Skip to main content

Den ufrivillige kræftforsker

Ali Salanti har hidtil brugt hele sin karriere på at forske i malaria for at skabe en vaccine. Nu kommer han med lidt held til at bruge resten af karrieren på at skabe behandling imod kræft.

Efter år som malariaforsker førte Ali Salantis nysgerrighed til, at han nu regner med at skulle forske i kræft resten af karrieren. Foto: Nils Meilvang
Efter år som malariaforsker førte Ali Salantis nysgerrighed til, at han nu regner med at skulle forske i kræft resten af karrieren. Foto: Nils Meilvang

Britt Lindemann, brl@dadl.dk

14. okt. 2019
07 min

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er kræftforsker. Jeg er malariaforsker«, insisterer Ali Salanti, der er professor ved Institut for Immunbiologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, selvom resten af hans karriere nok vil handle om kræftceller. Men historien om, hvordan Ali Salanti er havnet der, starter et helt andet sted.

I begyndelsen af 1990’erne var Ali Salanti overbevist om, at han skulle være det, han kalder gummistøvlebiolog. Opvokset som landmandssøn i Haverslev i Himmerland havde han fået interesse for de rodzoneanlæg, der var oppe i tiden dengang. Områdets landmænd havde, som mange andre steder i landet, anlagt rodzoneanlæg, der skulle rense vand fra gårdene og spare landmændene for at kloakere. Men var det nu også så godt? Det ville den unge 3. g-elev undersøge ved hjælp af vandprøver fra ind- og udløb af rodzoneanlæggene.

»Jeg spurgte landmændene, om jeg måtte tage prøver, men det måtte jeg ikke«, husker Ali Salanti.

Men allerede dengang var han målbevidst og lod sig ikke slå ud af den besked. I ly af natten listede Ali Salanti rundt på gårdene og indsamlede de nødvendige prøver. Målinger viste, at anlæggene ikke virkede efter hensigten.

»Landmændene passede dem ikke, på trods af at de havde fået store tilskud. I stedet løb vandet bare hen over overfladen på rodzoneanlæggene uden at rense det«, fortæller Ali Salanti.

Fundet blev både til en skolerapport og starten på en forskerkarriere.

»Jeg gik op til kommunaldirektøren og sagde: ,Prøv at se her, det virker ikke. Landmændene leder kvælstof ud i åerne og i Limfjorden, og det er derfor, vi ser så store problemer'«, fortæller Ali Salanti og fortsætter:

»Så blev der handlet på baggrund af mine fund. Det var første gang, det gik op for mig, at man med simpel forskning kan have impact. Og det blev årsagen til, at det var den vej, jeg valgte at gå«.

I 1995 startede Ali Salanti på biologistudiet på Københavns Universitet, og her tog hans karrierevej den første drejning.

Malariavaccine var planen

Fremtidsplanen om et liv i gummistøvler som miljøforkæmper blev hurtigt erstattet af en anden, for på studiet mødte Ali Salanti undervisere i genetik og cellebiologi, der fik ham på andre tanker. De vækkede en forskningsmæssig interesse inden for et felt, der på en måde var den naturlige fortsættelse af hans liv.

Nogen klassisk landmandssøn er Ali Salanti nemlig ikke. Hans egyptiske far og danske mor mødte hinanden i Tanzania som udsendte ulandsfrivillige, og straks efter gymnasiet rejste han selv rundt i verdens fattigste lande i to år. På den måde gav det mening, da han valgte malariaforskningen. Siden dengang har vejen (næsten) været slagen.

»Det store vendepunkt var, da jeg mødte Thor Theander, der var en af de få i Danmark, der arbejdede med ulandssygdomme. Jeg opsøgte ham allerede under min bachelor, selvom der var lang tid til, jeg skulle skrive speciale, og fra da af begyndte jeg at forberede mig og læse op på området«, fortæller Ali Salanti.

Under specialet arbejdede Ali Salanti med nye metoder til at analysere malariaparasitten og var selv på ture til Afrika for at indsamle prøver. Thor Theander kom med den lægefaglige viden, imens Ali Salanti som nyuddannet kom med alle de nyeste teknikker inden for molekylærbiologi.

»Vi identificerede et særligt protein, der findes i moderkagen, som parasitten binder sig til, og siden har vi arbejdet på en malariavaccine. Den er nu testet i Afrika, og så må vi se, om der er interesse for at gå videre til fase 2-forsøg«, siger Ali Salanti og fortsætter:

»Den version af vaccinen er ude af vores laboratorie og det prækliniske, og jeg havde egentlig sat mig for, at næste skridt var at forbedre vaccinen«.

Sådan kom det ikke til at gå. Kræft kom i vejen, kan man næsten sige.

En skør idé

»En forsker får en skør idé hver anden dag, men i hovedreglen har man hverken tiden eller midlerne til at undersøge den«, fastslår Ali Salanti. Men tilfældet ville, at da Ali Salanti en dag i 2014 fandt på at undersøge det sukker i moderkagen, han havde forbundet med malariaparasitten, havde han både lidt tid og lidt overskydende midler fra Danmarks Frie Forskningsfond. Og sådan førte »en skør idé« til opdagelsen af, at det selvsamme sukkerstof var at finde på alle kræftceller.

