I en tid, hvor internationale kongresser afholdes på samlebånd, er det vanskeligt at forestille sig, hvor overvældende stort det var, da København i 1884 var værtsby for 2.000 deltagere i den ottende Internationale Lægevidenskabelige Kongres.
Skal man finde en nutidig sammenligning, må det være afviklingen af Tour de France-starten i 2022.
Mediebilledet var et andet: Den skrevne presse havde monopol på nyhedsformidling, og i flere måneder var lægekongressen den altoverskyggende nyhedshistorie. Fra den 6. til den 15. august 1884 var førende videnskabsmænd fra hele Europa samlet i København. Pressen fulgte deres mindste bevægelser, citerede deres udtalelser, beskrev i detaljer festbanketternes menuer og rapporterede fra de udflugter og koncerter, der blev foranstaltet til ære for de fornemme gæster.
Siden nederlaget i 1864 led Danmark af nationalt mindreværd. Tabet af hertugdømmerne syd for Kongeåen havde forvandlet Danmark fra en mellemstor europæisk magt til en ubetydelig småstat. At man nu kunne byde velkommen til videnskabens verdensstjerner, satte igen Danmark på verdenskortet. Allerede året i forvejen skrev ugemagasinet Illustreret Tidende begivenheden op i helsides artikler, og ved åbningen af kongressen i august 1884 erklærede Lægeforeningens tidligere formand Julius Petersen på forsiden: »For vort lille, sønderlemmede og altid usikkert stillede Land (…) turde det have sin store Betydning at vise, at vi dog have bevaret nogen Magt og Myndighed paa de aandelige Omraader«.
Ganske vist kunne vi ikke prale af storslåede medicinske institutioner som Frankrig, Tyskland og England. Men vi kunne da vise gæsterne det fine, nye Epidemihospital på Blegdamsvej og Kysthospitalet ved Kalundborg: »Mønsterhospitaler, som Udlandet kan lære noget af«. Julius Petersen tilføjede, at vi også med rette kunne være stolte af at have fostret P.L. Panum, som med sine internationale kontakter var en af kongressens hovedorganisatorer og nu skulle være Lægekongressens præsident: »Professor Panum (er) en Videnskabsmand af saa fremragende Fortjenester, at enhver Læge Verden over har lært hans navn at kjende under sin fysiologiske Uddannelse«. Og det var ingen overdrivelse.
Åbningshøjtideligheden var henlagt til den store sal på kongen slot, Christiansborg. Christian den Niende var til stede med hele den kongelige familie. Selv vejrguderne var gunstigt stemt med en svag østlig brise og tørt, solrigt vejr.
Ingen anstrengelser eller udgifter var sparet for at gøre kongressen til en succes, nationen kunne være stolt af. Hovedsponsor var brygger J.C. Jacobsen. Han stod i spidsen for velkomstkomitéen og havde selv nære kontakter til æresgæsten Louis Pasteur. Finansfyrsten C.F. Tietgen stillede 11 skibe fra Det Forenede Dampskibsselskab til rådighed, da gæsterne skulle på udflugt til Helsingør med frokost på Kronborgs flagbatteri. DSB sørgede for gratis returbilletter til kystbanen.
Under pseudonymet Dr. Bonifacius skrev den kendte journalist Peter Nansen en serie portrætartikler i Nationaltidende. Artikelsamlingen fik den sigende titel »Lægekongressens Heroer«. Nansen indledte med at fortælle om kongressens hovedperson, Louis Pasteur. Franskmanden benyttede kongressen til at breake nyheden om sin nyeste opdagelse: en vaccine mod den frygtede sygdom rabies, der, som Nansen skriver i sit portræt, »blev hilst med Jubel af hele Verden«.
Den næste blandt de 12 portrætterede lægehelte var den skotske kirurg Joseph Lister, som i 1867 havde introduceret antiseptikken på sin operationsstue. Herved havde han reduceret dødeligheden af postoperative infektioner fra 40-50% til 5%. Nansen beklagede, at han ikke kunne beskrive den sidste i det heroiske trekløver, tyskeren Robert Koch. Koch havde desværre meldt afbud, da han var optaget af at bekæmpe et koleraudbrud. Men – skrev Nansen – »Kongressen vil sikkert ikke glemme i Tankerne og ved Mindeord at fejre den heltemodige Videnskabsmand, der vover sit Liv i det Haab at fravriste Døden Tusinder og atter Tusinder af sine Medmennesker«.
Heltedyrkelsen af lægeskikkelsen var ikke ubegrundet. I århundreder havde litteraturen og kunsten latterliggjort lægen som en figur, man ikke havde megen tiltro til. Sandheden var da også, at det først var med Listers antiseptik samt Pasteurs og Kochs opdagelser af patogene mikroorganismer, at lægerne blev i stand til at hæve sig over noget, som lå tæt på kvaksalveri. At lægerne faktisk kunne kurere sygdomme, var i 1884 noget ganske nyt.
Litteraten Georg Brandes havde lige udgivet bogen »Det moderne Gjennembruds Mænd«. Her gjorde han op med den fims af guldalder, der hang over landet og skildrede de nye toneangivende forfattere. Navlepillende nationalromantik skulle afløses af udsyn. Væk med kirke og religion, ind med naturvidenskabens verdensbillede.
Brandes gennemgik flere litterære værker, der har lægen som helt. Blot et enkelt eksempel: I Henrik Ibsens skuespil »De Unges Forbund« er den unge læge dr. Fjeldbo ifølge Brandes »den eneste hæderlige repræsentant for den yngre Slægt«. Brandes forklarer: »Den dygtige Læge har overhovedet den smukke Rolle i moderne Poesi, han er øjensynlig Tidens Helt. Aarsagen er vel, at han kan bruges som Inkarnation af Tidens Idealer, de strængt moderne«.
Heroiseringen fandt ikke kun sted i litteraturen. Også billedkunsten fremstillede den nye naturvidenskabelige læge med helteglorie. Tidligere var lægen skildret som en gammel særling, der omgivet af sælsomme rekvisitter stirrede på urinprøver og pinte patienterne med giftige medikamenter og blodige instrumenter. Nu blev han en rationel skikkelse, der udstrålede myndighed og kompetence i sit moderne laboratorium.
Måske forstår man først, hvor stor en begivenhed der var tale om, når man ser, hvordan Ugeskrift for Læger mindedes begivenheden i 1934 – 50 år efter den fandt sted. Artiklen begynder med, at »i disse Dage (for) 50 Aar siden var København Sædet for den største internationale Kongres, Byen har kendt«.
Ved Nordre Toldbod holdt kommunen festbanket for kongresdeltagerne i en pavillon med plads til 1.189. Her frembar 150 tjenere »Bjærge af Dyreryg og Kyllinger«, og Pasteur holdt tale. Ugeskriftet fortæller på 50 års afstand:
»Da Tusmørket sænkede sig, gik Selskabet ombord i tre Dampere, og nu fulgte Festens Clou: Sejladsen gennem den illuminerede Havn. Overalt var der sort af Mennesker. Turen gik gennem Knippelsbro og Langebro til Rysensten, hvorfra Festdeltagerne spadserede til Tivoli, overalt hilst af begejstrede Menneskemasser. I Tivoli var alle Gasblus tændt, 26.000 Københavnere myldrede i Haven«.
Som punktum for kongressen holdt kongen en storslået afskedsfest på Christiansborg. Den jyske læge Jes Rossen var med og fortæller nøgternt, at der var så stor trængsel, at: »naar man endelig havde maset sig frem til Anretterbordet, stod man saa tæt sammenstuvet, at man kun kunde faa det, der var indenfor en Arms Rækkevidde. Jeg kunde faa Ost«.
Kongressen blev beskrevet som en stor forbrødring, og æresgæsten Pasteur erklærede ved åbningen med stor patos, at »denne Kongres bekræfter (…) videnskabens Neutralitet«. Som Rossen huskede det, var det nu ikke den rene idyl: Han bemærkede, at der var en halvdårlig stemning omkring de tyske deltagere – Tyskland havde få år forinden tilføjet både Danmark og derefter Frankrig svidende militære nederlag. »Flere gange var jeg Vidne til, at det truede med Haandgribeligheder, der blev afværget af tililende«, huskede Rossen.
Middagen for den nye tids helte blev den sidste fest på det daværende Christiansborg. Den 3. oktober – få uger efter kongressens afslutning – udbrød en brand på slottet, som udbrændte totalt.
