Den spanske model

Spanien vinder kampen mod organmanglen. Her har man tre gange så mange donationer fra afdøde sammenlignet med Danmark, og forklaringen kaldes »den spanske model«.

Via en centralt styret organisation og uden at bruge penge på reklamekampagner eller organregistre sparer Spanien både penge og liv på sit donationssystem. Og chefen for den spanske nationale organdonationsstyrelse, Organización Nacional de Transplantes (ONT), Rafael Matesanz, afholder sig ikke fra at kritisere de øvrige EU-lande.

Tallene viser vejen

»Det er ikke nemt at overbevise andre EU-lande om, at det, de gør, er forkert. Men det er jo egentlig ikke særlig klogt, for vi har jo tal, der viser, hvordan man skal arbejde, men alligevel sker der ingenting«, siger han.

En akut mangel på organer i slutningen 1980'erne betød, at de spanske myndigheder besluttede sig for, at der måtte gøres noget. Antallet af donorer lå dengang, i 1989, på nogenlunde samme niveau, som Danmarks gør i dag (ca. 12 donorer pr. million indbyggere), og der var ingen tegn på, at det ville ændre sig i positiv retning.

Løsningen blev ukonventionel. ONT blev grundlagt og rettede fokus mod donationskoordinatorerne. Ifølge den spanske model er det vigtigt så tidligt som muligt at udpege potentielle donorer på sygehusene og have held til at få de pårørende til at give tilladelse til donation.

»Vi erkendte, at vi ikke kunne kontrollere 42 mio. indbyggere via et donorregister, men at vi kan kontrollere 1.500 pårørende i samtalen med koordinatorerne«, fortæller han.

Et net af aktører

Hvis man forestiller sig det spanske system som et net af aktører med alle led lige fra donorer og pårørende til medier og sygehusvæsenet, så hænger det hele sammen via ONT. Hovedkontoret har det nationale og overordnede ansvar, og virksomheden findes derudover på regionalt såvel som lokalt niveau.

ONT holder til i et stort, gråt hus i udkanten af det centrale Madrid. Herfra kontrolleres alt, tallet ligger i dag på 35 donorer for hver million indbyggere, og ud af adspurgte pårørende modsætter kun 18 procent sig donation (2004) - et enestående lavt tal i denne sammenhæng.

»Det er pga. organisationen og koordinatorerne, at vi kan opnå så flotte tal«, siger Matesanz. Det kan aldrig være befolkningens fejl, at de ikke ønsker at være donorer, men forklarer man dem tingene ordentligt, giver det resultat«.

ONT har mange kontakter til medierne, uddanner personale hele tiden og sikrer kvaliteten nøje. Han mener, at forskellene EU-landene imellem er forsvindende små, hvad enten det handler om antallet af de dødsfald, der kunne bruges som potentielle organdonorer, eller om kulturelle anliggender. Trafiksikkerheden er blevet bedre i Spanien, og han viser, hvordan mennesker, der er født og opvokset i andre lande men bor i Spanien, donerer organer i samme udstrækning (antallet af pårørende til ecuadorianere bosat i Spanien, der modsætter sig organdonation, nærmer sig 0 procent, mens den i hjemlandet ligger på 80 procent). Selve måden at skaffe flere organdonorer på dødstidspunktet er nøje udarbejdet.

»På hvert akuthospital i Spanien er der en organkoordinator med ansvar for hele processen«, fortæller Matesanz. Han eller hun skal sammen med sit team (der ofte også består af et par sygeplejersker) udpege potentielle organdonorer, sørge for den nødvendige pleje af patienten og har ansvaret for samtalen med patientens pårørende. Alt det betyder, at arbejdet med donationen påbegyndes allerede, når patienten kommer ind på hospitalet men kun på et overordnet plan.

Potentielle donorer skal udpeges tidligt

»Heri ligger en stor del af hemmeligheden; vi udpeger potentielle donorer på et meget tidligere stadie end i mange andre lande«, siger Matesanz. Man henvender sig dog ikke til de pårørende med spørgsmålet om donation, før patienten er blevet erklæret hjernedød, og ikke før man har ladet dem være i fred en stund med den sørgelige besked. Samtalen er nøje planlagt, og koordinatorerne har fået en lang uddannelse - alt sammen for at sikre et ja.

Den donationsansvarlige på hvert sygehus skal - ud over at udpege alle aktuelle tilfælde - også varetage kontakten med patientens pårørende og forklare, hvor vigtigt det er, at organet kan leve videre i et andet menneskes krop.