»Da jeg begyndte at lave enkelte forsøg på sukkermolekylet i moderkagen og læse litteratur om det, gik det op for mig, at det molekyle allerede var velbeskrevet inden for cancer. Man har vidst, sukkeret spiller en rolle i, hvordan cancerceller vokser og vandrer, og hvordan de holder immunsystemet væk, men man er aldrig rigtig kommet nærmere«, siger Ali Salanti.

Sammen med sit hold af medarbejdere fandt han ud af, at malariaproteinet også binder til kræftceller, og det er grunden til, at malariaforskeren fik skabt sig et navn inden for kræftforskningen. Det betød også, at valget om at skifte fokus lidt væk fra den malariavaccine, han hidtil havde arbejdet på, gav sig selv.

»Jeg var nødt til at arbejde videre med det, for der var ikke andre, der kunne. Det er mig og min gruppe, der sidder med den store viden om malariaproteinet, og det er så komplekst, at det kræver den ekspertise, vi har opbygget her«, mener Ali Salanti.

Ali Salanti sidder og forsker i Mærsk Tårent ved Panuninstituttet. Foto: Nils Meilvang
Ali Salanti sidder og forsker i Mærsk Tårent ved Panuninstituttet. Foto: Nils Meilvang

Den viden, Ali Salanti og hans gruppe af forskere har samlet om malariaproteinet i de seneste tyve år, bliver nu sat i spil i arbejdet med at forstå kræft. Det sukker, de har fundet på kræftcellerne, giver mulighed for at forstå kræft på en måde, man har forsøgt i mange år.

»Det unikke, vi har fundet ved at skabe forbindelse mellem det sukker, der findes i moderkagen, og det sukker, der findes på kræftceller, er en signatur. Hvis man kan udvikle et produkt, der udnytter den signatur, så har man en behandlingsmulighed, der ikke rammer raske celler. Det giver spændende perspektiver«, siger Ali Salanti.

Målet er, at malariaproteinet vil kunne bruges til at føre gift frem til kræftcellerne, fordi det vil sætte en krog i det sukker, der findes på dem. Men der er endnu et stykke vej, for hverken Ali Salanti eller andre ved, om sukkeret opstår, når cellen har udviklet sig til kræft, eller om det er første trin i processen.

Håb om mere effektiv kræftbehandling

Det videre arbejde fortsætter på to fronter. Den første handler om tidlig diagnosticering, og Ali Salanti kan allerede nu fremvise data, der viser, at malariaproteinet kan bruges til at påvise det sukker, der sidder på kræftceller, i blodprøver.

»Vi kan fiske kræftceller ud af blodprøver uden at få normale celler med, men vi har ikke vist, at det virker i praksis endnu. Vi ved kun, at det virker på patienter, der allerede er diagnosticerede. Men vi er meget begejstrede for muligheden for tidlig diagnosticering, for det giver potentialet til at kunne screene højrisikopatienter«, siger Ali Salanti og erkender, at der fortsat er lang vej, og at det kræver store studier og forskningsmidler.

Ved at kunne trække kræftcellerne ud giver det også mulighed for at sekventere lige netop de celler, der indeholder den voksende kræft, og det vil give en meget bredere viden om relevante genomer. Teamet har indtil videre haft succes med at påvise prostatakræft, glioblastom og pancreaskræft, men Ali Salanti har en tro på, at det på sigt vil kunne anvendes til tidlige opsporing af alle kræftformer.

»Denne metode vil også være effektiv i forhold til patienter, der får tilbagefald. Lige nu kan vi tilbyde dem en skanning hvert halve år, men med denne her metode ville man kunne tage en blodprøve hver måned og måske være heldige at fange nogle tilbagefald noget før«, forklarer Ali Salanti.

Den anden del af arbejdet fokuserer på behandling ved hjælp af malariaproteinets egenskaber. Og det skal der helst ske store fremskridt med inden for kortere tid.

»Vi vil gerne vise, at vi kan få noget frem til kræftcellerne. At vi kan sætte et giftstof på malariaproteinet og få det til at føre det frem til kræften. Vi håber på at kunne starte fase 1-forsøg op inden for maksimalt fem år. Men det sagde vi også dengang, vi først opdagede forbindelsen, så hvis vi ikke er i mennesker om fem år, så går vi en anden vej og ser på, hvordan proteinet kan bruges til at levere en immunterapi eller helt andre metoder«, fastslår professoren.

»Vi« er et ord, der ofte sniger sig ind i hans sætninger, for selvom hele processen startede med hans skøre idé, er det vigtigt for ham at understrege, at han ikke er bedre end menneskerne omkring ham. Han har dygtige medarbejdere, der har andel i hans succes. Han har dog stadig et personligt mål for sin forskerkarriere.

»Det er få forundt, men jeg håber at få et produkt på markedet, der kan afhjælpe en eller anden sygdom, om det er malaria eller kræft. Nogle spørger, hvordan man kan gå fra at arbejde med malaria i Afrika til kræft i ilande, men det er en kæmpe misforståelse, for kræft er jo et endnu større problem i Afrika. Det er et globalt problem, så jeg synes ikke, at jeg idealistisk har skiftet karriere. Arbejdet er stadig det samme, og det er mit mål også«. —

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen