Der er brug for at aflive myter om ADHD-behandling

Størst fokus kommer til at ligge på ADHD. Om end ikke just et spritnyt fænomen, men ikke desto mindre det område, hvor praktiserende læger som hovedregel »spidser mest ører«.

Sådan lyder det fra Jonas Astrup, praktiserende psykiater i Hillerød og underviser på Lægedage 2025’s sidste dag med det tilbagevendende kursus »Voksenpsykiatri i almen praksis«.

»Der er ingen tvivl om, at for rigtig mange praktiserende læger, så er det, at der er så mange ADHD-patienter, noget nyt. Vi har nu 3% af befolkningen, som er i behandling for ADHD, og alle praktiserende læger har formentlig patienter med ADHD, som de har overtaget fra psykiatrien, efter at de er sat i behandling. Sådan var det ikke nødvendigvis for år tilbage«, siger Jonas Astrup.

Så mens de fleste ifølge psykiateren er ret komfortable i forhold til angst- og depressionsbehandling, og det måske mest handler om lige at få pudset nogle ting af, så er ADHD dér, hvor flest er usikre og har tvivlsspørgsmål. Helt naturligt.

»Der sker jo rigtig meget på ADHD-området, fordi der er så mange, der går igennem udredning, diagnosticering og opstart af behandling, og som, når de er i stabil fase, overgår til almen praksis. Så her handler det om at give de praktiserende læger noget fortrolighed omkring det og aflive nogle myter«, siger Jonas Astrup.

Det handler bl.a. helt grundlæggende om medicineringens effekt ved ADHD, som er anderledes end ved angst og depression.

»Langt det meste psykofarmaka er medicin, hvor virkningen sætter ind over uger. Det gør det også, når vi taler nogle typer af ADHD-behandling, men i hvert fald i forhold til de centralt stimulerende lægemidler, så er det noget, der har effekt med det samme.

Derfor kan man i princippet tage en pause fra medicinen eller have dage, hvor man ikke har behov for at være dækket ind af medicin. Det er uvant for nogle praktiserende læger at skulle håndtere, fordi det er en helt anden måde, medicinen virker på, end man er vant til, når vi snakker psykiatriske lægemidler«, siger Jonas Astrup.

Rivende udvikling

Men det kommer ikke kun til at handle om ADHD, når Jonas Astrup på Lægedage underviser i voksenpsykiatrien for læger og praksispersonale med selvstændige konsultationer.

Her er tale om en komprimeret overflyvning af psykiatrien og de tre psykiatriske diagnoser, som fylder mest. Foruden ADHD, angst og depression. Med praksisnære og simple håndgreb til at gå til det.

Og psykiatrien fylder mere og mere i almen praksis’ hverdag med lange ventetider hos speciallæger i psykiatri samt afviste henvisninger fra regionspsykiatrien.

Der skal varetages mere og mere behandling, som bliver iværksat fra den specialiserede psykiatri. Kompleksiteten stiger. Derfor er det så afgørende, at praktiserende læger er klædt på til selv at nærme sig en diagnose, eventuelt påbegynde behandling og lave opfølgende samtaler.

»Jeg tænker ,rivende’«, siger Betina Kornblit som svar på spørgsmålet om, hvordan hun har oplevet udviklingen inden for psykiatri i almen praksis.

Hun er selv praktiserende læge i Roskilde Lægehus – og kursusleder på »Voksenpsykiatri i almen praksis«.

»Det er en rivende udvikling i forhold til de kompetencer, vi skal udføre. Vi overtager mere og mere, fordi der er længere tids ventetid til psykiatrien. En af de store udfordringer er jo tid, fordi det er tidskrævende lidelser, som kræver både tid, tillid og kendskab«, siger Betina Kornblit.

»Det handler meget om at få patienternes tillid til at afprøve det og se, hvordan det går. Der er bivirkninger, og hvordan man skal leve med det, indtil virkningen overstiger bivirkninger. Det kræver selvsagt information og forståelse for medicinen for at vinde den tillid«.

Og det er et område, hvor tingenes tilstand skifter, og der er et stort behov for at holde sig opdateret. Som eksempler nævner Betina Kornblit en praksis med at tage ekg før og under opstart og optrapning af visse antidepressive medikamenter, som ifølge hende har været »lidt en overvindelse« for nogle praktiserende læger.

Der har været »tommelskruer på i forhold til afhængighedsskabende medicin« og et holdningsskifte i benzodiazepiner, som Betina Kornblit har brugt »en hel del af sine lægeår på ikke at give«, men som praktiserende læger nu i de senere år gerne har måttet give – men hvordan gør man lige det med måde?

»Så der er hele tiden en tilvænning til nye behandlingsregimer og nogle gamle, som vi skal bruge på en ny måde. Der har været nogle år, hvor der har været en større tilbageholdenhed i almen praksis i forhold til at bruge psykiatriske lægemidler i almen praksis, hvilket har gjort, at der nok har været en del patienter, som har været underbehandlet.

Så det handler i høj grad om, at vi skal turde bruge det og være lidt hurtigere til at bruge det. Men indimellem er vi også lidt oppe imod mediernes holdning til, hvordan vi skal bruge den her medicin«, siger Betina Kornblit.