Den parallelle sundhedssektor

Det er ikke mange år siden, at privathospitalerne var en halvdårlig forretning. F.eks. var nettoresultatet for Privathospitalet Mølholm A/S i Vejle kun på 500.000 kroner i 2001-02. Sidste år var det skudt i vejret til 4,4 mio. kroner.

Som regel handler debatten om privathospitaler om de politiske, etiske og lægefaglige aspekter: Er de på længere sigt en trussel mod den frie og lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet? Dræner de - i kraft af de tusinder af henvisninger fra amterne under ventelistegarantierne - midler fra det offentlige sundhedsvæsen? Hvad med den manglende forskning og uddannelse, som skulle sikre fremtidens kvalitetsudvikling? Hvordan sikrer man, at kvaliteten er i orden?

For nylig undersøgte Dagbladet Børsen de forretningsmæssige aspekter og tegnede billedet af en sektor i rivende vækst. En vækst, der især skyldes to omstændigheder:

• Det lidt stigende antal ventelistepatienter, der henvises fra det offentlige. Ifølge Amtsrådsforeningens opgørelse er der tale om flere end 5.000 pr. kvartal.

• Det meget stigende antal af privattegnede sundhedsforsikringer - f.eks. dem, firmaer tegner for medarbejdere, de nødigt vil undvære i længere tid.

Stærkt medvirkende til væksten er det også, at privathospitalerne har opgivet ideen om at være små, komplette sygehuse og nu i stigende grad tilbyder få specialer. Et af de seneste skud på denne stamme har været det private Center for Rygkirurgi i Hellerup, der åbnede i slutningen af 2004 og udelukkende laver rygoperationer til en pris på 50.000-100.000 kroner. Centrets 16 sengestuer har stort set været fuldt belagt siden starten, og indtil udgangen af maj havde centret opereret mellem 200 og 250 patienter, skønnede direktør Martin Bonnén over for Børsen.

En parallel sundhedssektor

»Man kan sige, at vi bevæger os i retning af en parallel sundhedssektor«, siger konsulent i Lægeforeningens sundhedspolitiske sekretariat, Peter Konow.

»Hvis man ser på, hvilke roller der skal til for at drive en sundhedssektor, skal der f.eks. nogle ,udførere` til at undersøge og behandle, og nogle ,arrangører`, der sætter folk i kontakt med behandlerne i dette sundhedsvæsen. Her kan man gå via sin praktiserende læge, men som noget nyt også direkte til specialister gennem sit forsikringsselskab, altså en parallel visitation uden om den praktiserende læge. Endelig skal man have en ,finansiør`, der sørger for, at pengene bliver bragt til veje. Det nye er her, at forsikringsselskaber er ved at vokse sig til en rigtig stor finansieringskilde. Og derudover optræder også det offentlige sundhedsvæsen som finansiør gennem ventelistegarantierne«.

Forsikrings- og pensionsbranchens interesseorganisation, Forsikring og Pension, regner med om få år at udbetale op mod 5 mia. kr. om året til dækning af forsikringstageres udgifter til forskellige slags behandling.

»Det offentlige hospitalsvæsen koster knap 50 mia. kr. om året, så der vil faktisk være tale om et tilskud svarende til 10 pct. af samfundets nuværende sygehusudgifter«, siger han.

En stor del af disse penge forventes at blive brugt til undersøgelser og behandling ved private hospitaler. Privathospitalerne har da også allerede nu så meget at lave, at de end ikke ligger i indbyrdes konkurrence om patienter, og flere af dem planlægger at udvide med nye bygninger.

Rigeligt at lave for private

I mellemtiden tjener privathospitalerne penge som aldrig tidligere. Efterspørgslen af sundhedsydelser er i princippet uden loft, og det er både syge og raske, der er kunder. Men der er kun en vis mængde læger, og risikoen for, at »det parallelle sundhedsvæsen« kommer til at øde lægeressourcer på overflødige undersøgelser og dublering af behandlinger, som allerede findes, er nærliggende.

På den anden side - vurderer Peter Konow - er der også mulighed for, at den øgede efterspørgsel vil føre til »indflyvning« af læger fra andre lande, som i kortere eller længere tid kan hjælpe med til at mætte efterspørgselen.

I 2000 viste en undersøgelse, DADL foretog, at 40.000 danskere havde en forsikring, der dækker behandling på hospitaler. Foreningen skønnede dengang ikke, at dette antal udgjorde en nævneværdig udfordring til det eksisterende sundhedsvæsen og den lige, frie adgang.

Fire år senere var tallet imidlertid steget til 300.000. Henrik Erichsen, der er medejer af Erichsens Privathospital og formand for Sammenslutningen af Privathospitaler i Danmark, vurderer dog ikke, at den private sygehussektor nogen sinde vil vokse sig større end fem procent af sengepladserne og 10 pct. af alle operationerne.

