Den moderne børneforsorg risikerer, takket være lægevidenskabens fremskridt, at »svække Slægten ved at holde Liv i tusinder, som Samfundet var bedst tjent med, bukkede under. Ja, hvad værre er, ved at holde Liv i disse tusinder, siger man, giver vi dem mulighed for at sætte titusinder af endnu dårligere udrustede og på forskellig Vis arveligt belastede Efterkommere i Verden«.
Det risler koldt ned ad ryggen, når man læser citatet, som stammer fra 1920. For det minder om tankegods, der få år senere førte til nazisternes eutanasiprogram og videre til holocaust. Men citatet stammer fra et af det danske Socialdemokratis historiske dokumenter, nemlig K. K. Steinckes omfangsrige rapport »Fremtidens Forsørgelsesvæsen«.
Rapporten advarer om, at hvis man – som det er partiets mål – skal sørge for samfundets svageste, må man overveje faren for, at de mere velstående får stadig færre børn, »mens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig stærkere«.
K. K. Steincke var dog klar over, at den slags synspunkter skulle fremlægges med nøgterne og sobre argumenter og ikke kastes ud til offentlig debat, hvor det »utvivlsomt med Befolkningens hele aandelige Niveau vilde have en forraaende Virkning«.
Bred politisk konsensus
At K. K. Steinckes bekymring ikke var ubegrundet fremgår af, at en tysk ølstueagitator ved navn Adolf Hitler i 1925 i sin bog »Mein Kampf« gav udtryk for de samme tanker. Dog med den væsentlige forskel, at mens K. K. Steinckes overvejelser drejede sig om muligheden for at opbygge en velfærdsstat, var Adolf Hitlers formuleringer netop den slags forrået værtshusdemagogi, som K. K. Steincke frygtede, at de racehygiejniske argumenter kunne misbruges til.
Til K. K. Steinckes forsvar skal siges, at racehygiejnen var et mainstreamtema i hele det politiske spektrum, fra det yderste højre til det yderste venstre. Således skrev den partiløse kommunist Jonathan Leunbach (1884-1955) i det kulturradikale tidsskrift Clarté, at lægevidenskaben nu havde sat menneskeracens »naturlige Udvælgelse« ud af kraft. En vis regulering af forplantningen var derfor nødvendig for gradvist at forædle »Menneskeslægtens Kvalitet«. Og da naturen ikke længere sørgede for udvælgelsen, måtte det ske »ved at Menneskene selv tager Sagen i sin Haand og indfører en planmæssig og rationel Racehygiejne«.
Det var især »åndssvaghed«, der bekymrede K. K. Steincke og racehygiejnikerne. I det gamle landbosamfund kendte alle »landsbytossen«, som havde sin plads i hakkeordenen. Men i det moderne industrisamfund med dets krav til evner og uddannelse gik »landsbytosserne« kun i vejen. De passede ikke ind i en disciplineret arbejdsstyrke og endte ofte på samfundets bund blandt byens bærme, drukkenbolte, småkriminelle og prostituerede. Og de ville sætte talrigt afkom i verden, som ville arve deres uheldige egenskaber og – ligesom forældrene – skulle forsørges af det kommende velfærdssamfund.
Truslen fra »de abnorme«
K. K. Steincke var ikke en rå demagog som Adolf Hitler, men en velmenende socialreformator. Alligevel skurrer det i vores moderne ører, når han i »Fremtidens Forsørgelsesvæsen« skriver, at »Vi behandler Undermaaleren med al Omsorg og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld af formere sig«.
K. K. Steincke vidste, at skulle hans racehygiejniske program blive til virkelighed, måtte han have lægerne med sig. I en tale i Medicinsk Selskab (bragt i Ugeskrift for Læger 1928, s. 1138-48) slog han til lyd for at skærpe ægteskabslovgivningen, så man forbød personer med visse sindslidelser, åndssvage, epileptikere og tuberkuløse at gifte sig. Han ville desuden tvangssterilisere »psykisk abnorme« og visse kriminelle, for der var jo en kerne af sandhed i det, som »mange siger« – nemlig at man »ved at holde Liv i disse Tusinder, giver … dem Mulighed for at sætte nye Titusinder af daarlig udrustede og paa forskellig Vis arvelig belastede Efterkommere i Verden, og vi er herigennem paa Vej til Civilisationens Undergang«, når de produktive fik stadig færre børn, »medens de laveste Lag i Samfundet, det rene Proletariat, Forbrydere og Undermaalere af enhver Art formerer sig langt stærkere«.
