»Den unge mand er mere end bare teenagetræt«

05.45. Står op, spiser morgenmad og går tur med hunden – en broholmer – og kører derefter på arbejde fra mit hjem på Midtsjælland.

07.30. Jeg ankommer til Rigshospitalet Glostrup, tjekker mails og ser på dagens program. Vi er en del af Neurofysiologisk Afdeling, og vi ser patienter fra hele landet samt Grønland og Færøerne. Derfor foregår mange konsultationer via telefon. Søvncentret er en relativ lille afdeling men med mange patienter, og mange ved ikke, at vi findes. Særligt patienterne med narkolepsi fanger vi sent, og det er ærgerligt, fordi symptomerne gør det svært for dem at fungere både i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge. Mange får symptomer i børne- og teenageårene, og vi vil gerne fange dem tidligt, for vi kan faktisk hjælpe dem – både med medicinsk behandling af symptomerne, og diagnosen giver også mulighed for forskellige hjælpeforanstaltninger som f.eks. ekstra SU. 

08.05. Kort, virtuel morgenkonference for Neurofysiologisk Afdeling. Vi har ikke konference med sygeplejerskerne og neurofysiologiassistenter i dag, så jeg bruger tiden efter på at læse på en artikel til journal club, som afdelingen holder virtuelt en gang om ugen, hvor vi skiftes til at præsentere en artikel.

09.00. Mine første tre patienter er telefonkonsultationer. Det er alle tre medicinkontroller. Vi behandler mange af patienterne med centralstimulerende medicin, og behandlingen skal ofte rettes til løbende. Den ene patient er kommet for højt op i dosis af medicinen, og jeg vælger at skifte til et andet præparat i en periode. Jeg vender lige den nye behandlingsplan med min overlægekollega. 

10.30. Der er indlagt en fast pause i programmet. Jeg bruger den til at ringe og følge op på en spændende patient. Hun har en sjælden sygdom, Kleine-Levins syndrom, der giver episoder på op til flere uger med hypersomni og adfærdsændring. Patienten er lige flyttet til Danmark og har sendt mig notater fra sin tidligere udredning. Vi gennemgår tidligere behandlingstiltag og snakker lidt om, hvordan sygemeldinger fungerer i Danmark.

11.00. Jeg har en fremmødepatient, der skal have svar på en søvnundersøgelse. Han har søvnapnø. De patienter har vi mange af. Jeg fortæller lidt om genesen og behandlingsmulighederne, og vi aftaler, at vi opstarter ham i CPAP-behandling. Afdelingens sygeplejersker udleverer udstyret og følger patienten fremover.  

12.00. Jeg spiser frokost og gennemgår nogle søvnapnøscoringer. De er scoret af vores neurofysiologiassistenter. Jeg kigger dem igennem, tjekker ekg-målinger og skriver en plan for det videre forløb, inden jeg sender dem til kontrasignering hos en af speciallægerne.  

13.00. Min sidste patient er en ung mand, der for to uger siden er blevet diagnosticeret med narkolepsi. Han kommer med sin mor, og de har en masse spørgsmål til diagnosen. Han har alle de klassiske symptomer med hypersomni med søvnanfald samt katapleksi, søvnparalyse og hallucinationer i forbin­delse med indsovning. Mange unge har brug for meget søvn, men ham her er mere end bare teenagetræt. Hans søvnundersøgelse viser, at han har en kort søvnlatens og sover drømmesøvn under korte søvntest om dagen. Han er på den ene side lidt overvældet over at blive diagnosticeret med en kronisk sygdom, men samtidig glad for at få en forklaring på sine symptomer. Vi snakker medicin, søvntiltag og råd om kost og motion. Han har ikke fået lavet en lumbalpunktur, så narkolepsien er ikke blevet typebestemt. Narkolepsi er en særlig form for hypersomni, hvor man ofte mangler stoffet hypokretin, som vi kan måle i spinalvæsken. Jeg snakker det hele igennem med ham og aftaler, at vi indkalder ham til undersøgelsen om et par uger.

14.00. Jeg kigger på nogle flere søvnapnøscoringer og vender dagens spændende patienter med mine kolleger.

15.15. Jeg pakker sammen og kører. Jeg skal et stop forbi Køge på vej hjem for at hente noget udklædningstøj. Jeg laver frivilligt arbejde på tiende år med udsatte børn og skal på sommerlejr med dem i uge 28. Det kræver lidt forskellig forberedelse.

17.00-19.00. Jeg kommer hjem og går en tur med hunden. Derefter ringer jeg tilbage til min søster, som har forsøgt at få fat i mig. Hun har en brækket arm, der skal reopereres, og jeg har lovet at tage med til samtalen i overmorgen. Vi får også styr på vores ferieplaner.

20.00-21.30. Jeg tjekker mails. Jeg venter svar på min ph.d.-afhandling, men der er ikke kommet noget endnu. Jeg har lavet et projekt om søvnmålinger via ørepropper. Forhåbentligt kan det en dag være med til at gøre det nemmere at optage langtidsmåling af søvn, så vi bedre kan følge patienterne over tid. Jeg planlægger også lidt til sommerlejren.

21.30. Jeg lukker hunden ud i haven en sidste gang, gør mig klar til at gå i seng og slukker lyset kl. 22.