»Så skulle de offentlige sygehuse da klare sig meget dårligt«, siger han.

Men der er langt igen. For øjeblikket findes kun én pct. af sengepladserne på private sygehuse, og de tegner sig for ca. to pct. af behandlingerne.

»Vi har et stort set udmærket sygehusvæsen, som vi ikke skal ødelægge«, siger Henrik Erichsen »De private skal være et supplement«.

Hvad er det, som I er særligt gode til?

»Til at gøre tingene effektivt, og at yde en god service. Patienterne er glade for at have den samme læge gennem hele forløbet, en, der interesserer sig for dem og tager sig af dem. Her har man tid, og patienten er ikke et nummer.

Der er masser af eksempler fra det offentlige, hvor det er ligesådan. Men også på, at patienter kastes rundt og får en oplevelse af, at ingen tager sig af dem. Det kan vi ikke tillade os på et privat sygehus. Så går patienten«.

Henrik Erichsen nævner de kendte årsager til det parallelle sundhedsvæsens øjeblikkelige medvind: Ventelistegarantierne og væksten i private sundhedsforsikringer.

»Men dårlig service på de offentlige sygehuse spiller også en stor rolle. Og dårlig rengøring! Vi hører fra nogle patienter, at de ikke vil opereres på dét eller dét offentlige sygehus, for der er møgbeskidt«.

»Det, som de private hospitaler især er gode til, er de veldefinerede sygdomme med de nogenlunde forudsigelige forløb - og helst de kirurgiske«, siger Henrik Erichsen.

Og det er samtidig deres begrænsning:

»Kommer der en gammel, syg patient, der fejler noget medicinsk, er det meget svært for et privathospital. Vi aner ikke, hvad det ender med: Er det en kræftsygdom osv. Diagnosen kan være svær og kræve lang tid og mange ressourcer at stille. Den slags er vi ikke gode til - endnu, i hvert fald. Vi skal have veldefinerede sygdomme og helst kirurgiske. Dét er vi rigtig gode til«.

Nye former for samarbejde

En ny sektor i så hastig vækst og med så gode indtjeningsmuligheder får andre aktører end finans- og forsikringsbranchen til at overveje, hvor der er mulighed for at skære et stykke af kagen. Derfor har Falck og et - endnu anonymt - forsikringsselskab bebudet et nyt produkt: Betalte patientvejledere, der på kundens vegne skal optræde som interessevaretager over for sundhedsvæsenet. Det er en udfordring til ikke mindst lægerne om at blive bedre til at hjælpe patienterne med at orientere sig i de komplicerede behandlingsforløb. Men risikoen er, som kritikere har påpeget, at disse betalende i kraft af deres »advokater« vil kunne tiltvinge sig ressourcer og lægge beslag på opmærksomhed, der kun kan tages et sted, nemlig fra de uheldige, der ikke har entreret med Falck.

Trods betænkeligheder og mistro, især i de første år med private sundhedsfirmaer, er der dog flere steder ved at indtræffe en vis grad af samarbejde mellem offentlige og private, til gavn for begge parter. Ventelistegarantien har jo ikke kun været til privathospitalernes fordel; det har også skabt en øget, samlet produktion og sikret patienterne en hurtigere behandling.

Men der er andre eksempler på det praktiske samarbejde. Det mest aktuelle var omtalt i juninummeret af Fynske Læger - den fynske lægekredsforenings blad. Her orienterer Odense Kommunes socialoverlæge kredsens læger om en ordning, hvor kommunen efter bestemte retningslinjer og en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde betaler for, at borgere kan blive undersøgt og evt. behandlet på private klinikker og privathospitaler, hvis man derved kan imødegå, at borgeren får sociale problemer.

Et andet eksempel er det stigende antal sundhedscentre eller -klinikker, som Falck Health Care driver i samarbejde med større arbejdspladser, heriblandt enkelte større kommuner.

I Hvidovre har et privat Medicinsk Testcenter lejet lokaler og faciliteter hos Hvidovre Hospital efter arbejdstids ophør, hvor patienter kan undersøges i forbindelse med arbejdsmarkedssager.

Det offentlige sundhedsvæsen har to indgange til samarbejde med de ca. 170 private hospitaler og klinikker, Amtsrådsforeningen for tiden har aftaler med.

Den ene er det udvidede frie sygehusvalg, og den anden er de enkelte amters mulighed for at indgå deres egne aftaler, f.eks. for at få has på et akut ventelisteproblem. Det kan spare et amt for udgifter til at udbygge sin egen kapacitet, eller til at sende patienter ud af amtet. Hvor mange af den slags lokale aftaler, der er indgået, findes der ingen opgørelse over.

