Afskaf psykofarmaka, råbte professor Peter Gøtzsche i starten af ugen. Den debat kan koste liv og er helt ude af proportioner, siger professor og psykiater Poul Videbech. Han er dybt bekymret over stigningen i antallet af mennesker med depressioner. Opdateret 13/1 med litteraturhenvisninger.
"Vore borgere ville være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem".
Det skrev professor Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, mandag i en kronik i Politiken.
Det voldsomme budskab spredte sig i mediehavet, hvor det har givet genlyd lige siden.
På sit kontor på Århus Universitet sidder overlæge, professor i psykiatri Poul Videbech. Tre dage efter kronikkens medieeksponering har mere end 40 bekymrede patienter og pårørende kontaktet Videbech per mail, telefon eller Facebook.
Skal de stoppe farmakologisk behandling , og hvordan skal de overbevise pårørende om, at behandlingen er nødvendig, spørger de alle Poul Videbech.
En pårørende til en skizofren mand skriver, at sønnen konstant ønsker at stoppe sin medicin. Nu har han fået et yderligere argument for at stoppe, for han mener jo ikke, at han fejler noget.
"Sådanne mails gør mig virkelig ked af det. Jeg synes ikke, at Peter Gøtzsche og andre lignende kritikere har forståelse for, at vi her direkte leger med folks skæbner. Jeg frygter, at mange psykisk syge på baggrund af disse medieskriverier stopper deres livsnødvendige behandling. Det kan være fatalt, for vi behandler ikke alvorlig psykisk sygdom for sjov", siger Poul Videbech.
Peter Gøtzsches opstiller i kronikken ti myter om psykofarmaka:
”Jeg har forsket i antidepressive lægemidler i flere år og har længe undret mig over, at toneangivende danske psykiatere, herunder flere professorer, bygger deres erhvervsudøvelse på en række myter, der ikke er dækning for. Disse myter er skadelige for patienterne, især fordi dansk psykiatri er voldsomt topstyret.”
Herefter gennemgår Gøtzsche myterne, før han konkluderer, at psykofarmaka bør fjernes fra markedet.
Men hvordan ser landets psykiatriske 19 professorer på disse ti myter?
Ugeskriftet tager derfor Peter Gøtzsche på ordet og omsætter hans myter til 13 spørgsmål, som vi sender til de psykiatriske professorer.
Fakta
Svarene skal vise, hvor stor enighed der er, dels blandt psykiatriens topfigurer, dels mellem psykiaterne og Peter Gøtzsche. Men spørgeskemaundersøgelsen bliver aldrig besvaret:
”Jeg vil ikke deltage i den slags populistiske tiltag og synes, at det er uværdigt for Ugeskriftet at stille så fagligt banale og misvisende spørgsmål,” skriver den første psykiatriske professor i en mail, som han samtidig sender til alle sine professorkolleger.
I løbet af få timer må Ugeskriftet erkende, at psykiaterne ikke ønsker at forholde sig til de spørgsmål, der er dannet ud fra Peter Gøtzsches myter.
Professor Poul Videbech afviser også at besvare spørgeskemaet, da de er for ”simplistiske”, men stiller sig ellers til rådighed. Derfor beder vi om et interview. For hvorfor er spørgsmålene i almindelighed og Peter Gøtzsche i særdeleshed en rød klud i hovedet på psykiaterne?
Poul Videbech vil gerne medvirke, da ”vi har en forpligtelse over for den offentlige debat og vores patienter”.
Han kalder det dog "videnskabeligt umuligt" at besvare de stillede spørgsmål om den psykiatriske behandling med bare et enig eller uenig. Derfor afviser de psykiatriske professorer at deltage, siger han.
"Jeg dybt bekymret over undersøgelser, der tyder på, at depressionssygdommene rent faktisk er i stigning. Det er en advarselslampe, som vi overser. Den blinker og blinker, men vi lader som om, at det ikke passer og taler om, at det hele er medicinalindustriens skyld, eller at folk bare skulle tage sig sammen". Poul Videbech, professor i psykiatri, Aarhus Universitet
”Virkeligheden er kompleks, derfor kan ingen psykiatere ved deres fulde fem svare ja eller nej til spørgsmål om, hvorvidt psykisk sygdom skyldes ubalance i hjernen, om psykofarmaka er afhængighedsskabende eller om depression skyldes serotoninmangel. Selvfølgelig er nogen psykofarmaka svært afhængighedsskabende, som benzodiazepiner og andre er ikke. Det vil derfor fortegne billedet af, hvad jeg og mine kolleger mener og foretager os”, siger Poul Videbech.
Psykiateren er irriteret over at få påduttet synspunkter, han ikke har:
”Vi psykiatere bliver tillagt holdninger, der er ren sludder, og som vi ikke har. Problemet med kronikken er jo, at vi ikke mener det, som han siger, at vi mener. Jeg mener ikke, at psykiske lidelser skyldes ubalance i hjernen, at depression altid skyldes for lidt serotonin, eller skizofreni altid skyldes for meget dopamin. Sådan fremlægger han det, og så argumenterer han selv imod,” siger Poul Videbech, der kalder det et "ældgammelt retorisk kneb", at tillægge sin modstander synspunkter, der er indlysende sludder og så argumentere imod det.
Ifølge psykiateren er der dog en flig af sandhed i flere af Gøtszches synspunkter:
”Peter Gøtzsche har nogle pointer, det medgiver jeg gerne. Problemet er, at han driver dem helt ud i det absurde. Og så bliver det svært at diskutere emnerne, særligt i dagspressen og andre medier, hvor nuancer ikke er lige så kærkomne som firkantede udsagn, der tilmed er i overensstemmelse med redaktørernes yndlingsfordomme,” siger han og fortsætter:
”Når han siger, at antidepressiva ikke virker, så har han på sin vis ret. For de virker kun svarende til placebo ved milde depressioner (1). Men det er faktuelt og videnskabeligt forkert, når vi taler svære depressioner, hvor de virker rigtig godt. Hvor skæringspunktet for effekt så er og til hvilke patienter, kan og burde vi alle tage en faglig diskussion af med indviklede argumenter" siger Poul Videbech.
Han fastslår, at der heller ikke er psykiatere, der benægter effekten af psykoterapi, selvom der faktisk er kommet nogle lidt skuffende undersøgelser på det sidste.
"Jeg har selv været med til at undersøge effekten af motion sammen med kolleger og i overensstemmelse med et stort review, kunne vi ikke påvise nogen effekt (2). Desværre vil jeg tilføje. Så nytter det ikke, at Peter bliver ved med at hævde, at motion er effektiv mod depressioner," siger han og fortsætter:
"Men denne vigtige diskussion overdøves fuldstændig af brølet om, at psykisk syge slet ikke skal have medicin. Pointerne bliver trukket for langt, og derfor er det også omsonst at forholde sig til. Det er også meget svært at trænge igennem mediestrømmen, fordi enhver journalist med respekt for sig selv kender sandheden på forhånd. Taberne er patienterne".
Poul Videbechs forskningsområde er depression. Og han er godt træt af at blive beskyldt for at være "så fagligt indskrænket, at jeg skulle mene, at depression udelukkende skulle skyldes serotoninmangel".
Ifølge forskeren er det årtier siden, at psykiatrien troede på seretonin-tesen. I dag er der bred faglig konsensus om, at depression i virkeligheden er mange forskellige sygdomme, der blot har samme symptomer (3):
"Nogle depressioner skyldes læsioner i hjernen, der kan komme af eksempelvis forhøjet blodtryk, tobak, diabetes og den slags. Det har nok intet med serotonin at gøre. Andre depressioner skyldes stress, hvor stresshormonet cortisol påvirker serotonin, og her vil der være noget om serotonin-hypotesen. Andre depressioner skyldes igen bivirkninger ved medicin eller noget helt fjerde. Depression er derfor mange sygdomme med samme symptomer, og hvor serotonin ikke er karakteristisk ved dem alle, men helt sikker betydningsfulde for nogle. Så hvordan skal vi så svare entydigt? Og hvem er det af mine kolleger, der reelt mener det, som vi bliver tillagt", spørger Poul Videbech.
Professoren mener, at psykiatrien fortsat hverken kan diagnosticere eller underinddele de psykiatriske lidelser fagligt tilstrækkeligt tilfredsstillende.
Poul Videbech sammenligner den psykiatriske forskning i dag med den internmedicinske forskning for 100 år siden.
Dengang opfattede læger blodmangel på samme måde, som vi i dag forstår depression. Men i dag ved vi, at der er mange former for blodmangel: Noget skyldes kræft, andre jernmangel eller blødninger og atter andre autoimmune sygdomme.
"I psykiatrien er vi fortsat på det niveau, hvor sygdommen officielt hedder depression, eller skizofreni, men vi kender ikke de bagvedliggende sygdomsmekanismer i fuldt omfang. Vi er først så småt ved at finde ud af, at det er mange forskellige sygdomme. Vi er ved at forstå, at det vi i psykiatrien har slået sammen i store hovedgrupper er vidt forskellige problematikker", siger Poul Videbech.
Det er formentlig derfor nogle former for depression slet ikke responderer på fx antidepressiv medicin og andre ikke på psykoterapi, siger psykiatriprofessoren.
"Tilsvarende ved enhver psykiater, at nogle mennesker med skizofreni ikke har gavn af antipsykotisk medicin. Men det er jo indlysende, at disse facts ikke betyder, at ingen skal have medicin, men snarere, at vi skal forske mere i, hvem der skal have hvad: psykoterapi, medicin, lysbehandling, motion, fiskeolier eller noget helt femte," siger Poul Videbech.
