Lægestudiet er blevet et modestudium, og der optages for mange. Hvis det fortsætter, vil der i 1941 være dobbelt så mange yngre læger, som der er stillinger til.
Sådan lyder det advarende i 1933 i en omfangsrig analyse fra den unge cand.med. Poul Bonnevie. Over flere sider i Ugeskrift for Læger peger han på, at der i de kommende otte år vil blive uddannet 1160 nye kandidater – 145 om året.
I samme tidsrum vil antallet af yngre ”ikke nedsatte” læger vokse med 600. Med andre ord vil medlemstallet i Foreningen af Yngre Læger (FayL) vokse fra 641 til det dobbelte.
Og det er uholdbart, for i hele landet findes der kun omkring 400 underordnede lægestillinger ved hospitalerne, heraf 200 i hovedstaden. Dertil skal lægges ca. 100 stillinger på sindssygehospitaler, tuberkulosesanatorier, kuranstalter og videnskabelige institutter. Altså i alt 500 faste stillinger for yngre læger.
"Kun arbejde til 600 yngre læger"
I almen praksis forsvinder de gamle for langsomt. Årligt dør 22 praktiserende læger. Andre går på pension. Men der er højst plads til, at 70 kandidater om året kan nedsætte sig som praktiserende (det krævede ikke en speciallægeuddannelse i almen medicin, red.).
20 vil hvert år kunne finde midlertidige vikariater, 10 vil være på kursus i obstetrik, mens andre tager hyre som skibslæger eller gør tjeneste som militærlæger. I alt kan man regne med højst 100 af den slags løse stillinger.
”Der er saaledes i Øjeblikket kun Arbejde for knap 600 yngre Læger, hvorfor der også er nogen Arbejdsløshed blandt disse”, skriver Poul Bonnevie.
Han kritiserer sundhedsmyndighederne, FayL og Lægeforeningen for at ignorere problemet og foreslår at mindske optaget på studiet.
Ugen efter følges han op af Mogens Fog, som på dette tidspunkt er 29 år. Fog skriver på sin disputats om hjernens kredsløbsfysiologi, er aktiv kommunist, formand for Socialistisk Medicinergruppe samt aktivt medlem af FayL’s repræsentantskab.
Fogs reformforslag
Med afsæt i Bonnevies statistiske undersøgelse kaster han sig ud i en endnu mere omfattende analyse. På side efter side med statistiske tabeller påviser Fog, at den fattigste del af befolkningen, især i landlige yderområder, mangler både praktiserende og speciallæger: Mens der i København findes en speciallæge for hver 2.111 indbyggere, er der kun én speciallæge pr. 11.410 i provinsen.
Fog argumenterer, at der aldeles ikke er tale om overproduktion af læger. Tværtimod er der skrigende mangel på såvel almene som special- og sygehuslæger. Men i det offentlige skæres der ned, og trods behovet er der ikke stillinger til alle nye kandidater.
Derfor må samfundet vælge mener Fog: Enten kan man se på, at der blandt lægerne opstår ”en klasse af arbejdsløse – et ’lægeproletariat’. Det er baade for befolkningen og for standen det værste, der kunde ske”. Eller også må man kræve af regeringen, der jo ”præsenterer sig som talsmænd for ”de smaa” i samfundet”, at den udbygger hospitalsvæsenet.
Fog (der som progressiv venstreorienteret skriver substantiver med småt) stopper ikke her. Han skitserer en omfattende reform af sundhedsvæsenet med øgede offentlige tilskud til sygekasserne og ansættelse af flere sygehuslæger, som til gengæld ikke må praktisere ved siden af. Han vil også have langt flere praktiserende læger og færre patienter pr. læge.
Fog indrømmer, at det vil ramme alle lægegrupper på indtjeningen, og især de privat praktiserende. ”Men er det for dyrt betalt, naar der samtidig vindes større fordybelse i det enkelte tilfælde, mindre forceret arbejde og dermed længere funktionstid?” spørger han retorisk.
Syltning
Det kræver et svar, og det kommer et par måneder senere fra formanden for FayL, dr. med. Carl Clemmesen. Han støtter både forslaget om at ansætte flere læger og om at undersøge, om der optages for mange på studiet. Det bør snarest drøftes af alle relevante organer, skriver Clemmesen, som klogt skøjter uden om Fogs mere radikale forslag.
Hermed er sagen syltet på ubestemt tid. Clemmesen bliver senere formand for Lægeforeningen.
Mogens Fog bliver Danmarks hidtil yngste professor, får en central rolle i modstandsbevægelsen og ender som rektor for Københavns Universitet.
Poul Bonnevie bliver formand for FayL, professor i socialmedicin og grundlægger dansk arbejdsmedicin. Sammen med Mogens Fog bliver han gennem mange år redaktør af Ugeskrift for Læger og Bibliotek for Læger.
Ugeskrift for Læger nr. 2, 3 og 10, 1933.
Se filmen: "En Dag på Dronning Louises Børnehospital" fra 1929.
