Skip to main content

Den store handel

2. nov. 2005
3 min.

Så kom dagen, vi havde imødeset med spænding. Efter måneders omhyggeligt forarbejde kunne vi overrække Amtsrådsforeningen P.L.O.s overenskomstkrav og tage imod deres oplæg. I modsætning til sidste gang, vi forhandlede - og det tog to lange år - er vi denne gang stillet i den unikke situation, at vi på forhånd er blevet enige om, hvornår forhandlingerne skal begynde, og hvornår de skal være afsluttet. Denne gang hedder skæringsdatoen 1. oktober 2002, og lykkes det, er der skrevet forhandlingshistorie på Sygesikringens område.

Der venter os et spændende løb. Og for at I kan være med på tribunen - så meget det nu kan lade sig gøre - udsender vi Amtsrådsforeningens krav og vores egne krav med den kommende P.L.O'rientering (oplæggene kan også ses på P.L.O.s hjemmeside).Vi er opmærksomme på, at der er stor interesse blandt P.L.O.s medlemmer for forhandlingerne. Heldigvis sidder vi også med stor viden om, hvad vores medlemmer mener, og Holdningsenqueten fra sidste efterår har været et meget vigtigt element i formuleringen af vores overenskomstoplæg til Sygesikringen. Samtidig har vi været så privilegerede, at vi har kunnet »forudse« nogenlunde, hvilke emner Amtsrådsforeningen ville prioritere denne gang. I deres Strategi og Analyse rapport, som udkom for godt 1 år siden, har vi kunnet se sort på hvidt, hvilke ønsker, vi kunne forvente at møde.

Bestyrelsen har netop vedtaget en informationsstrategi for, hvordan vi forestiller os at informere medlemmerne og omverdenen under forhandlingerne. Foruden det, vi kan skrive i P.L.O'rientering, Ugeskrift for Læger, og på vores hjemmeside www.plo.dk, hvor man løbende kan holde sig orienteret, er vi også lydhøre over for medlemmernes input. På www.plo.dk har vi fået oprettet et link til en lukket debat for P.L.O.s medlemmer, hvor I er velkomne til at skrive, hvad der falder jer ind i denne sammenhæng. Samtidig beder vi om forståelse for, at vi ikke fører forhandlinger i pressen - og at vi også vil nøjes med at lytte til jeres indlæg uden at forpligte os til at diskutere så længe forhandlingerne finder sted.

Vi ser frem til de forestående forhandlinger. For selv om vi kan have forskellige prioriteringer, og der er uenigheder, er der mange overlap i de to oplæg. Det giver os et godt udgangspunkt for at kunne få lagt rammerne for en realistisk arbejdsplan og for at få afklaret hvor forhindringerne er. Men der er selvfølgelig også en række »ubekendte«. Vi har siden sidste forhandling fået ny regering, og Amtsrådsforeningen skal have ny formand og som følge deraf også en ny besætning af Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Ikke overraskende er et af P.L.O.s krav, at økonomien skal op til diskussion. En hurtig rundspørge blandt praksisudvalgsformændene viser, at rekrutteringssituationen fortsat strammer til flere steder i landet. Uanset om man bryder sig om det eller ej, er økonomi og rekruttering indbyrdes forbundne kar. Det vi har i dag, har vi ikke om 10 år, og når vi taler forhandlinger, taler vi også om fremtiden. I dette års store handel er økonomi og rekruttering derfor de allervigtigste emner.

Bestyrelsen