Antal af henviste er stabilt

Amtsrådsforeningen har opgjort, hvor stor en del af det offentlige sygehusvæsens midler, der bruges på undersøgelse og behandling ved privathospitaler. Ifølge kontorchef i Amtsrådsforeningen Peder Ring drejer det sig om »promiller, eller mindre« af det offentlige sygehusbudget.

Fra 3. kvartal 2002 til 4. kvartal 2004 er i alt 47.108 patienter henvist til og behandlet på private hospitaler.

Opgørelsen viser, at omkring en tredjedel, dvs. 15.410, har drejet sig om ortopædkirurgi samt rygoperationer. Den næststørste gruppe er øjenkirurgi med i alt 10.495 patienter, hvoraf 8.819 er opereret for grå stær. Herefter følger øre-næse-hals (6.644), røntgenundersøgelser og scanninger (3.459), plastikkirurgi (2.907) og åreknuder (2.833).

På baggrund af de hidtidige erfaringer ser Peder Ring ikke en stigende, offentlig anvendelse af privathospitalerne. Opgørelsen viser da også, at antallet af henvisninger kun viser en stabil om end svagt stigende tendens. I hele 2004 henvistes 21.759 patienter mod 19.656 i 2003.

I 2004 kostede det 215.171.561 kroner, mod hele 347.029.785 kroner i 2003.

»I starten så det ret eksponentielt ud, men nu ligger det rimeligt stabilt, kvartalsvist. Men det er med de nuværende forudsætninger. Regeringen har signaleret, at de vil sænke den nuværende to måneders grænse for ventetid til én måned. Alt andet lige vil det betyde, at flere vil søge privat behandling på det offentliges regning, men hvor stort omfanget vil blive er der ingen der kan forudse på nuværende tidspunkt. Det afhænger af, i hvilket omfang det vil ændre på folks forbrugsmønster«, siger Peder Ring.

Den eneste trussel mod privathospitalernes fortsatte vækst er tilsyneladende et regeringsskifte og en regering, der kunne finde på at afskaffe det udvidede, frie sygehusvalg.

På den anden side tegner private og arbejdsgiverbetalte forsikringsordninger sig for en større og større del af omsætningen.

Og foreløbig tegner de politiske konjunkturer godt for sektoren. Ifølge det seneste regeringsgrundlag vil VK-regeringen udvide det nuværende »udvidede frie sygehusvalg«, så patienter højst skal stå på en offentlig venteliste i én måned, og ikke to som i dag, inden de skal have tilbudt behandling på et privathospital. Med støtte fra Dansk Folkeparti regner regeringen med, at regler kan være ændret med virkning fra 1. januar 2007.

Links: www.sygehusvalg.dk giver oplysninger om aftaler mellem Amtsrådsforeningen og private behandlingssteder samt en opdateret oversigt over privathospitaler og -klinikker samt de behandlinger, der udbydes.

På skæv kurs?

I 2003 viste en opgørelse fra Amtsrådsforeningen, at hver femte fynske overlæge havde bijob - de fleste på et privathospital eller en privatklinik. Samlet var der sket en stigning i antallet på 15 procent siden 1998.

»Vi er på skæv kurs, og det skal vi arbejde mod«, erklærede formanden for sygehusudvalget i Fyns Amt, Poul-Erik Svendsen (S) i Fyns Stiftstidende (5. juni 2003).

Poul-Erik Svendsen beskyldte ifølge avisen overlægerne for at have en interesse i at opretholde lange ventelister: Dobbeltjobberiet må nødvendigvis give loyalitets- og interessekonflikter for de læger, det handler om", sagde politikeren.

Kort forinden var en gruppe overlæger på Amtssygehuset i Gentofte blevet anklaget for at henvise patienter fra hospitalets offentlige øreafdeling til en privatklinik, hvor de samme overlæger arbejdede i fritiden. En anklage, overlægerne blev frifundet for, men som fik Poul-Erik Svendsen til at kræve en undersøgelse af visitationsmønsteret i Fyns Amt.

Amtsrådsforeningen har kendskab til sådanne enkeltsager, der er blusset op i medierne, men ifølge kontorchef Peder Ring i Amtsrådsforeningen tyder intet på, at problemet er særlig stort. Sammen med Foreningen af Speciallæger (FAS) og de praktiserende speciallægers erhvervsforening, FAPS, har Amtsrådsforeningen dog nu aftalt retningslinjer for bibeskæftigelse og etiske retningslinjer for samarbejdet mellem det offentlige og de private, der bl.a. skal forebygge visitation til offentligt ansatte lægers privatklinikker.