Content area

|

Den sorte død i provinsen

Man hører som regel om pesten, som i 1711 kostede omkring 20.000 københavnere livet ud af en befolkning på cirka 60.000. Men epidemien var egentlig begyndt i Helsingør året forinden, og her var katastrofen ikke mindre – måske tværtimod: Op mod 62 pct. af indbyggerne døde.
Strandgade i Helsingør omkr. 1900. I karéen til højre lå et gæstgiveri. Her indkvarterede en svensk skibspassager sig i 1710. Han var smittet med pesten, som dermed kom til Danmark. Epidemien krævede på få måneder tusinder af menneskeliv i Helsingør og København. Karéen blev nedrevet i 1939, og her er nu parkeringsplads. Oliemaleri af Peter Tom-Petersen. (Privateje. Foto: Bruun-Rasmussens Auktioner).
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadlnet.dk

Helsingør var spærret inde. En jernring af soldater var posteret rundt om byen, fra Espergærde i syd til Dronningmølle i nord. Ordren lød på at nedskyde enhver, der forsøgte at flygte fra byen, som var ramt af byldepest. På den måde håbede Frederik den 4.s regering, at man kunne inddæmme epidemien, så den ikke bredte sig til København – nå, ja – og resten af landet.

Snart forlod kongen og hans hof residensbyen. Det samme gjorde de fleste af hovedstadens 15-16 læger. Deres patienter – kongefamilien, hoffet, adelen og de rige – var jo også rejst, og man skal jo være der, hvor ens patienter er. Nogle af lægerne – som befandt sig i sikker afstand fra den pestramte by, og som i øvrigt aldrig havde set eller behandlet en pestsyg – forfattede endda små tryksager med gode råd om at forebygge og behandle pestsyge.

Kometer, krig og blodregn

Lægerne kunne sagtens forklare, hvad pesten skyldtes: Syd for grænsen var det meste af Europa viklet ind i en strid om den spanske arvefølge, og som man vidste, fulgte »pestagtige Sygdomme« altid i hærenes fodspor. Men dertil kom, som lægen og medicinhistorikeren F.V. Mansa skrev: »mærkelige og indflydelsesrige Forandringer i den physiske Verden: Meteorer af forskjelligt Slags, Jordrystelser, Udbrud af ildsprudende Bjerge, ny Øers Fremkomst af Havets Skiød, Landes og Byers Oversvømmelser … Betydelige Uregelmæssigheder i de climatiske Forhold o.s.v.«. Man havde også set nordlys i Danmark, blodig regn i Skåne, og kometer var blevet set både i 1702, 1706 og 1707. Hede somre havde afløst isvintre, og i Tyskland havde træer blomstret i februar. Flere lande havde været ramt af misvækst og udbrud af skørbug, »forrådnelsesagtige Febre«, blodgang (dysenteri, red.) og »ondartede apoplectiske Febre«, catarrhalsk feber og kopper. Og nu nærmede pesten sig Danmarks grænser.

Den krigeriske svenskekonge, Karl den 12., havde lidt nederlag syd for Østersøen og evakuerede sin hær til Skåne. Den danske konge greb chancen for at generobre de tabte områder og landsatte tropper syd for Helsingborg. De kamphærdede svenskere åd dem til morgenmad. Danskerne forskansede sig i byen og indledte i det tidlige forår 1710 et forsmædeligt tilbagetog over Øresund til Helsingør. Som afskedshilsen forpestede de byens brønde med kadavere af de heste, de ikke kunne tage med sig.

Hundreder af faldne blev efterladt i gaderne, men man fik da evakueret et stort antal soldater – mange svært syge af »forrådnelsesfeber«, formentlig plettyfus, som nu også bredte sig i Helsingør. Syge soldater blev transporteret til København og indlagt på militærhospitalet, hvorfra smitten spredtes i byen, hvor hundreder, måske tusinder, døde.

Karantæne – nej tak!

Pestepidemien i Helsingør og København i 1710-1711 skyldtes naturligvis hverken kometer eller blodig regn i Skåne. Årsagen var – som læserne ved – pestbacillen Yersinia pestis, som bl.a. udbredes af lopper, der bærer smitten videre fra syge rotter.

Epidemien nåede hertil, da et hollandsk skib anløb Helsingør den 26. september 1710. En passager fra det pestramte Stockholm gik i land og indlogerede sig sund og rask i Johan Burghoffs velrenommerede gæstgiveri i det nuværende Strandgade 91 (Skibsklarérergården). Efter kort tid blev han syg og blev bedt om at flytte. Han indlogerede sig hos færgemand Lodvig Douw lige over for hotellet, men blev mere og mere sløj, fik sorte pletter og døde efter et par dage. Det samme gjorde husets øvrige beboere.

Snart blev flere i byen syge og døde. Myndighederne i København sendte en læge til byen for at undersøge, om det var pest, så byen måtte lægges i karantæne. På en rejse til Italien havde kongen set, at sådan gjorde man i f.eks. Venedig.