Det er her - i slutningen af kæden - at vi møder akutlægen Braulio de la Calle og hans team, som består af ham selv, endnu en læge, to sygeplejersker og en sekretær.

Han arbejder på sygehuset 12 de Octubre i centrum af Madrid. Næsten alle de pårørende, han taler med, giver tilladelse til, at organet tages ud af den afdøde og doneres til en anden patient.

»Størstedelen af de pårørende ved allerede, hvad det handler om, og mange foreslår faktisk selv donation«, fortæller han. Hvis nogle tvivler, skyldes det oftest, at de er dårligt informeret om processen eller har en forestilling om den afdødes lig som et ukrænkeligt hele, dvs. at man ikke ønsker, at der bliver gjort noget ved liget.

Et andet element i den spanske model er, at den ansvarlige donationskoordinator skal være læge og ikke sygeplejerske. Han eller hun må ikke være underlagt nogen form for personale på sygehuset. En anden grundregel er, at koordinatoren ikke må beskæftige sig fuld tid med dette område eller i for mange år - risikoen for at blive udbrændt efter 3-4 år er betydelig.

Optimismen i Spanien præger også koordinatorernes arbejde, og alle koordinatorer har en grundlæggende positiv indstilling til organdonation, hvilket i sidste ende også har betydning for udgangen på samtalen med de pårørende.

Forkert, forkert og atter forkert

Tilbage hos Rafael Mantesanz taler vi om andre landes måde at håndtere sagen på. Det får ham til at læne sig tilbage i stolen, vifte med kuglepennen og sukke. Forkert, forkert og atter forkert. Sådan sammenfatter han mange landes forsøg på at øge antallet af organdonationer fra afdøde.

»At ændre loven nytter ikke«, siger han. Heller ikke at satse på store donnorregistre og reklamekampagner - det hele afhænger af organisationen og samtalen med de pårørende. Han mener, at det er umuligt at konkurrere med Coca-Cola, Nike og andre kæmpefirmaer på reklamemarkedet.

»Selvfølgelig er det positivt, når en masse mennesker taler om organdonation og melder sig til et register«, siger han. »Men det gør ingen forskel, når det gælder det faktiske antal donorer«. Dermed stiller han spørgsmålstegn ved mange EU-landes måde at gribe sagen an på.

»Tag f.eks. Holland. Hele deres donorregister har kostet mere end vores virksomhed, og på trods af det har de ikke flere donorer. Men i EU er det svært at overbevise et land om, at det gør et dårligt stykke arbejde. I EU er det kun Italien, der har taget den spanske model til sig, og der er antallet af organdonationer steget på kort tid. Også i Sydamerika er mange lande begyndt at anvende den spanske model - på blot et par år kom Argentina op på et højere tal end Danmark.

Oversat fra svensk af Rikke M. Jensen, Ugeskrift for Læger.

Antal organdonorer (afd øde donorer) pr. mio. indbyggere

Spanien 34,6

Danmark 11,9

Tallene kommer fra Europarådets nyhedsbrev om transplantationer, som kan downloades fra: www.coe.int

Giv os din mening

Vi vil gerne høre fra læsere, der har ideer, tanker og overvejelser om organdonation med henblik på offentliggørelse. Mærk venligst indlægget »organdonation« og send det til bbu@dadl.dk

Briterne vil øge organdonation

I Storbritannien er mangelen på organer også spektakulær. Ved udgangen af 2004 ventede 5.299 patienter alene på nyrer, skriver BMJ.

Flere nye tiltag er på vej for at imødekomme behovet. Flere steder er man f.eks. begyndt at bruge organer doneret fra mennesker, der ikke er hjernedøde men »hjertedøde«. Altså afdøde med hjertestop, der ikke kan genoplives.

Desuden træder nye regler i kraft senere på året, som vil gøre det muligt at matche organer fra levende donorer til de modtagere, som passer bedst. Det vil typisk være tilfælde, hvor den person, man egentlig ønsker at give f.eks. sin ene nyre til, ikke kan tage imod den.

Og endelig vil de nye regler også gøre det muligt at donere helt frit - de såkaldt altruistiske donationer, hvor man slet ikke kender modtageren.

Ifølge BMJ går den overordnede tendens dog mod større fokus på at nedbringe ventetiderne og mindre på at matche blod- og vævstyper. Dette er muliggjort ved nylige forbedringer i den teknologi, der begrænser immunsystemets reaktioner, skriver bladet.