Den umoderne læge

Journalist Ulf Joel Jensen, ujj@kongkuglepen.dk

Vi kører, og vi kører. Vejene bliver mindre og mindre, trafikken tynder ud. Fra motorvej, til hovedvej, til landevej, til den rene landsbyidyl - og så er vi der pludselig. I et lille, søvnigt samfund i det vestlige Himmerland. Flagene foran kroen i landsbyens midte hænger slapt ned, Brugsens parkeringsplads overfor er halvfyldt med biler. Vi er i Hornum, og vi leder efter »den unge doktor Donslund«.

Kontrasten opstår, da vi endelig finder ham i hans nyombyggede praksis på Hasselvej. Venteværelset formelig summer af stemmer. Livet som landlæge er travlt - og måske er der ikke så meget at sige til det. For indtil Søren Donslund, som stadig har nogle få uger tilbage af sin amanuensistid, besluttede sig for at slå sig ned i Hornum, havde lokalsamfundet været uden læge i næsten fire år.

Familielægen som forbillede

Men hvad får en nyuddannet læge på bare 33 år til at slå sig ned ude på landet, lige ved siden af ingenting, og købe og åbne en solopraksis? Svaret kommer roligt og velovervejet i en af de få og korte pauser mellem patienterne. Han taler med en dæmpet stemmeføring og en solid undertone af humor - Søren Donslund har selv øje for det usædvanlige i sit valg:

»Egentlig havde jeg set mig selv som kirurg. Det har ikke altid ligget i kortene, at jeg skulle være alment praktiserende læge, men min interesse for livet i praksis voksede i løbet af min turnus. Og da jeg endelig havde taget beslutningen om at gå den her vej, var der aldrig for alvor tvivl om, hvor jeg skulle havne - rent geografisk«, fortæller han. Med henvisning dels til sin uddannelsestid i Nordjylland, hvor han kun har store roser til blokforløbet i Nordjyllands Amt, og dels til sine egne rødder.

For Søren Donslund er opvokset her på egnen. Han gik i gymnasiet i Aars, som ligger 6-7 kilometer mod syd, og hans far har haft en lægepraksis i Vegger - 8-9 kilometer mod øst - igennem det meste af en menneskealder. Og det er her, inspirationen til Sørens eget karrierevalg skal findes: I Donslund seniors funktion som klassisk landlæge. Familielægen, der har præsteret at have hele fem generationer af samme familie som patienter. Og hvor det for nogle måske kunne synes grænsende til klaustrofobisk og meget småt, har Søren Donslund et helt andet syn på det:

»Der er helt sikkert stor forskel på en lille solopraksis på landet og et større kompagniskab i byen. Det har jeg selv oplevet i min uddannelse - og har jo også hørt om det fra kolleger i andre former for praksis. Jeg synes, at det her bliver mere - hvordan skal man udtrykke det? - mere intimt. Jeg kender den enkelte patient bedre. Og det hjælper mig da i mit arbejde - jeg er overbevist om, at det gør mig bedre i stand til at drage de korrekte konklusioner om den enkelte patient. Rent menneskeligt giver det jo også noget - man får et tættere forhold til patienterne og kan et eller andet sted yde en ekstra service. Noget nærvær. Det har selvfølgelig også udgifter - fx koster det på tidskontoen; jeg kommer nok til at bruge noget ekstra tid på hver enkelt konsultation. Omvendt kan der også vindes tid i solopraksis: Jeg tror, at de fleste yngre læger har stødt på knap så velfungerende konferencekultur. Også i primærsektoren, hvor jeg i hvert fald selv har oplevet, at tid, der kunne være brugt på patienterne, i stedet går med interne diskussioner mellem kompagniskabets læger«, siger Søren Donslund, som understreger, at friheden i at kunne træffe sine egne beslutninger på sin egen virksomheds vegne tiltaler ham.

Afsavnet af kolleger

De negative sider ved karrieren i solopraksis har Søren Donslund overvejet - fx den faglige isolation og risikoen for at gro fast.

»Selvfølgelig bliver der et afsavn af lægekolleger. Der er jo personale ansat i praksissen, så jeg bliver næppe ligefrem ensom. Men skal jeg vende et konkret problem med en kollega, så må jeg tage telefonen og ringe til sygehuset. Og det har jeg det sådan set fint med - altså at kontakte specialisterne, når jeg står over for en kompleks problemstilling. Det er mere de små spørgsmål fra dagligdagen, jeg kommer til at mangle nogen at vende med«, siger Søren Donslund.

Også på det punkt er der dog håb. Da vi taler med Søren Donslund, står han over for at skulle til stiftende generalforsamling i den nye vesthimmerlandske lægekredsforening. Og med en ganske betydelig udskiftning over de sidste par år blandt de praktiserende læger i området - og yderligere en stribe læger, der nærmer sig pensionsalderen - tegner der sig et billede af en forholdsvis homogen gruppe læger i foreningen. Med enslydende udfordringer og gode sparringsmuligheder.

»Jeg frygter sådan set ikke det rent faglige. Jeg er gået ind til det her med åbne øjne og står over for en tilværelse, hvor jeg bliver min egen kontrollør. Hvis jeg vil holde mig ajour, må jeg på nogle kurser og konsultere litteraturen flittigt. Det er ikke der, forskellen på kompagniskaber og solopraksis ligger. Der, hvor jeg ser mulige problemer for mig i fremtiden, bliver i det rent praktiske: Der kommer perioder, hvor man gerne vil have enkelte arbejdsdage dækket - men det er jo ikke sådan lige til. Der er ikke nogen, der ordner tingene for mig, hvis jeg ikke lige er der. Så når jeg fx skal på kursus, er det noget, der skal planlægges ret nøje og i god tid i forvejen. Et eller andet sted har jeg vel en lidt større forpligtigelse, fordi jeg ikke uden videre kan bede en kollega om at dække for mig«.

Den faglige udfordring

Det bliver en tilværelse med patienterne tæt på. Søren Donslund bor med sin kæreste i den anden ende af det hus, som også kommer til at rumme hans praksis. Han kommer til at købe ind nede i Brugsen få hundrede meter nede ad vejen, og når han får børn, skal de sandsynligvis passes af nogle af hans patienter. Men som han selv siger: Han er gået ind til det med åbne øjne. Det er et tilvalg - ikke et fravalg:

»Det er en umoderne måde at være læge på. Ingen tvivl om det. De fleste af mine unge kolleger vælger det modsatte - kompagniskabet, kollegialiteten, lidt større afstand til patienterne. Men at det er umoderne betyder altså ikke, at det ikke kan være godt.

Du skal også tænke på, at på landet ser jeg en meget mere sammensat gruppe af patienter. Jeg kan blive læge for stort set hele byen: Unge, gamle, mænd, kvinder, rige, fattige, høj og lav, hvor man i byen typisk har en meget mere homogen patientgruppe. Det er en stor faglig udfordring at være landsbylæge!«

Fakta

Søren Donslund er uddannet fra Aarhus Universitet. Sin turnus afviklede han i Vejle, mens blokstillingen var på sygehuset i Hjørring. Han har stadig nogle uger til, at han kan kalde sig speciallæge i almen medicin og dermed formelt overtage sin praksis.

Søren Donslund bliver som udgangspunkt sololæge men har en laborant ansat i 30 timer om ugen - og en tilsvarende sekretær. På sigt håber han at kunne opnå samarbejde med fx en kvindelig kollega på halv tid - for at få mere tid til familie og få kabalen omkring vagtkørsler til at gå bedre op.