Helsingør var helt afhængig af handel og skibstrafik. Alle handelsskibe, som passerede, skulle ankre op for at betale sundtold. Kaptajnerne benyttede opholdet til at proviantere hos byens handlende, og søfolkene skabte omsætning i havnebyens mange beværtninger. Det gjorde naturligvis byen udsat for smitte udefra. Men en karantæne ville være ødelæggende for Helsingør, og ifølge nogle kilder gjorde bystyret derfor alt for at skjule sygdommen, hemmeligholde de mange begravelser og i det hele taget bagatellisere og bortforklare de mange mistænkelige dødsfald.

En venligere version lyder, at det i begyndelsen var svært at vide, at der var tale om pest. Byen havde ingen uddannede læger, og da byldepesten ikke havde ramt Helsingør siden 1654, var der ingen, der havde erfaringer med sygdommen. I øvrigt havde byen lige været hårdt ramt af plettyfus, der også krævede mange liv – måske var det den samme sygdom? Uden kendskab til pestens ætiologi og fremtrædelsesformer var det svært at fastslå, at man nu stod over for Det Store P.

Helsingør afspærres

I december 1710 blev der imidlertid kortere mellem dødsfaldene. Alene den 23. december blev ti mennesker begravet. Og den 10. januar 1711 kunne det ikke længere skjules. En udsendt læge rapporterede tilbage til København, at Helsingør var ramt af pesten.

Fiskere og færgemænd fik strengt forbud mod at kontakte skibe fra Sverige og østersølandene. Mange af dem havde bierhverv ved smugleri og (ulovlig) handel med de fremmede skibe. Nu havde de, der normalt levede på og af havet, ingen indkomster, og sulten begyndte at gnave i mange husstande. Det svækkede modstandskraften yderligere.

I løbet af vinteren ringede begravelsesklokkerne fra Sankt Olai og Mariæ kirke dagligt, men i det tidligere forår aftog dødsfaldene, og mange åndede lettet op. Påskesøndag, den 5. april 1711, havde der i to uger kun været ganske få begravelser, og præsterne i både Sankt Olai og Mariæ kirker takkede i deres prædiken Gud for, at det værste nu var overstået. Men efter et par uger tog dødsfaldene til igen, og herfra blev det kun værre. Alligevel skulle der gå yderligere en måned, før man den 25. maj omsider greb til at afspærre Helsingør med tilliggende landsbyer. Den lange kæde af soldater havde ordre til at skyde enhver, der forsøgte at snige sig igennem. Al handel med omverdenen til vands og til lands indstilledes. Pestramte huse blev lukket af, og husets eventuelle overlevende skulle under trussel om dødsstraf holde sig isoleret i det smittede hus. De måtte ikke gå i de afdødes klæder eller ligge i deres sengetøj – endsige sælge det – men skulle straks brænde det.

Måske kunne epidemien være undgået

I Norge lykkedes det at holde pesten ude ved at tilbageholde og isolere tilrejsende fra smittede områder. I Danmark kunne epidemien også være standset i opløbet, hvis man langt tidligere havde afspærret det lille fiskerleje Lappen lidt uden for byen, hvor pesten først viste sig.

Men det var for sent nu. Pesten havde allerede krydset spærrezonen, og inde i byen steg dødstallet uge for uge. I en periode begravede byens to store kirker hver uge op mod 90 døde. Da epidemien var overstået hen på efteråret 1711, var 1.809 døde. Og det er endda kun de dødsfald, som var registreret i Skt. Olai og Mariæ sogne. Mange dødsfald blandt de fattige blev ikke registreret, og ikke alle fik en kirkebegravelse, men endte i massegrave.

Da pesten var overstået i november, var mellem 40 og 62 procent af indbyggerne omkommet. Kirkegårdene var overfyldte, og 146 huse stod tomme, fordi alle beboerne var døde.

Og afspærringen? Den var ikke alene kommet for sent – den hindrede heller ikke pesten i at nå til København. Flere forsøgte at snige sig gennem den militære afspærring, væk fra den uhyggelige og dødsmærkede by. En ung, forskræmt dreng slap ind til København, til sin mosters hus i Lille Grønnegade (i dag Ny Adelgade). Her blev han syg med opkastninger og døde to dage efter sin ankomst. Pesten var trods alle forholdsregler nået til landets hovedstad.

I november var epidemien brændt ud. Da var 23.000 mennesker – en tredjedel af byens indbyggere døde. Hele familier var blevet udslettet, mange huse stod tomme og var billigt til salg, forretninger var forladt, og der var stor mangel på arbejdskraft.

De mange tomme boliger og behovet for arbejdskraft trak folk til fra nær og fjern, og København kom snart på fode igen.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Strandgade i Helsingør omkr. 1900. I karéen til højre lå et gæstgiveri. Her indkvarterede en svensk skibspassager sig i 1710. Han var smittet med pesten, som dermed kom til Danmark. Epidemien krævede på få måneder tusinder af menneskeliv i Helsingør og København. Karéen blev nedrevet i 1939, og her er nu parkeringsplads. Oliemaleri af Peter Tom-Petersen. (Privateje. Foto: Bruun-Rasmussens Auktioner).

Right side

af Anette Bygum | 02/12
1 Kommentar
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer