Skip to main content

»… der er fundet en forstørret lymfeknude, der giver mistanke om recidiv«

Rikke Vilhelmsborg Heimbürger er UL-radiolog på Bispebjerg Hospital. Hun fortæller uddrag af en dag med pleuradræn, injektioner og biopsier. Kræftmistanke bliver afkræftet – og bekræftet.

Rikke Vilhelmsborg Heimbürger er UL-radiolog på Bispebjerg Hospital. Foto: Claus Boesen
Rikke Vilhelmsborg Heimbürger er UL-radiolog på Bispebjerg Hospital. Foto: Claus Boesen

Fortalt til Bodil Jessen, boj@dadl.dk

12. okt. 2026
5 min.

5.05 Vækkeuret ringer. Jeg står op og gør mig klar og spiser morgenmad. Der er helt stille i huset. Min mand og mine sønner sover stadig.

6.00 Efter morgenmad kører jeg til Bispebjerg; trafikken er endnu ikke taget til. Mit arbejde som UL-radiolog indebærer meget patientkontakt, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Da jeg var i intro i radiologi, og alt var nyt, var jeg i tvivl, om specialet var for mig, fordi der kigges så meget på skanningsbilleder. Men så prøvede jeg ultralyd og blev »hooked«, dels på grund af den direkte patientkontakt, dels på grund af håndværket, når vi foretager interventioner.

7.00 Jeg møder ind på Bispebjerg til visitation af henvisninger fra den foregående aften og nat. Det er primært akutte patienter, som er kommet ind på kirurgisk modtagelse med voldsomme mavesmerter. Der kan eksempelvis være mistanke om inflammatorisk tilstand, og de skal skannes inden for de næste timer.

7.30 Morgenkonference med alle afdelingens læger på tværs af teams. Vi gennemgår arbejdsplanen, og så har vi ofte en casegennemgang, der i dag handler om anisigtsfrakturer. Det er en HU-læge, der lige om lidt bliver speciallæge, som står for en ret flot gennemgang af nogle af de frakturer, vi ser; det kan f.eks. være kæbeskader i forbindelse med fodbold, eller det kan være berusede, som falder og tager imod med ansigtet. Det kan give nogle ret slemme skader.

Rikke Vilhelmsborg Heimbürger er UL-radiolog på Bispebjerg Hospital. Foto: Claus Boesen

8.00 De første patienter kommer til UL fra kirurgisk modtagelse. Det er primært dem, der er henvist fra kirurgisk modtagelse, typisk med en galdeblæreproblematik.

8.30 Biopsi på ung mand. Der er fundet forstørrede lymfeknuder retroperitonealt ved tidligere UL og efterfølgende CT, og der er mistanke om lymfom. Jeg tager fire prøver fra forskellige lymfeknuder. Ved de yngre patienter starter vi altid med UL frem for CT ved mistanke om malignitet, så de undgår strålingen. Undersøgelsen kræver dog, at de er forholdsvis slanke. Ved 98% af dem finder vi intet malignt, og jeg krydser fingre for, at han er i den gruppe. Senere får jeg at vide, at de ikke viser tegn på noget malignt.

»Biopsi på ung mand. Der er fundet forstørrede lymfeknuder retroperitonealt ved tidligere UL og efterfølgende CT, og der er mistanke om lymfom. Jeg tager fire prøver fra forskellige lymfeknuder«Rikke Vilhelmsborg Heimbürger

9.15 Vi lægger en del pleuradræn i løbet af en dag. Denne gang er det en kardiologisk patient med dyspnø. Vi lægger altid lokalbedøvelse, så det ikke gør ondt på dem. Patienterne oplever efter få timer, at det letter, og de bedre kan trække vejret, når væsken er løbet ud.

9.45 Den næste patient skal have ascitesdræn – det er der også mange, der får. Hvis der er malign sygdom, kan der ofte komme fri væske, som kan genere patienten. En uddannelseslæge skal oplæres i teknikken på en patient med malign ascites og et stort spændt abdomen og begyndende respirationsbesvær. Jeg superviserer uddannelseslægen, som klarer det rigtig flot.

10.30 Yngre kvinde fra kirurgisk modtagelse meldes »obs appendicit« forud for eventuel laparoskopi. Det er altid lidt spændende, om vi kan finde appendix, men hvis den er syg, er vi sjældent i tvivl. Jeg finder en flegmonøs appendix, og få timer efter finder kirurgerne det samme. Den skulle ud. Jeg kan efter operation se i SP, om kirurgerne har fundet det samme, som jeg har ved UL.

11.15 Patient med tidligere malignt melanom er blevet CT-skannet, og der er fundet en forstørret lymfeknude, der giver mistanke om recidiv. Jeg finder lymfeknuden og foretager en UL-vejledt biopsi, og vævsprøverne er meget mørke, så mistanken om recidiv af malignt melanom er nok rigtig.

12.00 Frokostpause med kolleger. Da jeg står ret tidligt op, er jeg ved at være godt sulten og klar til madpakken.

12.40 Efter frokost skynder jeg mig at blande Botox til en patient med giganthernie. Bispebjerg Hospital har regionsfunktion for gigantherniekirurgi, og Botox har vist sig meget effektivt for kirurgerne, når bugvæggen skal rekonstrueres, fordi behandlingen får musklerne til at slappe af. Vi har derfor aftalt med kirurgerne, at vi lægger Botox i de skrå mavemuskler nogle uger før operation.

Foto: Claus Boesen

13.00 Patienten er klar, og jeg lægger Botox ind i seks injektioner. Jeg er altid meget imponeret over, hvor stille patienterne ligger, når vi injicerer, for det er en relativt stor mængde væske, og vi bedøver dem ikke.

13.40 En patient meldes fra ortopædkirurgerne på mistanke om septisk artritis i hofteleddet. Det kræver, at vi reagerer hurtigt, så betændelsen kan blive behandlet. Jeg får patienten op på lejet, men kan ikke finde væske i leddet.

14.00 Dagens sidste patient skal have kontrast i leveren, fordi der er fundet en forandring tilfældigt på en CT-skanning, der ikke helt kan karakteriseres. Vi giver kontrast for bedre at kunne afgøre, om det er benignt eller malignt. Hvis det er kræft, kan vi se et bestemt mønster, men det er der ikke ved denne patient. Det er et hæmagiom, og patienten bliver lettet, da han får det at vide. Det kan være svært at berolige en patient, som har hørt ordet kræft én gang, men nu er det undersøgt, og han er glad.

14.15 Visitation af henvisninger på ambulante patienter.

15.30 Da jeg kommer hjem, går jeg straks ned og styrketræner i det primitive træningscenter, jeg har opbygget nede i min kælder. Styrketræningen er min måde at slappe af på og tømme hovedet, efter at jeg har været omgivet af mennesker hele dagen. Det giver mig ro. Jeg hører altid podcast – i dag »Q&CO«.

17.00 Jeg er færdig med træning og går op og tager et hurtigt bad og så laver vi mad. Selv om mine to sønner meget snart er 20 år, så spiser vi stadig tidligt som hos småbørnsfamilier. Mest på grund af mig, for min dag starter og slutter tidligere end de andres, så jeg er ikke til sen aftensmad.

19.00 De andre forsvinder til padel, venner og sport. Jeg laver stort set aldrig noget om aftenen; jeg er træt i hovedet og slapper af på sofaen med tv som »Gift ved første blik«.

21.00 Jeg går i seng og sover ret hurtigt.