Der er brug for ensartede sundhedstilbud

Der er stor forskel på, hvor ofte praktiserende læger henviser deres kroniske patienter til de kommunale sundhedstilbud, som alle kommuner er forpligtede til at tilbyde. Så stor forskel, at lægerne i Halsnæs 66 gange så ofte henviser en patient, som lægerne i Lemvig gør. Det viser en gennemgang lavet af KL (Kommunernes Landsforening), baseret på de 91 kommuner, der foretager henvisninger igennem MedCom-systemet. Men ingen ved, hvorfor der er så store forskelle fra kommune til kommune, eller hvad det dækker over.

”Der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe variation i, hvor mange patienter lægerne henviser til de kommunale tilbud, men jeg ved ikke, hvad årsagen er. Variationen er for stor, og det skaber da nysgerrighed i forhold til, hvad grundene til det er. Det kunne være spændende, hvis KL gik om bag tallene og kunne pege på, hvad årsagerne er. Det er klart, at som læge og formand for PLO så er jeg meget interesseret i at få belyst årsagerne, der ikke kan tilskrives variationer i patienter”, siger Christian Freitag, formand for PLO.

Han fastslår dog, at tallene ikke er ikke ensbetydende med, at der ikke bliver talt om KOL, diabetes og genoptræning af patienter med kræft, uanset hvor i landet man er patient. Det bliver bare ikke gjort gennem henvisning til de kommunale tilbud, og derfor er det umuligt alene ud fra tallene at sige noget om, hvorvidt patienter møder den samme standard fra kommune til kommune.

Hver femte læger henviser aldrig

For fjerde år i træk viser tallene, at mere end hver femte læge aldrig henviser til de kommunale tilbud, og i 31 af landets kommuner er der 26 pct. eller mere, der aldrig henviser.

”Jeg tror faktisk, jeg selv er en af dem, der bruger tilbuddene relativt lidt, fordi jeg er læge i et område, hvor mange patienter har de økonomiske ressourcer til selv at tage hånd om det. Og så er det altså lidt teknisk besværligt i det it-system, jeg arbejder med. Andre steder kan det være, at det er ikke er gennemskueligt for lægerne, hvilke tilbud der er at henvise til, og hvordan de skal gribe det an”, gætter Christian Freitag på som nogle af årsagerne.

Han håber dog på, at processen generelt bliver mere ensartet og tilgængelig for både læger og patienter. Lige nu er det lægernes ansvar at sørge for, at alle de patienter, der har brug for det, bliver henvist, men måske skal opgaven slet ikke ligge hos den praktiserende læge:

”Når patienterne kommer hos os, og vi kun har 15 minutter til en konsultation, så er det bare ofte ikke det, der står øverst på deres dagsorden, og måske heller ikke på lægens. Så forholder man sig til det, der gør ondt lige nu og er det største problem i dagligdagen. Det betyder, at der måske er nogle borgere, der har så mange problemer, at man aldrig når til at tale om kommunens sundhedstilbud. Så hvis man kunne gøre det lettere for de borgere at komme på sundhedstilbuddene, kunne man spare både læger og patienter bøvl med at henvise”, siger Christian Freitag.

Der mangler lettere adgang

Sidsel Vinge, der er projektchef for VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune, peger netop på de besværlige henvisninger som en af de største udfordringer, som de kommunale sundhedstilbud står over for.

”Vi har forsøgt at lave forløbsprogrammer for kronisk syge, men at sikre, at patienterne rent faktisk bliver henvist, og at der er en ensartethed i tilbuddene, er en stor udfordring. Måske hænger tingene sammen, så hvis der var en større ensartethed i tilbuddene, og hvis lægernes opgave blev minimeret, så ville det måske løse begge problemer, fordi det ville blive nemmere for de praktiserende læger at henvise”, peger Sidsel Vinge på.

Ligesom Christian Freitag fremhæver hun, at det kan være uigennemskueligt for den enkelte praktiserende læge at danne sig et overblik over tilbuddene, fordi de er så forskellige fra kommune til kommune, og en læge har måske patienter i 3-4 kommuner.

”Man kunne diskutere, hvorfor det overhovedet er den praktiserende læge, der skal være indgangen til et system, som kommunerne ellers betaler og står for, men som lægerne skal sælge til patienterne. Og flere og flere praksisser har i dag ansat en sygeplejerske, der ofte tager sig af de kronisk syge”, siger Sidsel Vinge.

En anden mulighed, Sidsel Vinge ser, er, at der lægges mere vægt på, at kommunerne henvender sig direkte til borgeren med tilbud. Men det kræver, at primærsektoren bliver proaktiv i stedet for reaktiv og dermed får mulighed for at nå bredere ud til relevante patienter.

”Hvis flere patienter skal komme i kontakt med de kommunale sundhedstilbud, så skal der være et meget bredere net, hvor kommunerne har adgang til og mulighed for at kontakte borgerne direkte for eksempel gennem digital post. Det må kommunerne ikke nu, men det ville være oplagt, hvis for eksempel kræftpatienter, allerede under deres behandling, helt automatisk og systematisk blev givet mulighed for at give samtykke til at blive kontaktet digitalt af kommunen med henblik på at orientere dem om, hvilke muligheder der findes i kommunerne. Det handler om rådgivning og rehabilitering i bredeste forstand – ikke kun om det rent sundhedsfaglige”, foreslår Sidsel Vinge.