Den nye struktur

I de kommende måneder bliver brikkerne lagt til den største ændring af det kommunale danmarkskort i vores generation. Det vil især for sundhedssektoren betyde meget store forandringer, men som det tegner sig, vil langt de fleste af disse forandringer være positive. Den struktur, der lægges op til, vil på meget centrale områder understøtte de reformer, der allerede er igangsat på sundhedsområdet. Det drejer sig grundlæggende om udviklingen af det transparente sundhedsvæsen med hele indsatsen for en højere kvalitet, indsatsen for patientsikkerheden, videreuddannelsesreformen, specialiseringen omkring større enheder og en rationel forvaltning af væsenets ressourcer.

Vi glæder os i situationen især over, at der på sundhedsområdet tilsyneladende er en meget bred tilslutning til reformerne, også ud over de partier, som deltager i forliget, således at vi ikke inden for et kortere sigt igen risikerer større ændringer. Men så gror træerne heller ikke længere ind i himlen. Den økonomiaftale, som kom på plads før sommerpausen, tilførte ganske vist væsenet yderligere ressourcer, men langt de fleste penge var på forhånd øremærkede til især ventelister, mens der fx slet ikke var tilstrækkeligt med ressourcer til at begynde genopretningen af den nedslidte bygningsmasse. Der er heller ikke sammenhæng mellem forsikringerne om en effektiv implementering af den nye speciallægeuddannelse og den medfølgende bevilling. Musketereden om EPJ til tiden - dvs. inden udgangen af 2005 - begynder at lyde lidt hul.

Vi har også stadig det største besvær med at se, hvorledes en kommunal medfinansiering vil kunne medvirke til et bedre sundhedsvæsen. Den tredeling af finansieringen af de kommende regioner, som strukturaftalen lægger op til, virker ikke særligt logisk, og den kommunale betaling for sundhedsydelserne, der skal finansiere omkring 10 procent af sundhedsvæsenet, ser ud til at rumme et solidt potentiale til et nyt tungt bureaukrati. Endelig minder vi om, at dét som strukturaftalen fastlægger, er rammerne eller forudsætningerne for, at vi kan fastholde og udbygge et godt sundhedsvæsen. Men det er indholdet og de øvrige reformer, såsom gennemførelsen af den danske kvalitetsmodel, der er afgørende for, om vi får det. Hvis der ikke er ressourcer til at sikre lægernes videreuddannelse og forskning, sikre, at der er penge til nye bygninger og udstyr, og at der er plads til de medicinske patienter, så giver den nye struktur ikke en bedre kvalitet - fuldstændig som det er tilfældet under den nuværende struktur.

Men vi konstaterer i Lægeforeningen, at aftalen om en strukturreform på nogle af de centrale områder opfylder forudsætningerne for udviklingen af et sundhedsvæsen af meget høj kvalitet i Danmark. Aftalen om strukturreformen lægger op til, at der etableres fem regioner. Derved lever den op til det grundlæggende ønske om færre og større enheder, der åbner for en bedre udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer gennem øget specialisering og samordning. Den lægger det samlede ansvar for sundhedsområdet, sygehusene og sygesikringsområdet, inklusive den behandlende psykiatri, ét sted. Den lægger op til, at der sker en styrkelse af den lokale autonomi på sundhedsvæsenets store arbejdspladser samtidig med, at Sundhedsstyrelsen som central myndighed styrkes. Endelig konstaterer vi, at sundhedscentre stort set ikke nævnes i den endelige forligstekst. På trods af sommerens nordatlantiske egenskaber, kan det i den henseende være svært at bevare pessimismen.