Skip to main content

Den tunge dans med attester

cover
Socialfaglig konsulent Søren Thygesen og overlægerne Maria Tipsmark Hansen og Kate Esbjerg Jensen fra Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling i Holbæk gav konkrete råd til arbejdet med attester. Foto: Claus Boesen

Af Jens Nielsen

15. nov. 2024
3 min.

LÆ 265? LÆ 125? Lægeattester til rehabiliteringsteamet og statusattester i forbindelse med en patients sygedagpengeforløb kan være en tung og tidskrævende dans ude i praksis.

Attesterne er det lægefaglige input til grundlaget for de kommunale afgørelser om patientens – eller borgerens – arbejdsevne, og som patientens egen læge er man en nøgleperson, understregede de tre undervisere på torsdagens lægekursus »Når patienten ikke kan arbejde«.

De tre var socialfaglig konsulent Søren Thygesen og overlægerne Kate Esbjerg Jensen og Maria Tipsmark Hansen, begge med solid erfaring fra almen praksis, fra Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling i Region Sjælland. 

Der bliver lagt stor vægt på lægens vurderinger og skøn i de ofte langvarige forløb, slog de fast. Problemet er, som Søren Thygesen konstaterede, at selvom der er en aftale mellem KL og Lægeforeningen om det socialt-lægelige samarbejde, så »forvalter kommunerne området meget forskelligt«.

Fra deres post kan underviserne se, hvordan attesterne bliver brugt og tolket f.eks. i forbindelse med forlængelse af en sygedagpengeperiode, og på den baggrund gav de kursisterne en stribe gode råd til, hvordan man som læge skal håndtere attesterne, og hvad man skal betone.

Kate Esbjerg Jensen og Maria Tipsmark Hansen understregede, at det er afgørende vigtigt, at man som læge i en LÆ 265 gør meget ud af sin vurdering af, hvordan patientens helbredsforhold påvirker funktionsevne, og har blik for både de fysiske og de psykiske skånebehov. 

Hvad er f.eks. patientens opfattelse af eget helbred, og er der manglende sygdomsindsigt? Er der overensstemmelse mellem helbred og den nedsatte funktionsevne, og er patienten realistisk i forhold til sin egen funktionsevne?

Det kan da være meget svært at vurdere funktionsevnen som helhed, medgav underviserne, men husk det gøres på anamnestisk baggrund og er et lægeligt skøn. 

Og husk, at en snak om f.eks. fritidsaktiviteter kan give et bedre billede af patienten, der kan kvalificere ens skøn. Det er vigtigt også at fremhæve patienternes ressourcer, lød det videre. 

Men som læge skal man ikke bide på, hvis kommunen fisker efter et bud på den konkrete arbejdsevne. Som egen læge kan man netop udtale sig om sin patients funktionsevne – baseret på sit lægelige skøn. Det er kommunen, der på baggrund af bl.a. det lægelige skøn og en række andre faktorer, træffer afgørelse om borgerens arbejdsevne, understregede underviserne.

Og de opfordrede også til, at man som praktiserende læge bruger rådgivningen på de socialmedicinske afdelinger, at man, hvis man mener, der er behov for det, foreslår, at patienten kommer til vurdering i Klinisk Funktion på den socialmedicinske afdeling. 

Og endelig var der en opfordring til at bruge LÆ 165 – som Søren Thygesen kaldte sin yndlingsattest. Den kan bruges til i samråd med patienten at opfordre kommunen til at foretage en konkret sagsbehandling som følge af patientens helbred eller begrænsede funktionsevne.

Se aftalen om socialt-lægeligt samarbejde her.