse over 16 farvelitografier, som viser de frygtelige følger af onaniens kortvarige fornøjelse: Først ser man en ung, rødkindet mand (»hans moders fromme håb«), men gradvist forvandler hans slemme vane ham til et gustent, duknakket skrog. Snart kaster han blod op i en skål, angribes af bylder, bliver sengeliggende og tæres gradvist hen. Til slut er han skind og ben og udånder som 17-årig under frygtelige pinsler.

Den slags er ikke læsning for følsomme sjæle, og digteren H.C. Andersen blev ramt dybt. Han nagedes af anger og kradsede sorte kors i dagbogen, hver gang han havde forgrebet sig.

Moral forklædt som videnskab

Selv om medicinen gennem 1800-tallet blev til en videnskab, var synet på onani uændret moraliserende og fordømmende. Nu førte moralisten sig bare frem med lægevidenskabelig jargon. I 1877 konstaterer tidsskriftet Hospitals-tidende, at masturbation kun kendes hos civiliserede folkeslag, men »ikke hos de vilde Racer«. De vilde har nemlig hverken jura eller moralske skrupler. De kan give drifterne afløb ad »naturlig« vej, når trangen melder sig. Masturbation er ganske vist »iagttaget hos lavere stillede Dyr som Hunde og Rotter«, men kun i sjældne tilfælde – og i disse tilfælde mener forfatteren, at dyrene har lært det af »fordærvede Medlemmer« af menneskeracen.

Ifølge Hospitals-Tidende må alderen fra 5 til 16 år anses for »den masturberende Alder«, selv om »lasten« ofte fortsætter langt op i voksenlivet.

Derfor bør den unge mand hurtigst muligt vænnes af med den slemme vane, for den lidt for ihærdige onanist vil få »et blegt, udtryksløst Ansigt, nedslaaet Blik med stjaalne Øjekast til Siden, naar Ens Opmærksomhed bortdrages fra ham, klam Hud, udvidede subkutane Vener, belagt Tunge, uren Aande, træg Aabning (dvs. hård mave, red.). Man finder ham let at opskræmme, fej, søvnløs, dorsk, glemsom, ofte lidende af epileptiforme Anfald o.s.v.«.

Den elektriske erektionsalarm skulle hurtigt forvandle eventuel lystfølelse til intens smerte. (The Wellcome Collection).Den elektriske erektionsalarm skulle hurtigt forvandle eventuel lystfølelse til intens smerte. (The Wellcome Collection).

Ætsning og elektricitet

Den anbefalede behandling består bl.a. i kraftig, nærende kost, ledsaget af lette, spirituøse drikke, kolde afvaskninger og iskolde, natlige sædebade 3-4 gange om ugen. Motion er godt, men for at undgå at lysten opstår, er der er visse gymnastiske øvelser, man ikke bør indlade sig på.

Der indgår også torturlignende metoder. F.eks. at indføre en tyk, kold metalsonde i urethra eller endnu bedre: et dobbeltkateter, hvormed man to gange dagligt »eller endnu bedre om Natten« kan lede en strøm af koldt vand hen over prostata – og hos særligt hårdnakkede patienter: kauterisering (ætsning) af prostata og/eller urethra, og måske behandling af samme med elektrisk strøm. Lykkes det at bringe patienten »tilbage til sin normale Tilstand« er ægteskab den bedste forebyggelse mod tilbagefald.

Netop i slutningen af 1800-tallet dukker adskillige perverse opfindelser op, som skal hindre unge mænd i at onanere. Alarmen, der ringer eller giver elektriske stød, når penis erigeres. Penisringen med indvendige pigge, som skal sikre, at det mindste tilløb til erektion bliver en smertefuld oplevelse. Det krumme metalrør, der spændes fast over penis og hindrer erektionen.

Skammen lever videre

Op gennem 1900-tallet fortsætter elendigheden.

I 1923 advarer et lægeleksikon, Praktisk Veileder i Sundhed og Sygdom, mod det »haarrejsende Sludder, der gennem Tiden er skrevet om de skrækkelige Følger af Sædtab«. Mandens sæd er stadig »Legemets livskraftigste Udsondring og staar uden Tvivl i nær Forbindelse med Nervesystemets Ernæring«, og en for hyppig udtømmelse er »Grundvolden til Sygdomme«.

Forfatteren har derfor mange gode råd til at undgå den slags: Koldt karbad før sengetid og undgå »urene Tanker, usædelige Bøger, Selvbesmittelse (…) og alskens kjønslig Ophidselse«. Onani i søvne kan forebygges »ved at binde Hænderne (…) eller tage Handsker paa, som er forsynet med Brodder, saa de vækker den sovende, ifald han forsøger at gnide Kjønsdelene«.

Siden er der gået næsten 100 år og en seksuel revolution. Men skammen over at prygle aben, polere håndtaget, spille med blind makker eller kvæle anakondaen er aldrig forsvundet. Da Projekt SEXUS sidste efterår offentliggjorde sin store undersøgelse af danskernes seksualitet, svarede otte procent af mændene og ti procent af kvinderne, at de skammer sig over at onanere.

Samuel Tissot kaster en lang skygge.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Callisen H. Physisk Medizinske Betragtninger over Kiöbenhavn. Frederik Brummers Forlag, 1807,bd. 1:548-59.

  2. Hospitals-Tidende 1877:597-9, 801-5.

  3. Le livre sans titre. Paris, 1830.

Right side

af Bjørn Skjoldbye | 06/06
18 kommentarer
af Peter Doering | 05/06
2 kommentarer
af Lars Meinert | 04/06
2 kommentarer
af Andreas Tomaas Ravn | 04/06
1 Kommentar
af Poul Erik Rørbæk | 03/06
3 kommentarer
af Kristine Rasmussen | 03/06
1 Kommentar
af Theodóra Hannesdóttir Cleemann | 02/06
3 kommentarer