K. K. Steincke varslede et lovforslag om adgang til »at kastrere, eventuelt sterilisere, Personer, hvis Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning fremkalder Fare for dem selv og for Samfundet«, og desuden sterilisere »psykisk abnorme«, som er indespærret på anstalter. Hermed appellerede K. K. Steincke til »Lægestandens Tilslutning og Interesse«.
Lovene blev indført og åbnede en ladeport for overgreb på tusinder af mennesker – småkriminelle, mentalt handicappede og udviklingshæmmede samt utilpassede og folk, hvis egenskaber eller adfærd stødte an mod tidens moral – herunder »løsagtige« pigebørn og kvinder samt homoseksuelle.
Lægerne sluttede op
Der hørtes ingen indvendinger fra lægestandens side. Tværtimod blev det bakket op af Retslægerådet, selvom rådet i 1922 havde erklæret, at såvel kastration som sterilisation kunne ændre personligheden og medføre depression og sindssygdomme.
En af de få læger, som tog til orde imod lovforslaget, var den 82-årige, pensionerede distriktslæge på den dansk-vestindiske ø St. Thomas, Peder Mortensen (1847-1929). Han protesterede mod, at sundhedsminister (og læge) Victor Rubow og den konservative rigsdagsmand (og læge) Johannes Lou tilsyneladende tog hele lægestandens tilslutning til lovforslaget for givet. Peder Mortensen konstaterede, at de læger, som ytrede sig, forholdt sig undvigende eller lunkent. Han fornemmede, at lægestanden var »i Færd med at blive ledet ud i et Uføre … som kan blive til ubodelig Skade såvel for Standen selv, som for dens Clientel, den lidende Menneskehed, hvis vel det netop blev vor Stands Arv at varetage«. For nok kunne man fjerne syge organer, herunder kønsorganer, som var ramt af f.eks. kræft, men fandtes der overhovedet nogen lægelige indikationer for at gennemtvinge sterilisation eller kastration, dvs. fjernelse eller ødelæggelse af raske organer?
Nej, mente den gamle læge. Thi selv om det blev fremhævet, at indgrebene ikke måtte forstås som en straf, havde han svært ved at se det som andet end netop dét. Indgrebene var nemlig ikke lægehjælp, men »Lemlæstelser påbudte ved Lov og Dom … Bøddelarbejde i Lighed med Rakkerens Arbejde ved Kagstrygning o. lign.«.
Peder Mortensen appellerede derfor til sine kolleger om ikke på sådan vis at svigte den tillid, de nød i befolkningen og hos patienterne.
Redaktionen har vedhæftet denne nedladende slutbemærkning:
»Red. Har ikke villet nægte Optagelse af vor gamle Kollegas smukke og varmtfølte Indlæg. Men Problemet er saa mangesidigt, at det ikke lader sig løse alene ud fra følelsesbetonede Argumenter«.
Man ulejligede sig dog ikke med selv at imødegå den gamle kollega med fornuftsbetonede argumenter.
På glidebanen
Loven blev vedtaget i 1929 som den første af sin slags i Europa. Den kraftigste modstand kom fra konservative og kirkelige kredse. I 1933 fulgte Tyskland trop få måneder efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933.
I Danmark blev loven af 1929, som var en forsøgslov, fulgt op af flere eugeniske og racehygiejniske love og lovtillæg. Fra 1929 til 1967 blev omkring 13.000 danskere steriliseret som følge af den eugeniske lovgivning: først og fremmest lettere udviklingshæmmede (»Aandssvage«) og retarderede, men desuden personer med fysiske handicap, psykisk syge, alkoholikere, sædelighedsforbrydere, promiskuøse og brandstiftere. Til kategorien »Sædelighedsforbrydelser« hørte »Exhibition, Homosexualitet, Uterlighed mod Drenge, Sadisme, Fetischisme, Uterlighed mod Smaapiger, Voldtægt, Incest« samt seksuel omgang med dyr.
Med en lovskærpelse i 1935 blev det muligt at tvangssterilisere udviklingshæmmede samt »behandle« personer med »abnorm« seksualitet ved at kastrere dem. Fra 1950’erne og frem til lovens afskaffelse i 1967 blev anslået omkring 1.100 personer kastreret – heraf en del homoseksuelle, som havde »forført« mindreårige (under 21). Angiveligt skete kastrationen frivilligt, men homoseksuel »Forførelse« eller dom for anden »abnorm« seksualitet kunne medføre idømmelse af psykopatforvaring. I de tilfælde, hvor den var tidsubestemt, kunne den eneste vej ud i friheden være »frivilligt« at underkaste sig kastration.