Netop derfor bør læger være varsomme med medicinsk behandling, særligt ved milde depressioner, understreger psykiateren:
"Jeg hører også til dem, der er bekymret over medicinforbruget, medicin er ikke løsningen på alt. Jeg er overbevidst om, at nogle får antidepressiv medicin på for spinkelt grundlag. Men samtidig er jeg dybt bekymret over undersøgelser, der tyder på, at depressionssygdommene rent faktisk er i stigning (4). Det er en advarselslampe, som vi overser. Den blinker og blinker, men vi lader som om, at det ikke passer og taler om, at det hele er medicinalindustriens skyld, eller at folk bare skulle tage sig sammen", siger Poul Videbech, der selv - trods egen forskning - foretrækker psykoterapi frem for depressionsmedicin til visse tilstande.
For psykiateren er det fagligt interessante spørgsmål ikke kun, om for mange danskere får depressionsmedicin, for det gør nogle givetvis, men hvorfor tilsyneladende flere får depressionssygdomme:
”Hvad nu, hvis det er samfundet, der er sygt? Hvad nu, hvis det er stress, tungmetaller eller noget helt andet, der gør, at mennesker virkeligt bliver mere psykisk syge," spørger han.
Professoren tror faktisk, at det er samfundets indretning – men understreger, at det er en ren trossag – der medfører et stigende niveau af stress, eller hvad man nu vil kalde det, der så igen medfører flere depressioner.
"Udstødningen fra arbejdsmarkedet er et kæmpe problem. Hvis ikke man kan fungere 110 procent, så kan virksomhederne ikke bruge én. Der er ikke mere plads til mennesker, som i en periode fungerer på lavt blus. Eller hvad med undersøgelser, der viser, at debutalderen for den første depression er faldet med flere dekader fra 1950’erne til nu. Depressionen rykker ind i børneværelset," siger han og fortsætter:
"Det burde vi rettelig diskutere. Det er jo en åben debat, der involverer psykologer, sociologer, læger, arbejdsmarkedsforskere og mange andre faggrupper. Og samtidig er vi jo nødt til – mens den debat foregår – at behandle, lindre og trøste dem som er ramt med de midler, vi nu har," siger Poul Videbech, der i årevis har kaldt på den debat, senest i Danmarks Radio sidste år, da de kørte kampagnen 'Danmark på piller'
"Alt hvad de vil debattere er det stigende antal mennesker på "lykkepiller", som de kalder det, mens tallet rent faktisk er faldende, uden at forholde sig til de reelle problemer. Lidt dramatisk kan man sige, at det svarer til at prøve at få ro til at sove i en seng, hvor der er gået ild i fodenden", siger han.
Litteraturhenvisning:
(1) Kirsch I, Deacon BJ, Huedo-Medina TB, Scoboria A, Moore TJ, Johnson BT. Initial severity and antidepressant benefits: a meta-analysis of data submitted to the Food and Drug Administration. PLoS Med. 2008 Feb;5(2):e45.
Vöhringer PA, Ghaemi SN. Solving the antidepressant efficacy question: effect sizes in major depressive disorder. Clin Ther. 2011 Dec;33(12):B49-61.
Bech P. Is the antidepressive effect of second-generation antidepressants a myth? Psychol Med. 2010 Feb;40(2):181-6.
Sundhedsstyrelsen: Referenceprogram for unipolar depression. København 2007.
(2) Krogh J, Videbech P, Thomsen C, Gluud C, Nordentoft M. DEMO-II trial. Aerobic exercise versus stretching exercise in patients with major depression-a randomised clinical trial. PLoS One. 2012;7(10):e48316.
Krogh J, Nordentoft M, Sterne JA, Lawlor DA. The effect of exercise in clinically depressed adults: systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. J Clin Psychiatry. 2011 Apr;72(4):529-38.
(3) Rosenberg & Videbech: “Klinisk Neuropsykiatri - fra molekyle til sygdom”, FaDLs forlag 2013
(4) Anderson S, Jablensky A. The Lundby Study. Aust N Z J Psychiatry. 2010 Jan;44(1):1-3.
Kessler, R.C., Angermeyer, M., Anthony, J.C., R, D.E.G., Demyttenaere, K., Gasquet, I., G, D.E.G., Gluzman, S., Gureje, O., Haro, J.M., Kawakami, N., Karam, A., Levinson, D., Medina Mora, M.E., Oakley Browne, M.A., Posada-Villa, J., Stein, D.J., Adley Tsang, C.H., Aguilar-Gaxiola, S., Alonso, J., Lee, S., Heeringa, S., Pennell, B.E., Berglund, P., Gruber, M.J., Petukhova,M., Chatterji, S., Ustun, T.B., 2007. Lifetime prevalence and age-of-onset distributions of mental disorders in the World Health Organization's World Mental Health Survey Initiative. World Psychiatry 6, 168–176.
Andrade, L., Caraveo anduaga, J., Berglund, P., Bijl, R., Graaf, R., Vollebergh, W., Dragomirecka, E., Kohn, R., Keller, M., Kessler, R., 2003. The epidemiology of major depressive episodes: results from the International Consortium of Psychiatric Epidemiology (ICPE) surveys. International Journal of Methods in Psychiatric Research 12, 3–21.
